Billede af en som arbejder

Få hjælp til dit skoleprojekt

Folkeskoleelever og studerende får hjælp og viden om alkohol og Alkohol & Samfunds arbejde.

Find relevant viden om alkohol til dit skoleprojekt og få svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål til Alkohol & Samfund. Klik rundt på de forskellige emner og spørgsmål og find de svar, du søger, eller bliv inspireret til emner i jeres projekt. 

Sådan påvirker alkohol din krop

Hvad er alkohol?

Alkohol er en gruppe af kemiske stoffer, som bruges i mange forskellige produkter såsom håndsprit, benzin og en række drikkevarer. Alkohol er et giftstof, som både virker direkte og indirekte på flere af kroppens organer og funktioner.  
 
Læs mere om den kemiske sammensætning af alkohol.

Kræftens Bekæmpelse, 2014, Om alkohol - et undervisningsmateriale til unge

Hvad sker der med min krop, når jeg drikker alkohol?

I små mængder kan alkohol have en stimulerende effekt på sindet, og mange oplever, at deres humør stiger, og at de slapper mere af.

Når man drikker alkohol, kan man dog også opleve en nedtrykt stemning dagen efter, at man har drukket. Samtidig virker alkohol hæmmende for en række af kroppens funktioner, og promillen er afgørende for, i hvor høj grad kroppen fungerer eller ikke fungerer. Promille er et mål for, hvor stor en del af dit blod alkohol udgør. Jo højere promille, desto dårligere kropsfunktioner. En høj promille kan blandt andet føre til opkast, smerte og bevidstløshed. I meget store mængder kan en høj promille føre til koma eller død.

Hvis man i længere tid indtager store mængder alkohol, kan man skade flere organer permanent, og man kan blive afhængig af alkohol. Forskning har også vist, at alkohol kan påvirke hjernen negativt særligt i en tidlig alder.

Generelt er det meget forskelligt fra person til person, hvordan kroppen nedbryder og skades af alkohol, og derfor er det vigtigt at understrege, at alt alkoholforbrug indebærer en risiko. 

Sundhed.dk, 2023, Alkoholens virkninger
Sundhedsstyrelsen, 2022,  Hvordan påvirkes teenagehjernen af alkohol? - Sundhedsstyrelsen

Hvorfor bliver kroppen afhængig af alkohol?

Alkoholafhængighed starter ofte med, at man har en dårlig vane med at drikke for meget alkohol. Man vænner sig lige så stille til at drikke i bestemte situationer og samtidigt vænner hjernen sig til at være påvirket af alkohol. Når det bliver normalt for hjernen og dens signalstoffer, at alkohol altid er til stede, føles det ubehageligt, hvis man stopper med at drikke alkohol. Kroppen udsender dermed abstinenssymptomer, og man får en trang til at drikke alkohol igen.

Hvis alkohol spiller en stor rolle i ens omgangskreds, eller hvis alkohol er let tilgængeligt, har man samtidig en øget risiko for at udvikle alkoholafhængighed, fordi man typisk vil drikke mere alkohol ofte. Nogle mennesker har desuden nemmere ved at udvikle afhængighed på grund af genetiske faktorer.

Sundhed.dk, 2023, Alkoholproblemer

Hvor mange er i kontakt med sundhedsvæsenet på grund af alkohol?

Alkohol er skyld i en stor belastning af sundhedsvæsenet både på skadestuerne og på sengeafsnittene. Vi har samlet de nyeste tal om alkoholrelaterede indlæggelser og skader i sundhedsvæsenet i et faktaark.

Sundhedsstyrelsen, 2015, Sundhedsbyrden i Danmark - Sygdomme 

Hvilke sygdomme er forbundet med at drikke alkohol?

Alkohol er et organisk opløsningsmiddel, der påvirker næsten alle kroppens organer. Alkohol er helt eller delvist skyld i mere end 200 sygdomme og tilstande. Der er særligt en øget risiko for at udvikle udvalgte psykiske sygdomme, hjertekarsygdomme, leversygdomme og kræftsygdomme, hvis man drikker store mængder alkohol. Det er veldokumenteret, at selv et lille alkoholforbrug kan give kræft, og at risikoen for kræft stiger parallelt med forbruget. Når man drikker alkohol, er der også en øget risiko for skader og ulykker samt vold.

Sundhedsstyrelsen udtaler, at intet alkoholforbrug er risikofrit.

