Gode råd til at tale om dine forældres alkoholproblem

Det kan være svært at åbne op overfor andre, hvis dine forældre drikker for meget. Her får du gode råd til at tale om det med nogen tæt på dig, så du selv kan få det bedre.

Hvis din mor, far eller en anden tæt på dig drikker, kan du opleve at føle dig alene og skamme dig over deres alkoholproblem. Det er helt almindeligt at have de følelser.

For at hjælpe dig selv, er det en god idé at tale om det med en person, som du stoler på. Det kan være en god ven, et familiemedlem eller en lærer på din skole for eksempel.

Hvis du ikke føler, at du kan tale med nogen tæt på dig, så kan du ringe helt anonymt og gratis til Alkolinjens rådgivere på 80 200 500 eller chatte med dem. De kan rådgive dig til, hvad der er bedst at gøre i lige præcis din situation - eller hvis du gerne vil øve dig i at sige dine tanker og følelser højt før du åbner op overfor andre.

Forbered samtalen

Når du har besluttet dig for, at du vil tale om det med en bestemt person om det, kan du skrive noter ned på forhånd og øve dig på at sige det højt, så du sikrer dig, at du får sagt alt, hvad du har på hjerte.

Det kan være en god idé også at have noterne eller et lille talepapir med, da du kan opleve måske at blive nervøs i situationen og glemme noget af det, som du ellers er klar til at sige højt.

For at skabe så gode rammer for samtalen som muligt, kan du med fordel foreslå at mødes et sted, hvor du føler dig tryg og der er ro omkring jer.

Sådan starter du samtalen

At tage samtalen om alkoholproblemer er aldrig nemt, og der findes ikke en enkelt løsning, der virker til alle. 

Hvis du har svært ved at komme i gang med samtalen, så kan du begynde med at forklare, at du har noget på hjerte og du har brug for at blive hørt og taget alvorligt, når du deler det.

Før du mødes med personen, kan du også sende dem en besked, hvor du fortæller, at du gerne vil tale med dem om noget, som bekymrer dig, når I ses. På den måde er I begge forberedt på at have en seriøs snak, og den anden person vil være klar til at lytte til dig.

Fortæl om dine oplevelser 

I samtalen kan du tage udgangspunkt i, hvordan alkoholproblemerne påvirker dig og hvad du oplever og føler. Her kan du fortælle om konkrete oplevelser for at få den anden person til at forstå din situation bedre.

Måske det kan føles som om, at du går bag om ryggen på dine forældre ved at fortælle andre om, at de drikker, men det er vigtigt, at du passer på dig selv.

Du skal fokusere på selv at få det bedre, og i den proces, er det vigtigt at åbne op overfor andre, om det du lever med. 

Ræk ud og tag imod hjælp 

Inden du besluttede dig for at tage samtalen med personen, så har du sandsynligvis haft et ønske om forandring. Fortæl personen om, hvad du ønsker skal være anderledes i din hverdag og i relationen til din mor eller far, der drikker. Det kan f.eks. være, at du ikke vil se vedkommende, når de har drukket sig fulde.

For som pårørende har du behov for at sætte grænser og få hjælp til det, så du kan få det godt i relationen. Og ved at sige dine ønsker højt kan personen hjælpe dig på vej. 

I kan også kigge på de rådgivningssteder, der findes til pårørende sammen - dem finder du på Alkolinjens kort.

Har du svært at tage samtalen? 

Hvis du taler med et familiemedlem om det, som også er tæt på personen, der drikker, så kan det måske føles som om, at de ikke vil tale om det, fordi de selv synes, at det er svært at være pårørende.

Synes du, at det er svært at åbne op? Så kan du altid kontakte Alkolinjen 80 200 500 og få rådgivning til lige præcis den situation, du står i.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.