Alkoholbehandling

Hvad sker der, når du afslutter et forløb?

Det er forskelligt, hvordan det fungerer efter behandlingen i de forskellige kommuner og det afhænger også af dine egne ønsker. Nogle steder tilbyder at ringe op efter et stykke tid for at høre, hvordan det går, hvis du ønsker det.

Efter du har været i alkoholbehandling, er der nogle steder, hvor alkoholbehandlere ringer op til personer, hvis de har fået samtykke til det. Det gør de for eksempel hos Novavi i Køge.

- Først aftaler vi at ringe til dem efter en måned og derefter om et halvt år. Det virker godt og både behandlerne og patienterne er glade for det, siger Tine Bergenhagen, der er leder og alkoholbehandler i Novavi Køge behandlingstilbud.

Nogle behandlingssteder gør på samme måde - og kan spørge dig ind til, om du har lyst til at få en opfølgende samtale over telefon. Du kan også selv spørge, om de ikke vil følge op på dig efter et par måneder. 

De efterfølgende snakke kan være en god hjælp, fordi du måske kan opleve at blive trigget eller få tilbagefald i forhold til dét mål, du har sat dig for. Og det er helt normalt. Her kan en opfølgende samtale hjælpe dig i behandling igen eller du kan få redskaber til, hvad du kan gøre i din situation.

tilbagefald
Tilbagefald er for mange alkoholafhængige en naturlig del af processen hen imod et ædru liv. Det er derfor vigtigt at vide, hvad du skal gøre, hvis du oplever et tilbagefald. Læs med her og få fire råd til, hvordan du bedst håndterer dit tilbagefald.

Deltag i efterbehandlingsgruppe 

Nogle alkoholbehandlingssteder tilbyder også efterbehandlingsgrupper. For nogle vil der være behov for lidt ekstra støtte, når det individuelle forløb er færdigt. Her kan efterbehandlingsgrupper være gavnlige. 

Når du er i efterbehandling, er der tilknyttet en alkoholbehandler, som faciliterer møderne. På møderne er der nogle hovedtemaer, som danner rammer for samtalen, og så vender og diskuteres det i gruppen. Efter et halvt år i efterbehandling kan du blive en del af en selvstændig gruppe, som tidligere har været i efterbehandling. Denne gruppe står selv for at styre møder, indkaldelse, dagsorden osv.  Du kan spørge din behandler ind til mulighederne for det.

Nødplaner den drikkende og den pårørende 

Nogle alkoholbehandlingssteder introducerer en form for nødplan, som behandleren laver sammen med personen i slutningen af behandlingsforløbet. 

Planen bliver lavet for at være forberedt på, hvis der skulle opstå problemer efter behandlingen er afsluttet. Så ved personen, hvem de skal kontakte og hvad de selv kan gøre i situationen. Det kan være svært for nogle at tage snakken, men det er vigtigt at gøre det inden, der opstår en situation med triggers eller tilbagefald. 

Pårørende kan også få deres egen nødplan, så de ved, hvordan de skal passe på sig selv, hvis personen drikker igen. Det handler om ikke at ende i de samme mønstre igen. 

pårørende
Få viden, støtte og hjælp til at håndtere den situation, du befinder dig i. Læs om, hvorfor det kan være udfordrende at være pårørende og få gode råd til, hvordan du hjælper dig selv, et barn og den drikkende. Indholdet er udviklet i samarbejde med TrygFonden.