Læs for mere fakta om hvordan alkohol påvirker dit helbred og trivsel 

Læs hvilke fysiske fordele der er ved at stoppe med at drikke alkohol

 

Sundhedsstyrelsen, 2021, Dialog om alkohol - rådgivnings- og implementeringsmateriale 
Kræftens Bekæmpelse, 2023, Fakta om alkohol og kræft - Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk)

Kan alkohol være sundt?

Der har tidligere været diskuteret, at alkohol kan have en beskyttende faktor på hjertekarsygdom. Dog er evidensen og undersøgelser på området forsat modstridende. 

Sundhedsstyrelsen finder ikke, at det er sundhedsfagligt velbegrundet at anbefale, at man forebygger hjertesygdom ved indtagelse af et potentielt sundhedsskadeligt stof, idet alkohol er relateret til udvikling af en lang række sygdomme, og selv et lille alkoholforbrug øger risikoen for kræft. De anbefaler i stedet sund kost og motion til at forebygge hjertesygdom. 

Alle kan få et alkoholproblem

Hvilke grunde er der til at drikke alkohol?

Nogle oplever, at alkohol kan gøre det nemmere at håndtere følelser, fordi man tør lidt mere og bliver mindre genert. Samtidig kan man opleve, at det er nemmere at falde i søvn. I små mængder kan alkohol have en stimulerende effekt på sindet, og mange oplever, at deres humør stiger, og de slapper mere af. Samtidig virker alkohol dog hæmmende for en række af kroppens funktioner, og promillen er afgørende for, i hvor høj grad kroppen fungerer eller ikke fungerer. Promille er et mål for, hvor stor en del af dit blod alkohol udgør. Jo højere promille, desto dårligere kropsfunktioner.

En høj promille kan blandt andet føre til opkast, smerte og bevidstløshed. I meget store mængder kan en høj promille føre til koma eller død. Hvis man i længere tid indtager store mængder alkohol, kan man skade flere organer permanent, og man kan blive afhængig af alkohol.

Ens omgangskreds har også stor betydning for, at mange vælger at drikke alkohol. Hvis man er en del af et miljø, hvor alkohol spiller en stor rolle, kan nogle – især unge – føle sig presset til at drikke.

Det er vigtigt at understrege, at intet alkoholforbrug er risikofrit.

Sundhed.dk, 2023, Alkohol, fakta om virkning
Kræftens bekæmpelse, Om alkohol

Hvor mange har et alkoholproblem i Danmark?

Sundhedsstyrelsen estimerer, at ca. 402.000 danskere har tegn på moderate alkoholproblemer, mens ca. 67.000 har tegn på svære alkoholproblemer.

Find tal og fakta om danskernes alkoholforbrug

Drikker mænd mere end kvinder?

I mange år har mænd drukket mere alkohol end kvinder. Det anslås at 23% af mænd drikker mere end 10 genstande på en typisk uge, hvorimod det samme gælder for 8,8% af kvinder.

Find tal og fakta om danskernes alkoholforbrug

Det er velkendt, at mænd og især unge mænd har en større risikoadfærd end kvinder, hvilket måske kan forklare, at mænd drikker mere end kvinder. En anden forklaring kan samtidigt være underliggende kønsnormer relateret til at drikke alkohol. Det tyder nemlig på, at det kulturelt er mere socialt accepteret, at mænd drikker alkohol end kvinder. Dog drikker både danske piger og drenge meget mere end vores europæiske naboer.

Læs mere om kønsnormer og alkoholkultur

ESPAD, 2019, Rusmiddeladfærd blandt skoleelever i 9. klasse i Danmark og udviklingen siden 1995

Hvor mange ældre drikker for meget?

Find viden om, hvor mange ældre der drikker for meget, samt hvilke konsekvenser et højt alkoholforbrug kan medføre for ældre.

Hvilke konsekvenser kan alkoholproblemer have?

Et stort alkoholforbrug har flere skadelige virkninger. Alkohol øger risikoen for en række sygdomme ved at skade kroppens organer, hvor specielt leveren, hjertet og hjernen er udsat. Læs mere om, hvad der sker med kroppen, når man drikker store mængder alkohol.

Vi har set eksempler på unge mennesker, der kommer svært til skade eller omkommer, fordi de har drukket for meget. En tidlig alkoholdebutalder og et stort alkoholforbrug øger risikoen for at udvikle alkoholproblemer senere i livet.

Et stort alkoholforbrug kan også føre til, at man får problemer med at opretholde gode forbindelser til familie og venner, passe sit arbejde og have en normal hverdag. 

