Alkoholbehandling

Her kan du få hjælp

Som pårørende til en, der drikker for meget, kan du få forskellige former for hjælp afhængig af, hvad der passer til dit og din families behov. Vi har listet de typiske former for hjælp til pårørende.

Når du er pårørende til en, der drikker for meget, kan du nogle gange bruge al din energi på den drikkende og glemme dig selv. Men det er vigtigt, at du har det godt, at du ikke får overskredet dine egne grænser og husker dine egne behov. Der er heldigvis mange steder og forskellige muligheder for at få hjælp til dig selv.

Nedenfor kan du læse om de typiske muligheder for hjælp til pårørende.

Vi har også lavet en oversigt over en masse forskellige tilbud, hvor du som pårørende kan få hjælp. Klik dig ind på vores Danmarkskort og se, hvor der er hjælp i nærheden af dig.

Familiebehandling

Nogle kommunale alkoholbehandlingssteder har tilbud om familiebehandling, der henvender sig til både partner, børn og den øvrige familie. Familiebehandlingen er et gratis tilbud. Det kan være et supplement til et individuelt behandlingstilbud, som den drikkende starter på. Familiebehandling kan nogle gange også indledes, selvom den drikkende ikke er i behandling.

Familiebehandlingen består typisk af undervisning, øvelser og gruppearbejde. Der undervises i mekanismerne bag afhængighed, og hvordan afhængigheden påvirker resten af familien. Desuden kommer I til at tale om de forskellige roller, som den drikkendes partner og børn normalt påtager sig i familien, samt om begrebet ”medafhængighed”.

Gennem undervisningen får deltagerne mulighed for at tale om og bearbejde de ofte svære følelsesmæssige konsekvenser af at være pårørende til en afhængig.

Pårørendesamtale

Flere kommunale institutioner tilbyder individuel rådgivning til pårørende – dvs. hvor det ikke er familiebehandling.

Terapeutisk samtale

I et terapeutisk forløb finder du sammen med en alkoholbehandler, psykolog eller terapeut ud af, hvad du har brug for hjælp til. Som pårørende vil et af temaerne ofte være, at du bliver klar over, hvor dine grænser går i forhold til det menneske, som har alkoholproblemet. Og du får hjælp til at finde ud af, hvordan du vil forholde dig til vedkommende.

Spørg din egen læge, om du er omfattet af den lovgivning, der betyder, at du kan få en henvisning til psykologisk behandling.

Selvhjælpsgrupper

I en selvhjælpsgruppe mødes du og udveksler erfaringer med andre pårørende, der er eller har været i samme situation som dig selv. De andre i gruppen ved, hvad du taler om, fordi de har oplevet meget af det samme.

Selvhjælpsgrupper kaldes også støttegrupper for pårørende. Målet er nemlig, at gruppen af pårørende støtter hinanden ved at dele erfaringer med andre i samme situation og derigennem hjælper sig selv og hinanden til et bedre liv.

Selvhjælpsgrupper handler altså ikke om behandling. Derfor er der heller ingen professionel behandler til stede. Det handler om at støtte hinanden.

Al-Anon, ACA, Familieklubberne, Landsforeningen Lænken og mange væresteder har selvhjælpsgrupper for pårørende. Her kan du som pårørende til en alkoholafhængig deltage gratis og anonymt.

Du kan også få hjælp hos Alkolinjen

På Alkolinjens brevkasse, chat og telefonrådgivning besvarer vores professionelle rådgivere alle spørgsmål om alkoholproblemer, alkoholbehandling og hjælp til pårørende. De kan også rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte til at tage hånd om problemerne.

Læs mere om Alkolinjen.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.