tilbagefald

4 råd til dig, der oplever tilbagefald

Tilbagefald er for mange alkoholafhængige en naturlig del af processen hen imod et ædru liv. Det er derfor vigtigt at vide, hvad du skal gøre, hvis du oplever et tilbagefald. Læs med her og få fire råd til, hvordan du bedst håndterer dit tilbagefald.

På vejen ud af et alkoholproblem, er det ikke ualmindeligt at opleve tilbagefald. Omkring halvdelen af de personer, der går i alkoholbehandling, har tidligere været i behandling, og kommer igen, fordi de har fået tilbagefald. Det viser Servicetjekket-undersøgelsen af Sundhedsstyrelsen fra 2020. Det er altså helt forståeligt, hvis du oplever tilbagevendende trang, og at det kan være svært.

Hos Misbrugscenter Grindsted oplever de også mange gengangere. Vibeke, der er behandler hos Misbrugscenter Grindsted, fortæller, at de gør alt for at pille den skam væk, som personer, der ender i et tilbagefald, kan opleve.

- Mange kan opleve en skyld eller skam, hvis de er faldet i, men den prøver vi at pille fra dem. Det er helt normalt at opleve tilbagefald, og det er bare flot i sig selv, at de kommer til os, hvis de oplever det. Vi kan også hjælpe dem med at forebygge tilbagefald. Det gør vi ved at snakke om, hvad der skete, hvad der triggede dem, og hvad der var svært, fortæller Vibeke.

Bente Laursen tilbagefald
Alkoholproblemer
58-årige Bente Laursen oplevede flere tilbagefald på vejen ud af sit alkoholproblem. Hver gang bebrejdede hun sig selv, men det ændrede sig, da hun fik hjælp i døgnbehandling og mødte andre i samme situation.

Sådan håndterer du tilbagefald

Det er vigtigt at stoppe hurtigst muligt ved tilbagefald - så du mindsker risikoen for, at det får konsekvenser for personen, det drejer sig om, og deres nærmeste. Hvis du har problemer med at stoppe selv, bør du søge professionel støtte og rådgivning - enten gennem Alkolinjens rådgivnings telefon 80 200 500, dit lokale rusmiddelcenter eller egen læge.

Når du søger alkoholbehandling – også efter tilbagefald – er der tre typer behandlinger. Enten ambulant, dag- eller døgnbehandling alt efter, hvad der er nødvendigt i den enkelte situation. Uanset behandling, vil der først være fokus på at holde pause med at drikke og evt. behandle abstinenser.

Derudover bliver der lagt en plan for at holde målsætningen i forhold til, hvad der tidligere har fungeret for den pågældende person og hvilke ting, der ikke har. Og så vil der være samtaler og terapi. Særligt gruppeterapi er en stor hjælp for mange, der oplever tilbagefald, fortæller alkoholbehandler fra Rusmiddelcenter København, Hengameh Ravesh:

- Det kan være rigtig godt at tale med andre, der står i samme situation, så du ikke føler dig alene om at få tilbagefald, og det kan også give en motivation og I kan dele gode råd i forhold til at blive ædru. Det kan som regel have en bedre virkning end hvis du kun får rådgivning af en behandler, siger hun.

Gode råd ved tilbagefald

Alkolinjens leder, Bjarne Stenger Elholm, oplever også, at mennesker ringer til rådgivningstelefonen, fordi de har fået et tilbagefald, og her har han altid nogle gode råd klar. Herunder kan du læse hans fire råd til, hvordan du bør tackle dit tilbagefald.

4 gode råd
  1. Stop tilbagefaldet hurtigst muligt for din egen og din families skyld.
    Et tilbagefald kan have store konsekvenser for din sundhed, men det er også forbundet med store fysiske og psykiske gener for din familie og nærmeste relationer. Hvis du får problemer med at styre dit forbrug eller oplever at dit forbrug igen bliver problematisk, er det derfor bedst at stoppe det hurtigst muligt, så du mindsker risikoen for, at det får konsekvenser for dig selv og dine nærmeste.
     
  2. Har du problemer med at stoppe selv, bør du søge professionel støtte og rådgivning. Du kan ringe til Alkolinjens rådgivning 80 200 500, kontakte dit lokale rusmiddelcenter, kontakte skadestue eller vagtlæge - eller søge hjælp hos egen læge i åbningstiden.
     
  3. Vær opmærksom på, hvordan du bedst håndterer abstinenser.
    Det kan være en livsfarlig tilstand, der opstår, når alkohol er ved at forlade blodet, og det kræver ofte medicinsk behandling. Får du milde abstinenssymptomer som, svedeture, rysten, hjertebanken og søvnproblemer, så aftal med dit rusmiddelcenter eller din egen læge, hvordan du skal forholde dig.

    Hvis du tidligere har oplevet kramper eller delirium, når du trapper ned eller stopper med at drikke, kan det være, du skal indlægges. Sørg derfor for ikke at være alene når du har abstinenser eller er i medicinsk behandling.
     
  4. Drik rigeligt væske uden alkohol og sørg for at spise.
    Drik rigeligt væske, fx vand eller tynd saftevand, og undgå kaffe og andre koffeinholdige drikke, da det kan forværre abstinenserne. Spis også regelmæssigt. Du kan begynde med lidt ristet brød, og prøv derefter med revne æbler og bananer. Du skal gerne i gang med normal kost igen efter et par dage.
Kilde: Bjarne Stenger Elholm, Leder af Alkolinjen 80 200 500

Festlige lejligheder kan øge drikketrangen

Mange alkoholafhængige kan opleve trang til at drikke alkohol i flere dage, uger og måneder efter, de sidst har drukket alkohol. Selvom trangen oftest stopper på et tidspunkt, vil nogle mennesker efter lang tid uden alkohol pludselig få lyst til at drikke igen. Det kan opstå ved en festlig lejlighed, fordi du måske søger trøst efter en hård dag eller noget helt tredje. Det er helt naturligt, og ofte forsvinder tanken igen. Men nogle gange vokser tanken og trangen sig større, og så kan det føre til et tilbagefald.

jul alkohol
Nyhed
Tilbagefald er helt almindeligt på vejen ud af et alkoholproblem, men det kan være en hård proces, og julen kan være udfordrende. Bente Laursen følte sig svag, når hun drak igen, men fik hjælp af en alkoholbehandler til at indse, at det var en del af sygdommen alkoholafhængighed.

Har du brug for rådgivning?

Har du brug for at tale med en rådgiver i forbindelse med et tilbagefald, kan du ringe til Alkolinjen 80 200 500 og få deres råd til, hvordan du bedst muligt kommer tilbage på sporet. Du kan også chatte med en rådgiver. Klik her.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.