far og søn

Er målet at blive ædru?

Målene for et alkoholbehandlingsforløb kan være mange, og at blive ædru er kun et af dem. For nogle kan det også være et mål at skære ned.

Målet for at gå i alkoholbehandling kan være forskelligt fra person til person. Derfor er det ikke nødvendigvis et succeskriterie at blive ædru. I Grindsted Rusmiddelcenter møder de flere mennesker, som formår at nedsætte deres forbrug, fortæller Vibeke Olsson, der er teamleder og alkoholbehandler i centeret:

- Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er en succes, at personen bliver totalt afholdende. Det kan også være en, der har drukket i mange år, og som formår at få det reduceret. Vi måler ikke deres succes udelukkende på, om de bliver udskrevet til ædruelighed. Det har også noget at sige, om de kan nedsætte deres forbrug væsentligt, siger hun.

Et afsluttet forløb i alkoholbehandling kan lede til mange personlige succeser, der ikke handler om at være ædru, men som i stedet handler om, at du kommer tættere på det liv, du ønsker for dig selv. Nogle personer vil måske opleve at have overskud til noget, som de ikke havde, mens de drak. Det kan være at tage med til forældresamtale på skolen eller bruge mere tid sammen med sin partner eller børn igen. 

Sådan sættes målet for behandlingen   

Du er selv med til at sætte sit mål, når du starter i alkoholbehandling. Nogle har et ønske om at nedsætte forbruget, mens andre vil stoppe helt.

Ens mål kan også ændre sig undervejs ud fra de erfaringer, du gør dig i løbet af behandlingen. Måske finder du ud af, at du ikke kan reducere sit alkoholforbrug, og så bliver ens mål at stoppe helt med at drikke. På den måde kan du starte med at have en plan A, og hvis den ikke går, så laver du en plan B i samarbejde med din behandler.

Det er ikke alle steder, der arbejder med at drikke mindre som mål i behandlingen, men du kan altid kontakte behandlingsstedet for at høre, om det er muligt hos dem at få hjælp til at skære ned på alkoholforbruget eller henvise dig til et sted, som kan.

Find det rette behandlingstilbud - enten til dig, der drikker for meget, eller hvis du er pårørende til en person med alkoholproblemer.

Få overblik over dit alkoholforbrug

Hvis du ønsker at skære ned på, hvor meget du drikker, kan det være en fordel at danne dig et overblik over dit forbrug. Her kan det være en hjælp at bruge AlkoLog. Det er en gratis app, som hjælper dig med at holde styr på, hvor meget du drikker og giver tips til at drikke mindre. 

Når du registrerer de genstande, du drikker i appen, kan du se, om dit forbrug er under eller over Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

AlkoLog
​​​​​​​AlkoLog er en gratis app, som hjælper med at holde styr på, hvor meget du drikker og giver tips til, hvordan du kan skære ned. Det er Alkohol & Samfund og TrygFonden, der står bag appen.