Livsfortællinger fra andre

Mange år var jeg skæv stort set hver dag. Og fuld, når jeg kunne se mit snit til det (typisk i weekenderne). At drikke gav mig ikke det samme som at ryge: Enten drikker jeg mig fra sans og samling, eller også får jeg "lige til pas" og kan ikke huske en skid næste morgen. Denne viden (som jeg har erfaret tidligt i livet) har dog ikke forhindret mig i at kombinere hash og alkohol. Jeg foretog min første ko-vending efter T´s selvmord.

Det er ikke, hvad man har været, men hvem og hvad man er nu, der betyder noget. Jeg er 58 år og har prøvet alle former for misbrug gennem et langt og alligevel lykkeligt liv. Jeg er ikke afhængig af noget mere, drikker lidt med måde og min historie ligner så mange andres.

Mange af os der var unge i tresserne, kom fra hjem, hvor alkohol ikke var hverdagskost. Men os, "børnene fra dengang", kom som unge hurtigt godt i gang med at dyrke det alkoholiske liv. Vi festede og drak lystigt, og vi drak mere og mere som årene gik.  Det mærkelige er, at "de andre" aldrig bemærkede / troede på, at jeg havde et problem. Jeg drak ikke særlig meget, når jeg var til fest eller selv holdt fest. Et par enkelte "kiks" undervejs, men ellers kan jeg set i bakspejlet godt forstå mine omgivelser, for de så mig jo ikke, når jeg gik derhjemme og småpimpede! 

Min far var god nok, men formåede simpelthen bare ikke at kæmpe sig vej ud af alkoholens helvede. Jeg er med tiden blevet overbevist om, at der aldrig har været noget som helst ondsindet bag min fars handlinger og „mærkelige adfærd“, men det er et absolut faktum, at børn og alkoholikere slet ikke går hånd i hanke. Alkoholen vinder over kærligheden – desværre – og så kan kærligheden være nok så stor. Det vidste jeg bare ikke, da jeg var lille.

Jeg kan tydeligt huske, at min mor og jeg stod på Valby Station. Jeg var 14 år gammel, og det er en af de vigtigste dage i mit liv. For den dag besluttede jeg, at jeg ikke var skyld i min mors alkoholisme. Jeg var ikke skyld i, at min mor havde det så skidt.

Jeg voksede op i et hjem, hvor dagligdagen var præget af utryghed, usikkerhed og en masse ballade såsom druk, skænderier. Efterhånden som øretæverne tog til, vænnede jeg mig til dem, så jeg til sidst ikke længere kunne mærke den smerte som øretæverne kan give en knægt som jeg var. Jeg fandt hurtig ud af, at alkohol fik mig til at glemme problemerne og skjule angsten, som jeg led af hver dag. Den dag i dag lever jeg som en ædru alkoholiker på mit 4. år.

Efter en barndom og ungdom, hvor vi fire børn havde fået et forkvaklet følelsesliv på grund af vores mors pille- og alkoholmisbrug, så var vi blevet totalt kolde i røven alle sammen. Bægeret var flydt over. vi var alle fire enige om at give vores mor et ultimatum: „Bliv ædru, eller du ser aldrig dine børn mere.“

Der var gået en del år, hvor jeg havde et dagligt forbrug på 35-40 genstande. Jeg var rigtig alkoholiker, kunne vågne midt om natten med gevaldige hedeture, og masser af abstinenser. Og måtte selvfølgelig stå op og have noget at drikke. På et tidspunkt blev det så min kone for meget. Min kone havde undersøgt mulighederne, og fået mig indskrevet på en behandlingsinstitution. Uanset hvor langt nede jeg har været (og det er sgu langt skal jeg hilse og sige), står jeg i dag som et lysende eksempel på at det kan lade sig gøre at blive ædru.

Det var først, da vi boede i Tyskland, at alkoholmisbruget blev rigtig slemt. Udadtil skulle vi holde en god facade. Min mor og stedfar var den slags "skjulte alkoholikere". Kun folk der var meget tæt på vidste det. Det gik op for mig, som en tsunami der væltede ind over mig, hvor lidt værd jeg egentlig var for min mor. Hvis min mor skulle vælge mellem mig og en pakke cigaretter, ville hun vælge cigaretterne. Hvis jeg skal give ét godt råd til andre, der står i samme situation, som jeg stod i, skal det være at tale med en professionel om det - søg professionel hjælp!

Jeg drak mig hele tiden fuld, uden at vennerne, skolen eller arbejdet satte spørgsmålstegn ved mit alkoholforbrug.