I Danmark kender 79% nogen, der har eller har haft et alkoholproblem, og halvdelen af disse har oplevet negative konsekvenser pga. personens alkoholproblem. 1 ud af 10 danske børn svarende til 109.000 vokser op i hjem med alkoholproblemer. Oftest bliver både børnene samt andre i familien påvirket og kan have brug for professionel rådgivning. Find mere fakta om alkoholproblemer i familien her.

Sundhed.dk, 2023, Alkoholproblemer, behandling,
Sundhedsstyrelsen, 2023. Hvert 10. barn vokser op med forældre med alkoholproblemer

Hvornår bliver et alkoholforbrug til et alkoholproblem?

Alkoholproblemer kan se forskellige ud fra person til person. Følgende tegn kan indikere, at man har et alkoholproblem:  

  1. Fysisk eller psykisk trang til alkohol. Man tænker hele tiden på alkohol og har stor lyst til at drikke alkohol. Hvis kroppen ryster, fordi man er vant til at drikke alkohol, så har man fysisk trang til alkohol.  
  2. Man har svært ved at stoppe efter få genstande, helt holde op med at drikke eller nedsætte sit forbrug.  
  3. Man har abstinenssymptomer, som viser sig som uro, rastløshed, hjertebanken, svedeture.  
  4. Alkoholforbruget er steget over en længere periode, og man bliver mindre påvirket af alkoholen.  
  5. Man planlægger sin tid, så man har mulighed for at drikke alkohol.  
  6. Man drikker, selvom ens forbrug skader én selv eller ens nærmeste.

En person har et alkoholproblem så snart man er til skade for sig selv eller andre. F.eks. kan det for nogle være, at man har svært ved at stoppe med at drikke, når man er i byen og ender med ikke at kunne huske dele eller hele aftenen, gøre ting du fortryder eller få det så dårligt at du ikke kan tage vare på dig selv. Det kan også være du sårer dem, du er sammen med.

Når der er tale om afhængighed vil man typisk opleve abstinenser, når man stopper med at drikke. Alkoholafhængighed starter ofte med, at man udvikler en dårlig vane med at drikke for meget alkohol og måske begynder man også at bruge alkohol til at håndtere svære følelser. Man vænner sig lige så stille til at drikke i bestemte situationer, og hjernen vænner sig til at være påvirket af alkohol. Hvis det bliver normalt for hjernen at være påvirket af alkohol vil man opleve ubehag, når man ikke er under påvirkning. Man kan derfor opleve en fysisk trang til at drikke alkohol. 

Hvis alkohol spiller en stor rolle i ens omgangskreds, eller hvis alkohol er let tilgængeligt, har man samtidig en øget risiko for at udvikle alkoholafhængighed, fordi man typisk vil drikke mere alkohol. Nogle mennesker har desuden nemmere ved at udvikle afhængighed på grund af genetiske faktorer eller hvis de er vokset op med alkoholproblemer i familien. 

Hvornår har man et akloholproblem forside
Hvis en, du er tæt på, drikker på en måde, som skaber problemer eller gør dig ked af det, så har han eller hun et alkoholproblem. Og hvis han eller hun ikke selv kan nedsætte sit alkoholforbrug, så har han eller hun muligvis brug for hjælp. Her får du en guide med en liste over tegn og symptomer på alkoholafhængighed, hvor du kan tikke de punkter af, du kan genkende:

 

Ring til Alkolinjen på 80 200 500 og få hjælp af en rådgiver til, hvordan man kan hjælpe en, der drikker, eller sig selv, da det kan være hårdt at være pårørende - især hvis ens forældre drikker. Du kan også chatte eller skrive til Alkolinjen eller gå på opdagelse i Alkolinjens selvhjælps univers.

 

WHO, 2001, AUDIT: The Alcohol Use Disorders Identification Test

Hvordan undersøger man, om man drikker for meget?

Verdens sundhedsorganisation, WHO, har udviklet en alkoholtest, hvor man får nogle spørgsmål om sit alkoholforbrug. Ud fra svarene kan testen sige, om man viser tegn på alkoholafhængighed, eller om man har et skadeligt forbrug, et stort forbrug eller et almindeligt alkoholforbrug.

Alkoholtest png
Med Alkohol & Samfunds alkoholtest kan du nemt og hurtigt få et overblik over, hvordan du drikker.

Børn og unges alkoholvaner

Hvornår begynder danske unge at drikke alkohol?

