unge uden alkohol alkolinjen ung

5 råd til at drikke mindre alkohol til næste fest eller bytur

Måske synes du, det kan være svært at styre, hvor meget du drikker sammen med dine venner. Her er 5 råd til dig om, hvordan du kan drikke mindre alkohol på en aften og holde længere til festen eller byturen.

Hvornår har du fået nok at drikke? Det er ikke altid nemt at holde styr på, når der er fuld gang i festen med dine venner. Jo mere du drikker, jo sværere kan det blive at mærke sin grænse for alkohol. 

For ikke at få det dårligt eller komme ud for noget ubehageligt, kan det derfor være en god idé at skrue ned for, hvor meget alkohol, du drikker i løbet af en aften.  

Vi har samlet 5 gode råd til dig om, hvordan du kan drikke mindre alkohol. Med dem kan du undgå dårlige oplevelser og sørge for at holde dig godt kørende hele aftenen. Måske du også vågner op næste morgen med færre tømmermænd. 

1. Lav en aftale med dig selv  

Før du tager til fest eller i byen, så lav en aftale med dig selv om, hvor meget du vil drikke i løbet af aftenen eller for hver time. Med en plan sørger du for ikke at drikke for meget eller for hurtigt. Det kan være en god idé fra starten, at du deler din plan med en eller flere af dine venner til festen.

Det er forskelligt fra person til person, hvor meget alkohol man kan tåle uden at få det dårligt eller komme ud for andre ubehagelige oplevelser. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du stopper før 5 genstande alkohol på en aften. En genstand svarer til en normal øl eller cider. Derfor kunne du for eksempel aftale med dig selv, at du ikke drikker mere end fire øl eller cider i løbet af festen.  

2. Spis godt med mad og drik vand 

Det er vigtigt, at du har spist godt og drukket vand inden festen eller byturen, men også under. Sørg for at drikke vand eller bede om et glas vand i baren. Efter festen eller byturen er det godt med en masse vand og natmad også. 

Ved at drikke og spise godt, undgår du ikke kun at få det dårligt på selve aftenen, men du kan også sørge for ikke at få tømmermænd dagen efter. 

unge med alkohol alkolinjen ung
Hvis du drikker ofte eller meget alkohol på en aften, er der større risiko for at komme galt afsted eller gøre noget, som du fortryder næste morgen. Og som ung er du i særlig grad udsat for at få skader af alkohol.

3. Drik øl eller cider  

Når du drikker alkohol, så hold dig til øl eller cider i stedet for shots. Det kan nemlig være sværere at styre, hvornår du skal holde igen, når du drikker alkohol med høje procenter.  

Måske du først mærker virkningen, når det er for sent, og du er blevet lidt for fuld eller har fået det dårligt fra alkoholen. 

Ved kun at drikke øl og cider er det også nemmere at tælle genstande, fordi 1 øl eller cider svarer til 1 genstand. Som tommelfingerregel, stop før fem. 

4. Hold pauser i løbet af aftenen 

Undervejs til festen eller på byturen, kan det være en god idé at holde pauser fra alkoholen. 

Som en nem huskeregel, kan du skifte hver anden drink ud med en alkoholfri drink også kaldet mocktail. Drik vand, sodavand eller alkoholfri øl/drink. Sådan kan du nemmere holde energien oppe hele aftenen og tydeligt kunne huske alle de gode øjeblikke med dine venner, når du tænker tilbage dagen efter. 

5. Mærk efter inden næste omgang 

Når dine venner foreslår en omgang mere, så mærk efter, om du har behov for mere alkohol, eller om du egentlig er godt kørende. Hvis du har det godt, så sig nej tak eller drik noget uden alkohol i stedet. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler

Husk at intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred

  • Du bør ikke drikke alkohol, hvis du er under 18 år.
  • Hvis du er mellem 18 og 25 år, bør du være særligt opmærksom på ikke at overskride anbefalingerne 
  • Du bør ikke drikke mere end 10 genstande om ugen, hvis du er over 18 år.
  • Du bør højst drikke 4 genstande på samme dag, hvis du er over 18 år.
nej tak alkohol
Som ung kan det være svært at sige nej tak til alkohol overfor sine venner. Få gode råd til til at sige fra.