alkohol jul

8 gode råd: Sådan ungår du for meget alkohol i julen

Der bliver serveret ekstra meget alkohol i juletiden, og derfor er det godt at være opmærksom på, hvor meget du drikker. Alkolinjen guider dig til, hvordan du får en december måned uden at drikke mere end du ønsker.

I Danmark drikker vi julen ind med julebryg til J-dag og ud igen med champagne og kulørte drinks nytårsaften. Ifølge Coop køber danskerne 35 procent mere alkohol i december måned i forhold til resten af året. 

– Julens store alkoholforbrug er i og for sig problematisk for os alle sammen. Især dem, der til julefrokosten drikker sig helt i hegnet, er jo i risiko for at ende festen på skadestuen på grund af fald, trafikulykker eller kuldeskader, hvis de er faldet i søvn på vejen hjem. Men for den halvanden million danskere, der drikker mere end genstandsgrænserne resten af året, er det særlig problematisk, at de i en måned skruer forbruget op, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

 Gode råd til en god jul uden for meget alkohol

Heldigvis findes der mange gode tiltag, som kan hjælpe med at holde alkoholforbruget nede i december. Vi har samlet 8 tips til en god jul uden for meget alkohol.

Husk, at du også altid kan ringe til Alkolinjen på 80 200 500 og få råd og vejledning - både hvis du er pårørende til en, der drikker for meget, eller hvis du selv drikker for meget.

8 TIPS til en god jul uden for meget alkohol
  1. Beslut dig for, at du denne jul vil drikke mindre – for eksempel max. tre genstande pr. arrangement. Fortæl gerne andre om din plan, det hjælper dig til at holde den. Skriv også gerne dagbog over dit alkoholforbrug eller brug vores gratis app AlkoLog, så du kan holde øje med, om du holder dig til planen.
     
  2. Julen kan være forbundet med stress, pres og høje forventninger. Føler du dig psykisk presset, så sæt tempoet og ambitionerne ned. Hellere en hyggelig jul uden for mange planer end stress.
     
  3. Når du er til et julearrangement, kan du bruge nogle simple tips til at holde antallet af genstande nede. Prøv for eksempel at drikke af små glas, tage mindre slurke eller holde glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt. Du kan også lave en regel om, at du skal drikke to glas uden alkohol for hvert glas med alkohol. Eller du kan sætte dit glas eller flasken, du hælder op af, længere væk fra dig, så det ikke er så nemt at fylde på.
     
  4. For nogle børn kan det føles utrygt, at voksne omkring dem er fulde. Hvis du skal holde julefest, hvor der er børn med, kan det være en god idé at aftale, at der er en voksen, der har ansvaret for børnene og derfor ikke drikker eller kun drikker meget lidt.
     
  5. Hvis dine børn eller din partner fortæller, at sidste jul ikke var hyggelig, fordi du drak for meget, så prøv at lytte og forstå frem for at forsvare og forklare.
     
  6. Dyrk mere motion, end du plejer. Motion modvirker stress og er samtidig en sund måde at få vrede og negative tanker ud af hovedet. Gør det til en ny juletradition, at I går en lang tur i stedet for at sidde for længe ved bordet til julefrokoster og middage.
     
  7. Få en god nattesøvn. Gå tidligere i seng, end du plejer. Det giver dig dels et overskud og dels risikerer du ikke at tage et par ekstra genstande sidst på aftenen.
     
  8. Mange af os tager det som en selvfølge, at der skal være alkohol på bordet, når vi holder julefrokoster og julemiddage. Hvis du selv prøver at drikke mindre, så servér lækre, alkoholfri drinks eller køb alkoholfri øl til dine gæster. Er du inviteret ud, så foreslå værten, at der er alkoholfri alternativer – eller tag en flaske lækker saft med som værtindegave.

Mange ringer til Alkolinjen i december

Der er en klar bagside til de mange fester og klirrende flasker, og december og særligt juledagene kan være hårde at komme igennem for mennesker med alkoholproblemer og deres nærmeste. Derfor søger mange hjælp, og hvert år stiger antallet af henvendelser til Alkolinjen. I december 2020 modtog Alkolinjen næsten dobbelt så mange opkald som året før. 

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.

 

 

 

 

 

– Kombinationen af mange fester og sammenkomster med alkohol på bordet og pres og forventninger, kan få det til at køre af sporet for nogle, siger Bjarne Stenger Elholm og fortsætter:

– Det er også sværere at skjule sit alkoholproblem, når familien er samlet i ferier og helligdage. Derfor er julen forbundet med mange bekymringer for både drikkende og pårørende. Men det kan også give styrke til et ønske om at gøre noget ved problemet, og det får også flere til at ringe til os.