Oftest drikker danske unge alkohol første gang, når de er 14 eller 15 år gamle. En tidlig alkoholdebut er blandt andet forbundet med øget risiko for at få kræft og en dårlig udvikling af hjernen. Man har også større risiko for senere at udvikle problemer med alkohol. Vi har samlet mere viden og tal i et faktaark.

Skolebørnsundersøgelsen, 2018, Helbred, trivsel og sundhedsadfærd blandt 11-, 13- og 15-årige skoleelever i Danmark

Hvor meget drikker danske unge, og hvordan adskiller de sig fra resten af Europas unge?

I Danmark har vi en tendens til at drikke på en måde, hvor vi drikker meget på én gang. Det gælder både for voksne og unge. Men særligt unge drikker ofte og meget, sammenlignet med andre unge i Europa.

Bliv klogere på 15-16-åriges alkoholforbrug i Danmark og i resten af Europa med ESPADS seneste rapport fra 2019

 

I Sundhedsprofilen kan man særligt se, at det i Danmark er de unge og ældre, der drikker mest. Det er dog især danske unge, der er kendt for at have et stort alkoholforbrug, og de ligger i toppen på listen over unges alkoholforbrug i Europa. Bliv klogere på danske unges alkoholforbrug i vores faktaark – f.eks. dem nedenfor.

Find tal og fakta om danske unges alkoholforbrug

Find tal og fakta om danske unges holdninger til alkohol

 

ESPAD, 2019, Rusmiddeladfærd blandt skoleelever i 9. klasse i Danmark og udviklingen siden 1995
Sundhedsstyrelsen, 2022, Danskernes sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2021 - Sundhedsstyrelsen

Hvordan adskiller Danmarks politik om alkohol sig fra andre lande?

Danmark har en meget lempelig politik, når det kommer til alkohol sammenlignet med andre lande. Det betyder, at vi i Danmark har en lav aldersgrænse for salg af alkohol på 16 år. Danmark har en høj tilgængelighed af alkohol, herunder lave priser, salg af alkohol i al detailhandel uden begrænsede åbningstider. Alkohol bliver markedsført globalt for milliarder af kroner af alkoholindustrien samtidigt med, at vi har en liberal markedsføringslov, der i meget ringe grad begrænser markedsføringen af alkohol.

I Europa drikker danske unge mest alkohol. Det skyldes bl.a. høj tilgængelighed af alkohol i Danmark og en liberal alkoholkultur. 

  • Lave priser på alkohol øger forbruget af alkohol. I Danmark har vi lave priser på alkohol, når vi kigger på danskernes købekraft. Særligt unge er prisfølsomme, derfor ville høje priser også forebygge deres forbrug. 
  • Tilgængelighed handler bl.a. om Danmarks lave aldersgrænse for salg af alkohol – kun få lande i EU har en lav aldersgrænse som i Danmark. I Danmark kan vi købe alkohol på alle tider af døgnet, det er nemt for unge at købe og det er billigt.
  • Vi har en liberal markedsføringslov. I andre lande f.eks. i Finland er det ikke lovligt at reklamere med alkohol på sociale medier. 
  • I Danmark har vi en kultur, hvor alkohol ofte er omdrejningspunktet for vores fællesskaber. F.eks. bliver der ofte drukket alkohol til julefrokoster, fødselsdage og bryllup mv. Børn og unge gør ofte som de voksne gør, så det er ikke underligt, at traditionen om at drikke meget alkohol i Danmark føres videre, når man er født ind i en meget liberal alkoholkultur.

For at ændre på alkoholkulturen hos unge, skal både politikere, voksne og lovgivningen derfor følge med.

ESPAD, 2019, Rusmiddeladfærd blandt skoleelever i 9. klasse i Danmark og udviklingen siden 1995

Hvilke danske unge drikker mest?

Generelt er der en kønsforskel i drikkemønstrene blandt unge i Danmark, hvor danske drenge drikker tidligere og mere ad gangen end pigerne. Oftest starter danske unge med at drikke for første gang, når de er 14 eller 15 år gamle. Samtidig drikker flere unge på STX og HHX, end dem på HTX og HF. 

Få mere viden om regionale forskelle eller og læs mere om unges alkoholforbrug i vores faktaark.

Skolebørnsundersøgelsen, 2018, Helbred, trivsel og sundhedsadfærd blandt 11-, 13- og 15-årige skoleelever i Danmark
Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab, 2019, Sundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser (UNG19)

Hvorfor vælger nogle unge at drikke, mens andre vælger alkoholen fra?

