Alkoholbehandling

Stress og ensomhed: Alkoholproblemer påvirker pårørende

Alkoholproblemer rammer ikke kun den, der drikker. Det kan også have store konsekvenser for dig som pårørende. Du oplever måske, at det både påvirker dit fysiske og psykiske velvære, hvilket er helt normalt.
Hvis den var helt gal, bebrejdede jeg mig selv. Jeg spekulerede ofte på, om jeg havde gjort noget forkert. Det påvirkede mig meget, og jeg følte mig alene med det.
- Nanna (Nannas mand havde et alkoholproblem)

Det kan føles ekstremt smertefuldt og belastende at være pårørende til en med alkoholproblemer. Det kan både påvirke dine følelser, dit humør, din psyke, dit sociale liv og dit fysiske velbefindende.

Konsekvenserne for pårørende kan være meget forskellige og varierer fra person til person. Der er ingen forkert eller rigtig måde at reagere på, da ingen reagerer ens. Nogle personer vil måske mærke konsekvenserne med det samme, mens andre først vil mærke dem med tiden.

Nedenfor kan du læse mere om, hvilke symptomer og konsekvenser, der kan følge med, når man er pårørende til en, der drikker for meget. Hvis du oplever, at flere af symptomerne passer på dig, bør du til hver en tid søge hjælp.

Læs mere om, hvilken hjælp du kan få som pårørende.

Du kan også sende en mail til info@alkohologsamfund.dk og få tilsendt vores guide til pårørende.

Symptomer og konsekvenser for pårørende:

Følelser

Som pårørende til en, der drikker for meget, kan du opleve stærke følelser, der kan være svære at håndtere. Det kan være følelser, der er rettet mod den drikkende eller følelser rettet mod dig selv. Mange pårørende oplever blandt andet disse følelser:

  • Skam
  • Stigmatisering
  • Magtesløshed
  • Opgivelse
  • Tristhed
  • Tomhed
  • Skyldfølelse
  • Bekymring
  • Had
  • Fortvivlelse
  • Utryghed

Du er ikke alene om at have det, som du har det. Hvis du vil læse fortællinger fra andre pårørende, har vi samlet nogle fortællinger til dig her.

Fysiske symptomer

Din krop vil muligvis reagere på det pres, du er udsat for i forbindelse med din næres alkoholproblem. Du kan blandt andet opleve følgende symptomer:

  • Koncentrationsbesvær
  • Hyperaktivitet
  • Søvnproblemer
  • Spiseforstyrrelser
  • Egne alkoholproblemer
  • Smerter (hoved, mave, muskler etc.)
Psykiske symptomer

Det kan være opslidende og hårdt at se en person, du holder af, langsomt ødelægge sig selv med sit alkoholforbrug. Det ødelægger ikke kun den drikkende, det kan også ødelægge dig som pårørende og have psykiske konsekvenser. Mange pårørende oplever blandt andet disse symptomer:

  • Manglende selvværd
  • Angst
  • Depression
  • Vredensudbrud
  • Stress
Sociale konsekvenser

Mange pårørende føler sig helt alene med problemerne, og det kan i nogle tilfælde have store konsekvenser for de sociale relationer med familie, venner og kollegaer. Det kan blandt andet føre til:

  • Tillidsproblemer
  • Ensomhedsfølelse
  • Afstandtagen til andre
  • Overfladiske relationer
  • Problemer med at håndtere konflikter
  • Problemer i familie/ægteskab/venskab
  • Tilsidesættelse af egne behov
  • Problemer med at sige fra

Har du brug for at tale med nogen, kan du ringe til vores rådgivere på Alkolinjen på tlf. 80 200 500. Læs mere om Alkolinjen.

Nanna
Pårørende
Nanna havde længe syntes, at hendes mand opførte sig mere og mere underligt, men først efter to og et halvt år, fandt hun ud af, at det skyldtes et massivt alkoholforbrug. I dag er hendes mand ædru, og deres forhold er stærkere end nogensinde før.
Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.