Erik Westh

Erik blev mødt af omsorg i alkoholbehandlingen: "Jeg er sgu blevet ret glad for livet"

Alkoholproblemer
Mand
55-64 år
Gennem størstedelen af sit liv, drak 64-årige Erik Westh alkohol for at dulme negative tanker og selvhad. Men med terapi og redskaber fra offentlig alkoholbehandling, er han er i dag ædru og har genfundet sig selv og glæden ved livet.

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund

”Jeg duer heller ikke til det her”, ”Jeg kan ikke finde ud af det”, ”Hvad bliver der egentlig forventet af mig?”

Tankerne overmandede Erik Westh næsten dagligt. Og han så ingen anden udvej end at drikke, når først tankemyldret meldte sig. Allerede fra 20-års alderen fandt han ud af, at alkohol var en genvej til at slukke tankerne, og derfra drak han oftere og til sidst hver dag.

- Alkoholen var det, jeg kunne fungere på. Du kan sige, at det var en form for selvmedicinering, en sovepille. Sådan var min undskyldning i hvert fald. Men da jeg blev ædru, havde jeg sjovt nok ikke problemer med at finde ro, siger Erik.

Selvom alkoholen blev en følgesvend, han søgte ro ved, passede han stadig sit arbejde og mødte altid ædru op.

Det var først i det øjeblik, at hans daværende kone satte spørgsmålstegn ved hans alkoholforbrug, at han selv overvejede at gøre noget ved sit problem i en alder af 38 år. Behandlingsforløbet var umiddelbart en succes, og han drak ikke i otte år.

Faldt tilbage i gamle vaner

Men en juleaften blev lysten til alkohol for stor, og Erik kunne ikke længere holde sit løfte til sig selv om ikke at drikke.

- Jeg havde ondt af mig selv og drak så cognac til kaffen. Jeg slap tøjlerne fuldkommen. Bagefter følte jeg stor skyld og skam over det, siger Erik.

Han drak videre efter den aften og isolerede sig mere, mens han drak i smug. De gamle følelser og tanker fra fortiden kom tilbage, og alkoholen blev igen hans måde at slukke tankerne på.

Sådan forsatte det i nogle år, og det var først, da han gennem et længere sygdomsforløb fik krav om at gå i behandling, at han opsøgte hjælpen.

tilbagefald
Tilbagefald er for mange alkoholafhængige en naturlig del af processen hen imod et ædru liv. Det er derfor vigtigt at vide, hvad du skal gøre, hvis du oplever et tilbagefald. Læs med her og få fire råd til, hvordan du bedst håndterer dit tilbagefald.

Behandlingsforløb med tillid og omsorg

Erik var ikke selv motiveret for at stoppe med at drikke, da han startede i et forløb hos Lolland Rusmiddelcenter i Nakskov, men måden, han blev mødt i behandlingen, gjorde hele forskellen for ham.

- Der var en utrolig positiv attitude på behandlingsstedet fra alle. Hver eneste gang, jeg kom der, følte jeg mig tryg, fordi jeg blev mødt med en kæmpe omsorg og accept, som er noget af det største, jeg i mit liv har oplevet. Det gjorde, at jeg kunne rykke mig. For her fik jeg tillid til et andet menneske, siger han.

Find det rette behandlingstilbud - enten til dig, der drikker for meget, eller hvis du er pårørende til en person med alkoholproblemer.

I samtalerne åbnede han mere og mere op og begyndte at arbejde med sig selv og sine negative tankemønstre, som han tidligere dulmede med alkohol.

- Mit selvværd var på størrelse med en Pinocchiokugle, da jeg startede, og det er blevet betydeligt bedre siden. I starten var jeg ikke klar over det, men pludselig gik det op for mig, at jeg rykkede mig i en ny retning. Det har klart forbedret mit selvværd og min selvforståelse. Faktisk har det givet mig en ny identitet, siger han.

Det var kun det første skridt på vejen for Erik, der stadig er i gang med sin selvudviklingsproces, som han kalder det. Samtidig har hans kone været i pårørendeterapi om det at være medafhængig, som har gavnet deres forhold.

- Vi får nogle gode snakke, som vi ikke har haft før. Tidligere blev det forbigået i tavshed. Men terapi og behandling har givet os et sprog for problemerne, siger Erik.

Modet til at tro på et liv uden alkohol

Eriks bedste råd til andre, som er i samme situation, som han var dengang, er at turde se et nyt liv uden alkohol og bruge det som motivation til at træde ind over dørtærsklen til behandling.

- Det handler om modet og troen på, at det kan være anderledes uden alkohol. Kan jeg få det bedre? Kan jeg få noget hjælp? Kan jeg få mine børn tilbage i mit liv? At stille sig selv de spørgsmål og have forestillingsevnen til at se et nyt liv for sig, siger han.

Selv forklarer Erik, at han har fået et stort mentalt og fysisk overskud her halvandet år efter, at han stoppede med at drikke. Han træner tre gange om ugen og kan mærke, at han hviler mere i sig selv nu.

- Jeg er blevet mere rummelig, og jeg er sgu blevet ret glad for livet. For jeg har fået lov til at være mig selv. Jeg har gået og ventet på det i mange år, men har ikke været i et miljø, hvor jeg kunne det før, siger Erik.

Udover efterbehandlingssamtaler, så har han startet en gruppe, der mødes jævnligt i det lokale frivilligcenter. De er fælles om at have valgt alkohol fra, og Erik sørger for at forberede et tema til hver gang, som de taler om. I rusmiddelcentret går han også til mindfulness og meditation, som giver ham ro.

- Der er mange ting, du skal forholde dig til, når du stopper med at drikke. For det er en ny tilværelse at træde ind i. Det er motiverende at se, hvordan folk rykker sig i gruppen. Man kan blive helt høj af fællesskabet, fordi vi alle sammen udvikler os fra møde til møde, siger han og understreger:

- Og det hjælper mig til at holde mig ædru. Jeg tænker ikke sådan på det, men jeg kan mærke, at det er det, der sker.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.