Der ligger flere grunde bag både til- og fravalg af alkohol blandt unge. Mange unge drikker, fordi de synes, det er sjovt, de vil ikke være udenfor eller for at blive beruset. Omvendt vælger nogle unge alkohol fra blandt andet på grund af manglende lyst, fordi alkohol er usundt eller af religiøse årsager.  

I Danmark har vi en tendens til at drikke på en måde, hvor vi drikker meget på én gang. Det gælder både for voksne og unge. Men særligt unge drikker ofte og meget, sammenlignet med andre unge i Europa. Men det vi generelt kan sige er, at mange unge har oplevet at føle sig presset til at drikke. 

Mange unge føler det svært at sige nej tak til alkohol og at være en del af et socialt arrangement, hvor der bliver drukket alkohol, hvis man ikke selv drikker.

Find tal og mere fakta om hvorfor nogle unge drikker alkohol og hvorfor nogle vælger det fra

I jeres projekt, kan det være en god idé selv at spørge nogle unge, hvorfor de drikker alkohol eller ikke drikker alkohol.

 

Sundhedsstyrelsen, 2015, Alkoholstatistik

Føler unge et pres for at drikke, og har det konsekvenser at sige nej til alkohol?

Alle kan opleve drikkepres, dog er det oftest unge, der føler sig presset til at drikke mere alkohol, end de har lyst til. Drikkepres kan opstå, fordi alkohol bliver en “adgangsbillet” til fællesskabet. Mange unge oplever at skulle finde på undskyldninger for ikke at ville drikke alkohol og ofte bliver deres undskyldninger ikke accepteret. Unge der ikke drikker, risikerer derfor at stå uden for fællesskabet, hvis alkohol er i centrum.

Find tal og flere fakta om fællesskaber og alkohol i vores faktaark.

Find flere tal og fakta om unge og alkohol i vores faktaark.

For at undgå at unge oplever drikkepres, bør der være fokus på attraktive fællesskaber, hvor alkohol ikke er i centrum, og vi bør sigte mod en kultur, hvor der er plads til at vælge alkohol fra.

Læs denne artikel om fællesskabets betydning for alkohol 

Find gode råd til at undgå gruppepres og sige nej tak til alkohol.

 

Kræftens bekæmpelse, 2021, Unges alkoholvaner i 2019

Hvordan påvirker sociale medier og reality-tv unges alkoholforbrug?

Markedsføring af alkohol påvirker, hvor meget unge drikker. Når unge ser reklamer for alkohol drikker de typisk mere end de unge, som ikke ser reklamerne. I Danmark er det ulovligt at lave reklamer målrettet børn og unge, hvor man reklamerer for alkohol og andre rusmidler.  

I løbet af de seneste år er mange af reklamerne rykket fra tv og radio til de sociale medier, som mange unge er brugere af. Her spiller influencere specielt en rolle, idet mange børn og unge følger med og afspejler sig i dem. Når influencere indtager alkohol, markedsfører de produktet, og det kan påvirke de unges syn på alkohol. På samme måde bliver alkohol markedsført i en række realityprogrammer, hvor det at drikke alkohol ofte bliver præsenteret som sjovt og problemfrit.  

WHO, 2020, Alcohol marketing in the WHO European Region. Update report on the evidence and recommended policy actions

Hvilke ulykker og negative konsekvenser er forbundet med unge og alkohol?

Alkohol, også kaldet ethanol, er et organisk opløsningsmiddel, som skader vores krop og øger risikoen for omkring 200 sygdomme, herunder en række kræftsygdomme f.eks. brystkræft, tarmkræft, hjertekarsygdomme, leversygdomme osv.

Derudover øger alkohol risikoen for uheld f.eks. at falde og slå sig, trafikuheld, vold, seksuelle overgreb, selvmord og fatale ulykker som at drukne, blive ramt af tog eller bilDanskere har en tendens til at drikke meget på én gang, og det er ofte årsagen til de nævnte konsekvenser.

Særligt unge er sårbare over for alkohol og de ovennævnte negative konsekvenser. Mange unge har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med, at de har drukket alkohol. Nogle er kommet til skade, har været udsat for vold eller haft sex og fortrudt det bagefter. Derudover viser statistik, at der hver måned dør 1 ungt menneske, hvor alkohol er den direkte eller medvirkende dødsårsag.

