Daniel Hoff alkohol

Komiker og influencer Daniel Hoff har skiftet branderter og kendisfester ud med parcelhus i Give

Alkoholproblemer
Mand
35-44 år
Da Daniel Hoff fik sit drømmejob i mediebranchen blandt kendte personligheder, sparkede usikkerheden ind og alkohol blev en daglig følgesvend. Men nu har han valgt at trække stikket og flytte til sin barndomsby.

– Jeg arbejdede altid og drak altid. Alkoholen blev en pissegod kammerat for mig. Jeg var nærmest lykkelig, når jeg drak, for så var jeg bedøvet og kunne ikke mærke mig selv. Det værste jeg vidste var at være mig selv. Det blev romantiseret ligesom i de gamle danske film. Olsenbanden og Dirch Passer filmene, hvor bare man drikker bajere, så glemmer man alle bekymringer.

Sådan beskriver 36-årige influencer og komiker Daniel Hoff de 10 år, han boede i København. Her jonglerede han rundt med fuldtidsjob i underholdningsbranchen og et stigende alkoholforbrug. De to hang uløseligt sammen. For med procenter i blodet, forsvandt tvivlen på sig selv, og han blev i stand til at føre sig frem i branchen, hvor sprutflasker i backstagelokaler og våde kendisfester var en del af pakken.

– Alkoholen blev en mærkelig sutteklud for mig, en falsk tryghed. Så sidder man der og tænker ’fuck, det er jeg jo slet ikke fed nok til’. Jeg følte mig pisse usikker og kikset, men når jeg drak et par bajere, så kom selvtilliden frem, siger han.

Der var meget på spil for Daniel Hoff, fordi det var en drøm der gik i opfyldelse, da han kom til at arbejde med nogle af landets største komikere. Men efter flere år i branchen, kunne han til sidst ikke klare tilværelsen længere. I oktober sidste år trak Daniel Hoff derfor nødbremsen og flyttede hjem til sine forældre i barndomsbyen for at få styr på sit alkoholforbrug, der var voldsomt eskaleret gennem de seneste 10 år

Hvidvin hver dag

Alkoholen var til sidst en naturlig del af hverdagen for Daniel Hoff, og selv da han drak allermest, formåede han samtidig at opretholde en dagsrutine. Mens nogle drikker masser af sort kaffe for at komme i gang med dagen, var det derimod hvidvin, som fik ham ud af sengen om morgenen.

– Jeg passede mit arbejde, men det eneste jeg havde styr på udover det, var at have en flaske hvidvin på køl, så den var klar til om morgenen. Den kunne jeg drikke rigtig hurtigt, når jeg vågnede med tømmermænd, og så var jeg nogenlunde kørende igen. Sådan var det for tre år siden, siger han og uddyber:

– Selv kunne jeg godt se, at det var problematisk, når jeg havde drukket en flaske hvidvin hver dag inden klokken blev 12, men jeg gjorde ikke nogen noget, selvom jeg ødelagde mig selv, siger han.

På trods af, at Daniel Hoff kunne passe sit arbejde, havde det massive alkoholforbrug konsekvenser for hans sindstilstand, som svingede mellem lykkerus og depression afhængig af hans promille.

Alkohol fremprovokerede angsten

I takt med de store mængder alkohol, blev angstanfaldene flere og værre. Det var især om natten, at alarmklokkerne for alvor begyndte at ringe. Når Daniel Hoff lagde hovedet på puden, galoperede tankerne afsted med ham og alt for ofte fandt han sig selv med en knugende angst for at dø.

– Jeg havde det til sidst sådan, at jeg ikke kunne falde i søvn, fordi det var som om, jeg forsvandt lidt for meget, når jeg lukkede øjnene. Jeg havde angst, fordi jeg hverken sov eller spiste. Jeg levede af alkohol og begyndte at hallucinere, fordi jeg ikke fik søvn. Jeg har siddet på mit badeværelse i København med 112 trykket ind under nogle at mine angstanfald og været oprigtigt bange for at dø, siger Daniel Hoff.

Oplevelser som disse har sat sine spor og for et års tid siden fik det ham til at indse, at der skulle ske noget radikalt anderledes i hans liv. For symptomerne kunne ikke længere blive ignoreret og han var for alvor bekymret for sit helbred.

Væk fra storbyens drukkultur

For at komme på afstand af alkoholen besluttede Daniel Hoff tilbage i oktober sidste år, at han måtte væk fra København. Derfor slog han sig i stedet ned hos sine forældre i barndomsbyen Give i Midtjylland.

– Jeg flyttede fra København, fordi jeg ikke længere kunne lide det, som København gjorde ved mig. Alting var lettilgængeligt hele tiden, og det kunne jeg ikke styre, siger han.

