Din historie kan inspirere andre til at søge hjælp

Personlige fortællinger inspirerer andre til at søge hjælp og ikke mindst til at føle sig mindre alene. Derfor søger vi mennesker, som har lyst til at fortælle deres historie om alkohol. Det kan være, fordi du tidligere har haft et alkoholproblem, er pårørende, har valgt at skære ned på alkohol eller ikke drikker af andre årsager.

Alkoholproblemer kan desværre komme med skam og stigma på trods af, hvor almindeligt det er blandt befolkningen. Og hvis man har andre alkoholvaner end den gennemsnitlige dansker, kan det også føles ensomt, fordi alkoholkulturen kan mærkes i sociale sammenhænge.

Derfor kan det være gavnligt at læse om andre, som taler højt om deres erfaringer og hvad de gjorde for at skabe forandring i deres liv. Og det kan også være en god oplevelse for dem, der fortæller deres historie:

- Jeg er blevet stærkere af det. Og jeg føler, at det er nemmere at holde fast i min beslutning om ikke at drikke. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg har fået så meget positiv respons på at dele min historie, siger Kirsten Dahl, der i efteråret 2023 fortalte sin historie for første gang.

Kirsten Dahl
Alkoholproblemer
52-årige Kirsten Pia Dahl Sørensen stoppede med at drikke alkohol for to år siden og har fået sin familie tilbage. I dag kan hun være mor for sine to voksne børn, som hun i dag taler i telefon med næsten hver dag.

Sådan kan du dele din historie

Hvis du ønsker at fortælle om dit eget forhold til alkohol, så skriv en mail til deldinhistorie@alkohologsamfund.dk.

I første omgang vil en journalist fra Alkohol & Samfund kontakte dig og fortælle, hvad det indebærer og også stille nogle opfølgende spørgsmål. Du kan selvfølgelig også spørge, hvis der er noget, du gerne vil afklare.

Vi deler både historier med mennesker, som står offentligt frem og anonymt. Det kan være på hjemmeside, sociale medier og i pressen. Det er op til dig, hvad du ønsker, så i samtalen finder vi sammen frem til en løsning, der passer til dine behov.

Vi ønsker, at dem som fortæller deres historie, har en god oplevelse med det, og føler sig stolte over at være med. Derfor er det vigtigt for os, at de personer vi er i kontakt med, føler sig godt klædt på og støttet til at fortælle deres historie.

- Det har været helt fantastisk. For det var jer, der banede vejen for, at jeg kom ud med min historie, som jeg rigtig gerne ville. Og I har været meget forstående hele vejen igennem, siger Kirsten, som både har fået delt sin historie på hjemmeside, sociale meder og fortalt den i GO Aften Live på TV2.

Vil du fortælle din historie til gavn for andre?
  • Skriv mail til deldinhistorie@alkohologsamfund.dk
  • Du får svar af Christa eller Thomas fra Alkohol & Samfund i løbet af få dage.
  • Uanset om du ønsker at fortælle din historie anonymt eller offentligt, så er vi meget interesserede i at høre fra dig.

Personlige fortællinger gør en forskel

Når vi hjælper mennesker med at fortælle deres historie til hjemmeside, sociale medier og presse, så kan det med det samme ses på Alkolinjens rådgivning. Her ringer telefonerne og der kommer flere chats end ellers. Det er mennesker, som ofte har set eller læst med og er blevet inspireret til at søge hjælpen, fordi de kunne spejle sig i et andet menneske.

Noget af det mest besøgte indhold på Alkolinjens hjemmeside er de personlige historier, og historierne forsætter med at inspirere på sociale medier, hvor det er blandt de mest populære opslag med mange kærlige og støttende kommentarer. En af vores følgere skrev til et opslag:

- Jeg føler mig nogle gange ensom i at erkende, at jeg havde et problem. Jeres delinger er bløde, sympatiske og opløftende. Hvis jeg ikke var holdt op med at drikke dengang, så var jeg det måske nu. Med jeres hjælp. Tak for jer.

Se alle personlige fortællinger her