Unge under 18 år frarådes helt at drikke alkohol, og unge mellem 18-24 år skal være ekstra påpasselige, da unge i højere grad er i risiko for ulykker og skader på deres hjerne, som stadig er under udvikling. 

Alkohol kan også medføre psykisk sygdom. Ligesom ved brug andre rusmidler drikker nogle alkohol for at dulme f.eks. angst, depression eller lignende. Men paradoksalt øger alkohol samtidigt risikoen for netop disse sygdomme. Nogle drikker alkohol som et afbræk fra hverdagen og til at føle sig mere fri - og det kan måske være mere udtalt i en ungdom, hvor der bliver talt meget om at have en perfekthedskultur.

Find mere fakta og præcise tal i vores faktaark.

Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab, 2019, Sundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser (UNG19)

Hvad kan man gøre for at mindske danske unges høje forbrug af alkohol?

For at udskyde unges alkoholdebut og reducere deres forbrug af alkohol er der behov for strukturel forebyggelse – det vil sige politisk indflydelse i form af lovgivning.

Til trods for, at unges alkoholforbrug også er et resultat af vores traditioner og generelle alkoholkultur i Danmark, mener vi i Alkohol & Samfund, at implementering af strukturelle tiltag i høj grad vil kunne begrænse og forebygge unges alkoholforbrug og ikke mindst sende et signal om, hvor skadeligt alkohol er – især for unge.

Vi foreslår bl.a. at:

  • Begræns tilgængelighed af alkohol fx hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til en samlet aldersgrænse på 18 år. Størstedelen af landene i Europa har en aldersgrænse på 18 år for al køb af alkohol. Begræns tidsrummet der må sælges alkohol og antallet af salgssteder. 
  • Hæve priserne på alkohol. I dag kan øl f.eks. være billigere end sodavand.
  • Skærpe eller forbyde markedsføring af alkohol - særligt på sociale medier, så bl.a. børn og unge beskyttes imod et yderligere drikkepres. I Danmark er det tilladt at markedsføre alkohol alle steder med meget få begrænsninger sammenlignet med andre lande i norden. I f.eks. Norge og Finland er der total forbud mod at markedsføre alkohol.
Hvordan kan man forebygge ulykker relateret til alkohol i nattelivet?

En god idé ville være at begrænse åbningstiden i nattelivet og antallet af alkoholbevillinger. 

Derudover kan diskoteker og barer gøre meget mere for at forebygge skader i forbindelse med alkohol. F.eks. har Sundhedsstyrelsen udgivet metoden Ansvarlig udskænkning, der bl.a. handler om, at bartendere ikke skal servere alkohol til synligt berusede unge under 18 år. Desuden bør der ikke afholdes offentlige fester for unge under 18 år i nattelivet, hvor der serveres alkohol, f.eks. de såkaldte 15+ eller 16+ fester.

Læs om alkohol og vold i nattelivet

Har forældre indflydelse på, hvor meget unge drikker?

Studier har vist, at forældre har en betydning for børn og unges alkoholforbrug. Man ved, at unge der har en aftale og taler med deres forældre om alkohol, drikker mindre end unge, der ikke taler med deres forældre om alkohol.  

Det er en skrøne, at forældre med strengere regler har børn, der drikker mere. Det er en god idé for forældre at have en dialog med deres børn om alkohol. Læs mere om forældres rolle for unges alkoholforbrug.

Derudover er det de voksne, der er med til at skabe den alkoholkultur, vi har i Danmark. Alkohol er i Danmark sammenflettet med socialt samvær og fejring. Derfor har forældre muligheden for at være rollemodeller for deres børn og være det gode eksempel. 

Vi har dog alle et fælles ansvar – både politikere, forældre, voksne omkring de unge i skoler, foreningslivet osv. – for at udvikle en kultur, hvor man ikke oplever et drikkepres, og hvor alle kan være en del af fællesskabet, selvom de ikke drikker alkohol.

Læs mere om forældres indflydelse på unges alkoholforbrug

Når mor og far drikker

Hvor mange børn og unge vokser op i familier, hvor mor og/eller far har et alkoholproblem?

Mange tusinde børn vokser op i familier med alkoholproblemer. Du kan finde præcise tal og få mere viden om konsekvenserne ved at vokse op i familier med alkoholproblemer i vores faktaark. 

Alkoholstatistik, 2015, Sundhedsstyrelsen

Har børn og unge, der vokser op i et hjem med alkoholproblemer, større risiko for selv at få problemer med alkohol? 

