Drikker dine forældre for meget? Sådan kan alkoholproblemer påvirke dig

Når der bliver drukket for meget alkohol derhjemme, har du måske oplevet flere negative følelser eller frustrationer. Læs om, hvordan alkoholproblemer i familien kan komme til udtryk og måder det kan påvirke dig på.

Det kan være hårdt, hvis dine forældre drikker for meget, og du kan opleve at føle dig alene med dine bekymringer.

Men du er langt fra alene. Flere end du tror lever med alkohol tæt inde på livet. I hver skoleklasse er der omkring 1-2 børn, som vokser op i en familie med alkoholproblemer.

Spørgsmål til brevkassen

 "Jeg har i flere år gået med bekymringer omkring min mor. Jeg har i længere tid vidst, at hun har drukket. (...) Jeg ved ikke, hvor meget hun reelt drikker, og er derfor i tvivl om mine bekymringer bare er noget jeg selv skaber i mit hoved eller om det er et problem."

Læs hele brevkasseindlægget og rådgiverens svar.

8 tegn på, at alkohol i hjemmet påvirker dig

  • Du kan føle dig ensom 

  • Du føler dig utryg derhjemme  

  • Du kan måske føle skam over deres alkoholproblem

  • Du har svært ved at stole på andre

  • Du undgår at tage venner med hjem 

  • Du tager et stort ansvar på dig i hjemmet
  • Du kan have svært ved at koncentrere dig eller oplever søvnproblemer  

  • Du har svært ved at mærke dine følelser, og dit humør kan svinge voldsomt  

Hvis du kan genkende dig selv i noget af det, så er det helt forståeligt. Og mange har det ligesom dig. Alle disse reaktionsmønstre er helt normale for unge i din situation. Alkoholproblemer i hjemmet påvirker nemlig i høj grad børn og andre tæt på, og det kan være meget ubehageligt. 

Hvis din mor, far eller andre i familien drikker er det en god idé at tale åbent om det, selvom det kan være svært at åbne op om overfor andre.

For at få hjælp til at få det bedre, er det en god idé at tale med nogen om, hvordan du har det. Du kan ringe anonymt og gratis til Alkolinjen på 80 200 500 eller chatte med en rådgiver. De kan rådgive dig til, hvad du kan gøre i din situation.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.