Det er vigtigt, at en virksomhed tager hånd om situationen, hvis en medarbejder har alkoholproblemer.

Derfor er en alkoholpolitik vigtig på arbejdspladsen

Bliv klogere på, hvad en alkohol- og rusmiddelpolitik indebærer - og hvorfor det er vigtigt at have på arbejdspladsen.

En alkohol- og rusmiddelpolitik på arbejdspladsen kan være en stor hjælp for både medarbejdere og ledere, så alle parter ved, hvordan proceduren er omkring problemer og hændelser med alkohol og rusmidler.

Medarbejdere skal vide, hvem de kan gå til for at søge hjælp. Og samtidig skal ledelsen være klar over, hvordan de skal hjælpe den pågældende medarbejder, hvis personen oplever udfordringer eller møder påvirket på arbejde.

Det er ikke længere en privatsag, når man som ansat møder påvirket op i arbejdssammenhæng, og man skal som virksomhed derfor tage hånd om hændelser med berusede medarbejdere. Derudover kan det være gavnligt med en alkohol- og rusmiddelpolitik til at forebygge hændelser eller til at håndtere hændelser. Det kan være grænseoverskridende eller pinlig opførsel, vold eller seksuel chikane eksempelvis.

Eksempel fra arbejdsplads, der fik en alkoholpolitik:

På en mellemstor virksomhed inden for information og kommunikation mødte en ansat fuld op på arbejdet og gjorde sig uheldigt bemærket ved sociale arrangementer med blandt andet kunder, hvor det var synligt for alle, at den pågældende person havde drukket for meget alkohol.

Ledelsen talte med den ansatte og tilbød hjælp, men den ansatte afslog tilbuddet med begrundelsen om, at alkoholindtaget ikke var en hverdagsting, og at det handlede om træthed og pres på arbejdet.

Arbejdspladsens HR-afdeling søgte undervejs hjælp hos Alkolinjen, hvor de blandt andet fik rådgivning om, hvad de som arbejdsplads kunne gøre i den konkrete situation. Desuden fik HR råd og vejledning af Alkolinjen til at udarbejde en alkoholpolitik på arbejdspladsen, så virksomheden fremover har en konkret procedure at henvise til, hvis der igen skulle opstå alkoholrelaterede hændelser på arbejdspladsen. Der har ikke været flere hændelser siden, og virksomheden har derfor ikke gjort mere i sagen.

Gode råd til virksomheder
  • Det er nemmere at håndtere alkoholrelaterede hændelser på arbejdspladsen, når virksomheden har konkrete regler at henvise til i form af en nedskrevet alkoholpolitik.
  • Inddrag medarbejdere i processen. Ved at gå i dialog med de medarbejdere, sikrer I et samlet ejerskab til virksomhedens alkoholpolitik og øger samtidig sandsynligheden for, at politikken bliver implementeret og efterlevet.
  • Tag stilling til, hvilke sammenhænge alkohol er tilladt på arbejdspladsen. Overvej bl.a. hvilke regler, der gælder om alkohol i forbindelse med hjemmearbejde, kundeopgaver samt hvor tilgængeligt alkohol skal være i kantinen, til fredagsbarer og om alkohol må indgå i gaver til ansatte.
  • Udarbejd procedurer for hændelser og alkoholproblemer blandt ansatte som en del af alkoholpolitikken.
  • Udpeg og uddan lokale nøglepersoner, der har ansvaret for at alkoholpolitikken implementeres, og som er uddannet til at tage hånd om det, hvis en ansat har eller udvikler et alkoholproblem.
  • Revider politikken med jævne mellemrum.
  • Som virksomhed er det vigtigt at erkende, at man ikke skal eller kan klare alle udfordringer på arbejdspladsen selv, men derimod kan få hjælp udefra. For eksempel kan Alkolinjen hjælpe med at finde den rette behandling til en ansat med alkoholproblemer eller hjælpe med at udarbejde en alkoholpolitik på arbejdspladsen.
  • Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, så kontakt Alkolinjen på telefon 80 200 500 eller på chat.