Alkohol og vinter

Drikker du mere i den mørke tid?

Når dagene bliver kortere og mørkere henover efteråret og vinteren, bliver mange af os triste til mode.

Nogle udvikler en egentlig vinterdepression, når den mørke årstid begynder. Det kan gøre lysten og trangen til at drikke mere alkohol større, fordi alkohol umiddelbart stimulerer vores psykiske velvære og kan give os en følelse af, at vores tungsind letter lidt. Man kan kalde det en form for ’selvmedicinering’.

Men det er en dårlig strategi at følge. For meget alkohol kan både forværre din depressive tilstand og udvikle sig til afhængighed. Derfor er det vigtigt at opsøge hjælp, hvis du kan genkende beskrivelsen. Du kan tale med din læge om, hvordan du har det.

Vidste du, at
  • Man regner med, at 5-10% af befolkningen lider af vinterdepression i større eller mindre grad.
  • 75% af dem er kvinder.
  • Man mener, at manglen på dagslys er hovedårsagen til vinterdepression, for lys regulerer vores døgnrytme.

Symptomer på vinterdepression kan være:

  • Større behov for at sove
  • Mangel på energi
  • Nedtrykthed
  • Større appetit (især for søde sager)
  • Vægtøgning
  • Social isolation
  • Mindre lyst til sex
5 gode råd: Sådan kan du forebygge vinterdepression

Disse enkle ting kan du selv gøre for at forebygge en vinterdepression:

  • Ophold dig udendørs så meget som muligt i de lyse timer.
  • Luk lyset ind: Træk gardinerne fra, skru op for lyset i hjemmet og på arbejdet.
  • Lad batterierne op: Forbered dig til mørketiden ved at få masser af lys om sommeren og efteråret. Det kan ruste dig til at møde vinteren.
  • Sov godt: Søvn og god døgnrytme er vigtig for din mentale tilstand. Hvis dit biologiske ur hele tiden forstyrres, fører det hurtigt til dårlig søvn og træthed.
  • Bevæg dig: Fysisk aktivitet og motion har generelt en positiv effekt på depression.

Alkohol og konflikter går hånd i hånd

Dårligt humør med mangel på energi og overskud i vintermørket kan også gøre din lunte kortere. Du kan opleve at ryge i flere konflikter med familie, venner og kolleger. Igen kan det være fristende at lægge afstand til den dårlige stemning med et par ekstra glas.

Men faktisk har alkohol ofte den modsatte effekt: Du bliver højrøstet, selvoptaget og kompromisløs, og det skaber en anspændt atmosfære, som gør især børn utrygge. Og det dæmper ikke konflikterne.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.