Daniel Hoff alkohol

I marts i år skrev Daniel Hoff under på et hus i Jylland, og i maj flyttede han ind. Og flytningen tilbage til Jylland var startskuddet på et helt nyt liv, fortæller han:

– Velkommen til, her lukker alting kl. 19. Det står virkelig i kontrast til livet i København. Det var noget af en omvæltning at flytte fra Indre By, hjem til sine forældre og så i eget hus, men det var det bedste for mig. Det er en 180-graders vending, men det er dejligt at komme hjem til mine forældre igen.

Efter han ikke længere tager på drukture hver weekend, skal han finde nye måder at bruge sin tid på. Tomrummet har han blandt andet fyldt ud ved at genoptage nogle af sine interesser fra barndommen. Skateboardet er blevet støvet af og kasserne med Lego er hentet ned fra loftet.

– Jeg er begyndt at skate igen. Jeg var god til det, da jeg var mindre, men nu er jeg blevet skide bange for at falde og slå mig. Og så synes jeg, det er hyggeligt at bygge med Lego. Det fungerer lidt som terapi at jagte den barndomsglæde, der er ved at bygge Lego, i stedet for at jagte den næste beruselse, siger han.

'Jyden' blev lagt på hylden

En af de ting, som Daniel Hoff blev særlig kendt for ved at være influencer var karakteren Jyden, som han skabte i starten af 2015. Det startede med en video, som gik viralt på Facebook, og derefter steg hans følgertal hurtigt fra 1000 til 100.000. Hans følgere elskede den bøvede ungkarl, der fyldte sig med Morgan med cola, og eftersom både hans sociale og professionelle liv i høj grad var centreret om alkoholen, var det ekstrasvært at skære den ud af sit liv.

– Det har været så stor en del af den måde, jeg har været social på. Det kan godt være, at folk synes, det er svært at stoppe med at ryge, men det er ingen ting sammenlignet med det her.

Alkoholen har været 80 procent af min person selv min internetkarakter Jyden er bygget op omkring sprut og druk. Det har fandme været ligesom at skære begge ben af, siger han. Særligt når han er ude til arrangementer for at spille eller underholde, mærker han forskellen:

– Jeg skulle for nylig ud og spille i Skanderborg til en havefest. Og i de sammenhænge plejer jeg at være halvbedøvet af alkohol, og så gider jeg godt at stå og snakke med den stive teenager. I dag når jeg er ædru, går det op for mig, hvor irriterende og provokerende folk kan være, når de er fulde.

Når han er sammen med sine gode venner, gør det ikke noget, at de drikker omkring ham. Men han plejer alligevel at tage hjem, når folk bliver for fulde. Det betyder, at hans fester naturligt slutter ved en 24-tiden.

Ville ønske nogen havde opdaget problemet

Set i bakspejlet ville Daniel Hoff ønske, at nogle af hans kollegaer havde prikket ham på skulderen, når han mødte fuld op til produktioner. Men han var så god til at skjule det at det er uhyggeligt.

– Jeg får det rigtig skidt, når jeg ser videoer fra den gang, hvor man tydeligt kan se, at jeg er fuld. Jeg forstår faktisk ikke, at der ikke var nogen, der sagde noget. Jeg tror, jeg har taget den til grænsen rigtig tit og håbet på, at nogen ville have sagt ’hov, stop en halv. Du er pissefuld, er du ikke?’, fortæller Daniel Hoff.

Han påpeger, at det nok skyldes, at mange i hans netværk havde samme alkoholvaner som ham selv. Men forskellen var, at han ikke skulle stå til ansvar overfor nogen familie eller andre, så han kunne lige give den en ekstra tand.

– Vores grænse for, hvad der var normalt, blev skubbet mere og mere. De fleste havde vel et alkoholproblem i større eller mindre grad. Jeg kunne i løbet af en enkelt eftermiddag drikke mere, end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man drikker på en hel uge. Og det havde jeg mange venner, der også kunne, men de havde så bare en stopklods i form af en kone, nogle børn eller et arbejde, som ventede, siger han.

Derfor var det afgørende for ham, at han selv sagde stop og flyttede væk.

En alkoholfri fremtid?

Selvom Daniel Hoff så småt er ved at finde sig til rette med sit nye liv i Jylland, savner han stadig den sociale side af festkulturen, han var en del af i København.

– Jeg har det meget bedre nu, hvor jeg kan stå op om morgenen og er frisk. Jeg er ved at blive til et rigtigt menneske igen, men jeg savner det sociale ved at drikke, så jeg håber, at jeg på et tidspunkt kan få et normalt forhold til alkohol igen, siger han.

Han er dog i tvivl, om det kan lade sig gøre for ham at nå til et punkt, hvor han kan drikke et par øl, når han ses med sine venner. Men han hælder mere til ikke at drikke igen, fordi han er bange for at ryge tilbage til en tilstand, hvor han bruger alkohol til at flygte, når han føler sig presset.

– Jeg har været hamrende ulykkelig og deprimeret og jeg synes, det er vigtigt at huske på, at det ofte er dem, der er de største festhorn, der har det værst. Men hvem ved - måske kan Jyden genopstå som fortaler for alkoholfrie øl, siger han med et smil.