Børn og unge, som vokser op i familier med alkoholproblemer, har op til ti gange større risiko for selv at udvikle problemer med alkohol senere i livet. For at læse mere om konsekvenserne ved at vokse op i familier med alkoholproblemer, kan du klikke på vores faktaark.

Lindgaard, 2008, Familier med alkoholproblemer og deres børn - En sammenfatning

Hvordan er det at vokse op i et hjem med alkoholproblemer, og hvilke konsekvenser kan det have?

Børn og unge, som vokser op i familier med alkoholproblemer, har øget risiko for at have nedsatte sociale færdigheder, få en eller flere psykiatriske diagnoser eller selv få alkoholproblemer senere i livet. Du kan læse om flere konsekvenser for børnene i vores faktaark.

At vokse op i et hjem med alkoholproblemer opleves meget forskelligt fra person til person - både som pårørende eller som den drikkende. Læs en fortælling fra en ung pige, som er vokset op i et hjem med alkoholproblemer.

 

Læs andre livsfortællinger fra unge. 

 

Ring til Alkolinjen på 80 200 500 og få hjælp af en rådgiver til, hvordan man kan hjælpe en, der drikker, eller sig selv, da det kan være hårdt at være pårørende - især hvis ens forældre drikker. Du kan også chatte eller skrive til Alkolinjen eller gå på opdagelse i vores Alkolinjen UNG selvhjælps univers.

Hvordan kan man som barn få hjælp til at håndtere alkoholproblemer blandt ens nære? 

Det kan være hårdt at vokse op i en familie med alkoholproblemer. Som barn eller ung kan man for eksempel tale med en voksen, man stoler på. Det kan være en klasselærer eller en god pædagog. Der findes også forskellige hjælpetilbud, som kan støtte børn og unge, der vokser op i familier med alkoholproblemer. 

Hvis du har brug for at snakke med en voksen om de problemer, som du oplever, kan du ringe til Børnetelefonen på 116111. De har åbent mandag til fredag fra kl. 7-02 samt lørdag, søndag og helligdage fra kl. 11-02.

Behandling af alkoholproblemer

Hvordan kan man komme ud af et alkoholproblem?

Hvis man gerne vil ud af et alkoholproblem, kommer man bedst ud af det ved professionel hjælp og støtte fra ens nærmeste. Det er muligt at ringe til Alkolinjen på 80 200 500 for at få rådgivning og henvisning til videre behandling.  

Alkolinjens telefonrådgivning er åben mandag, tirsdag og fredag fra kl. 11.00-17.00 samt onsdag og torsdag fra kl. 11.00-15.00. 

Hvilke muligheder for hjælp har pårørende?

Mange pårørende føler sig ensomme og alene med deres tanker og bekymringer. Der findes forskellige former for hjælp til mennesker, der er pårørende til én, der drikker.  

  1. De fleste kommunale alkoholbehandlingssteder har tilbud om familiebehandling, der henvender sig til både partner, børn og øvrig familie. Familiebehandlingen består typisk af undervisning, øvelser og gruppearbejde. Gennem undervisningen får deltagerne mulighed for at tale om og bearbejde de ofte svære følelsesmæssige konsekvenser af at være pårørende til en afhængig. 
  2. Der findes mange selvhjælpsgrupper, hvor man kan mødes og udveksle erfaringer med andre pårørende, der er eller har været i samme situation som en selv.  
  3. Man kan også få hjælp i den kommunale alkoholbehandling. Den er ikke kun for mennesker, som drikker for meget, men tilbyder også hjælp til pårørende. 
  4. På Alkolinjens brevkasse, chat og telefonrådgivning besvarer vores professionelle rådgivere alle spørgsmål om alkoholproblemer, alkoholbehandling og hjælp til pårørende. De kan også rådgive pårørende, om hvor og hvordan man bedst får hjælp og støtte til at tage hånd om problemerne. 
Bjarne Elholm fra Alkolinjen sidder klar ved chatten
Har du et alkoholproblem, eller er du pårørende til en der drikker, så få gratis anonym rådgivning.

Læs mere om de forskellige tilbud til pårørende.

Hvordan foregår alkoholbehandling på et rusmiddelcenter?

Et alkoholbehandlingsforløb på et rusmiddelcenter bliver skræddersyet til den enkeltes behov og situation.  Mennesker har forskellige behov og kan drikke af forskellige grunde og på forskellige måder. Selve behandlingen kan bestå af undervisning, samtaler med behandlere, gruppesamtaler med andre i samme situation, skriftlige hjemmeopgaver og eventuel behandling med medicin. 

