Camilla

Camillas far drak i hendes barndom: "Jeg er glad og stolt over ham for at tage imod hjælpen"

Pårørende
Kvinde
18-21 år
I sin barndom var det ikke ualmindeligt for nu 20-årige Camilla Hylleberg Hansen at komme hjem efter skole til sin far, der drak. Hun ringede til Alkolinjen og han kom i alkoholbehandling, hvilket har forbedret deres forhold i dag.

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund

Allerede som barn søgte Camilla Hylleberg Hansen efter Alkolinjen uden nogen vidste det. For hun var klar over, at hendes far drak, men vidste ikke, at det var unormalt. Det var først senere i skolen, hun langsomt blev opmærksom på det.

- Jeg kan huske, at det var flovt og lidt grænseoverskridende at skulle have min far med til skolearrangementer eller skole-hjem-samtaler. På et tidspunkt skulle vi gå ind til klasselokalet og gik på gangen imod nogle andre fra min klasse og deres forældre. Min far var skidefuld. Det vidste jeg og jeg tænkte på, om de andre også kunne mærke det og hvad de så tænkte om ham, siger hun.

Når hendes far drak, viste det sig ved at han kunne have et svingende humør og var mere uforudsigelig.

- Selvom min far ikke var voldelig eller aggressiv, så kunne det godt være ubehageligt ikke at vide, hvad jeg kom hjem til og hvor fuld han var. Det var selve stemningen derhjemme, som påvirkede mig. Man vidste ikke helt, hvor man havde ham henne og hvordan han ville reagere. Det gjorde det utrygt at være i nogle gange.

Camilla understreger, at han altid har været kærlig overfor hende – og hun har betragtet ham som sin bedste ven lige fra barnsben.

Derfor er hun også glad for, at han tog imod hjælpen, da de sammen ringede til Alkolinjen. Indtil da havde han stadig kunne passe sit arbejde som bager og familien prøvede at få dagligdagen til at fungere på trods af de store mængder alkohol. Det var hans krop, der til sidst sagde fra.

Min far skal reddes nu

Dagen hvor Camilla ringede til Alkolinjen med sin far og mor, glemmer hun aldrig. Hendes mor kaldte på hende derhjemme, det kunne ikke gå længere. Faren rystede på hænderne og havde det dårligt på en måde, som han ikke har haft før. Her blev det tydeligt for alle i familien, og også ham selv, at han var afhængig af alkohol.

- Jeg ringede til Alkolinjen, og sagde, at min far skulle reddes nu. Det var ligesom det eneste der var at gøre, fordi han havde taget så meget skade af alkoholen. Jeg kan huske, at hans øjne var helt røde og blodsprængte til sidst, fordi levertallet var så højt, siger hun.

Også hendes mor og far begyndte at græde under samtalen med rådgiveren på Alkolinjen. De holdt en kort pause i telefonen, mens de græd ud.  

- Det havde presset på længe, og da vi sagde, at nu gør vi noget ved det, vidste vi også, at der skulle ske en stor forandring. Men samtidig frygten for, hvad der skulle ske nu, siger hun og forsætter:

- Det var en rørende og stor beslutning – og vores liv blev ændret. Det er vi glade for i dag og det har vist sig, at det kun var godt, at vi gjorde det.

Efterfølgende var hendes far i et 5-ugers alkoholbehandlingsforløb, hvor han boede på behandlingsstedet. Der findes mange forskellige behandlingstilbud, også hvor man stadig bor hjemme. Når man ringer til Alkolinjen kan de guide til, hvad der giver bedst mening i den enkelte situation.

Mens hendes far var i et behandlingsforløb for sit alkoholproblem, var hun i et pårørende-kursus med sin mor, hvor de fik redskaber til at håndtere farens alkoholafhængighed, men også passe på dem selv i relationen.

camilla brian
Alkoholproblemer, Pårørende
Camilla Hylleberg Hansen og hendes far Brian Hansen ringede sammen til Alkolinjen for at få hjælp til hans alkoholproblem, der havde taget overhånd. Familiens åbenhed blev mødt med stor opbakning og deres forhold har vokset sig stærkere end nogensinde før.

Tættere forhold i dag

Når Camilla taler om sin far i dag, smiler hun.

- Jeg er glad og stolt over ham for at tage imod hjælpen, fordi jeg føler, at han har sikret sin egen fremtid, men også familiens fremtid, siger hun.

Deres far-datter-forhold har aldrig været bedre, og hun sætter pris på, hvor ærlige de er overfor hinanden nu. Det gør, at problemer ikke vokser sig store, som de gjorde, mens han drak.

- Nu er vi er blevet mere ærlige overfor hinanden. Vores forhold er meget bedre, og vi har ikke diskussioner længere. Vi er mere åbne om, hvordan vi har det, siger hun.

Blandt hende og faren har fremtidsperspektivet haft en stor betydning, og det har både været farens motivation, men også Camillas ultimatum til ham.

- I perioder var jeg meget kold overfor ham og sagde, at ’hvis du vil se dine kommende børnebørn, så må du stoppe'.

Og det er nu også det, der holder ham til ikke at drikke længere. Han vil leve længere for at opleve sin datter stifte familie.

- Så det projekt vælger jeg bevidst at udskyde, joker hun.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.