25-årige Kristoffer Rander siger ’nej tak’ til alkohol: ”Jeg har ikke lyst til at lyve for at passe ind”
Af Maibritt Brahe Stockmarr & Thomas Rosenberg Lehmann
Den ene øldåse efter den anden bliver åbnet, og musikken brøler ud ad højtaleren. Uden at de andre til festen opdager det, sniger den dengang 17-årige Kristoffer Rander sig hen til vandhanen. Han åbner for vandet og fylder sin tomme øldåse med vand. For modsat sine gymnasiekammerater har han faktisk ikke lyst til at tylle øl ned til gymnasiefesten.
- Hvis jeg ikke drak, oplevede jeg, at det var sværere at falde i snak med folk. Ikke fordi der var nogen, der havde onde intentioner, men simpelthen fordi man falder bedre i snak, hvis man har noget i hånden, om det så er en øl, cigaret eller andet. Derfor var det bare nemmere at tage en øldåse i hånden, fortæller Kristoffer, der i dag er 25 år gammel.
Sandheden er, at Kristoffer egentligt ikke kan lide smagen af alkohol. Alligevel vælger han dengang at lade, som om han drikker for at undgå kommentarer og underlige blikke.
- Mine venner ville forsøge at bortforklare, hvorfor jeg ikke drak mig fuld. Jeg ville få skudt i skoene, at jeg ikke drak mig i hegnet, fordi jeg ville score, fortæller Kristoffer.
En sindssyg drikkekultur
Som 17-årig oplever Kristoffer, hvordan alkohol bliver en adgangsbillet til det sociale fællesskab, særligt i gymnasiet. Et fællesskab, hvor der er bestemte forventninger til, hvor meget man skal drikke.
- Der er en opfattelse af, at man er mere mand, hvis man drikker meget, og mindre mand, hvis man drikker mindre. Og så skal det smage så dårligt som muligt, hvilket er latterligt, uddyber han.
Ingen opdager nogensinde, at Kristoffer Randers øldåse i virkeligheden er fyldt med vand. Men det konstante drikkepres til festerne får ham til at stoppe op og reflektere over sine handlinger.
- Det giver ingen mening, at man skal finde på undskyldninger for ikke at drikke. Jeg har ikke lyst til at lyve. Jeg har ikke lyst til at lade som om for at passe ind, fastslår han.
Derfor beslutter Kristoffer Rander sig for, at han ikke længere vil være en del af, hvad han beskriver som ’en sindssyg drikkekultur.’
- Jeg tror, mange føler sig mere sikker, når man står med en øldåse eller cigaret i hånden. Men det går virkelig op for mig, at jeg jo ikke kan lide alkohol, og at jeg skal holde op med at lade, som om jeg kan, forklarer han.
Et nej kræver overbevisning
Til dagligt er Kristoffer forsanger i bandet ’Fusia’. Selvom mange nok vil forbinde livet som musiker med øl i lange baner, har han valgt at gå en anden vej.
Det er fem år siden, at Kristoffer har lagt alkohol på hylden. Det afholder ham dog ikke fra at feste, men i stedet for at drikke alkohol, har han fundet andre alternativer.
- Man kan sagtens feste og have det sjovt uden alkohol. Nogle gange drikker jeg appelsinjuice, andre gange er det kakao, andre gange sodavand. Der er mange muligheder, siger han.
Men det kræver, at Kristoffer står fast ved sit valg om at droppe alkoholen, for han bliver ofte mødt med en panderynken og manglende forståelse.
- Hvis jeg bliver tilbudt en vodkaflaske og siger nej, oplever jeg, at folk i første omgang presser på. Efter et stykke tid siger jeg, at jeg ikke drikker alkohol, og så går det op for dem: ’Shit mand, det er jo mig, der er en kæmpe idiot, det må du sgu undskylde,’ fortæller Kristoffer.
Selvom det kan føles ubehageligt at blive presset til at drikke, oplever Kristoffer, at andre egentligt kun har gode intentioner, når de tilbyder ham en fadøl eller et glas hvidvin.
- Dét at tilbyde alkohol, tror jeg er en måde at sige, at man gerne vil være social med vedkommende. Men når de presser på, at jeg skal drikke, og jeg afstår, finder de pludselig ud af, at hvad de tror er en fin gestus, faktisk er et ret nederen move, siger han.
Ved at dele sin historie håber Kristoffer, at vi generelt i samfundet vil reflektere mere over den alkoholkultur, de selv er en del af, og blive bedre til at acceptere et nej til alkohol.