Samtidig opdeler man alkoholbehandling efter, om det foregår ambulant, som dagbehandling eller som døgnbehandling. Ambulant behandling betyder, at du bor hjemme, mens du modtager behandling for et alkoholproblem. Du kan derfor passe dit arbejde og familie ved siden af behandlingen. Hvis du er i dagsbehandling, bor du også hjemme, men er på rusmiddelcenteret flere gange om ugen. Døgnbehandling indebærer, at du bor på et behandlingscenter, mens du er i behandling.  

Mange tror, at døgnbehandling er det eneste rigtige, og det er også det, man ser på film. Det mest almindelige er dog ambulant behandling, som også er effektivt nok for mange. Derudover er der tilbud om alkoholbehandling målrettet familier og tilbud til pårørende eller andre, som er tæt på et menneske med alkoholproblemer.

Læs mere om alkoholbehandling.

Hvor mange unge søger hjælp for deres alkoholproblemer?

Center for Rusmiddelforskning mener, at cirka 30.000 unge i aldersgruppen 15-25 år har så stort et forbrug af alkohol, at de har brug for rådgivning eller behandling. Ifølge det Nationale Alkohol-Behandlingsregister (NAB) var der 656 unge i alderen 15-25 år indskrevet i alkoholbehandling i 2014. 

Center for rusmiddelforskning, 2020, Trivsel og brug af rusmidler blandt danske unge

Alkohol & Samfunds arbejde 

Hvad er Alkolinjen?

Alkolinjen tilbyder gratis og anonym rådgivning til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende. Alkolinjen er den eneste landsdækkende og professionelt bemandede telefon- og chatrådgivning med fokus på alkoholproblemer. 

Telefonrådgivningen har telefonnummer 80 200 500.

Klik her for at komme ind på chatten

Hvem ringer typisk ind til Alkolinjen?

Alkolinjen modtager opkald fra hele landet både fra drikkende og deres pårørende. For at finde viden om, hvem der typisk ringer til Alkolinjen, kan du klikke på vores faktaark. 

Hvordan hjælper rådgiverne på Alkolinjen dem, som ringer ind på grund af alkoholproblemer?

Når man ringer til Alkolinjen - eller chatter med Alkolinjen - sidder der en rådgiver klar, som ved en masse om alkoholproblemer. Rådgiverne sidder klar til at høre din historie og finde ud af, hvilken hjælp du har brug for. Rådgiveren lytter både til mennesker, der selv har et alkoholproblem, og til mennesker, som er pårørende til en, der drikker.  

Typisk får mange med alkoholproblemer en adresse til et rusmiddelcenter tæt på deres hjem. Mange pårørende får hjælp til at tage den svære samtale med nogen, de kender, som drikker. Det kan også være andre former for hjælp, det afhænger af den, der ringer. 

Hvad kan rådgiverne på Alkolinjen hjælpe unge med, som ringer eller skriver til Alkolinjen?

Unge chatter ofte med Alkolinjen om meget forskellige problematikker. Uanset hvad der fylder hos den unge, er det muligt at tale eller chatte med vores rådgivere på Alkolinjen om det. Det kan f.eks. være:

Læs mere om Alkolinjen UNG 

 

Ring til Alkolinjen på 80 200 500 og få hjælp af en rådgiver til, hvordan man kan hjælpe en, der drikker, eller sig selv, da det kan være hårdt at være pårørende - især hvis ens forældre drikker. Du kan også chatte eller skrive til Alkolinjen eller gå på opdagelse i vores Alkolinjen UNG selvhjælps univers.

Hvad mener Alkohol & Samfund, at der skal til for at ændre alkoholkulturen i Danmark?

For at ændre alkoholkulturen i Danmark mener vi, at alkohol skal være mindre tilgængelig for børn og unge, end det er tilfældet i dag. For at mindske tilgængeligheden foreslår vi følgende: 

  1. At Folketinget fastsætter en 18-årsgrænse for salg af al alkohol for at udskyde unges alkoholdebut.  
  2. At kontrollen med salg af alkohol bliver bedre for at mindske ulovligt salg af alkohol til mindreårige. Alkohol & Samfunds mystery shopping-undersøgelser viser, at mere end 70 procent af danske butikker overtræder loven og sælger alkohol til unge, selvom de ikke er gamle nok.