Patrick Simiglai ekstremsport

Patrick lagde sit liv om: Fra 40 genstande om dagen til ekstremsportsudøver

Alkoholproblemer
Mand
25-34 år
For lidt over to år siden tog 28-årige Patrick Simiglai afsked til et miljø med alkohol og stoffer og startede et nyt kapitel i sit liv som ædru. I dag er han foredragsholder, coach og dyrker ekstremsport.

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund

En aften for lidt over to år siden blev et vendepunkt i 28-årige Patrick Simiglais liv. Han var til fest med sin daværende kæreste og deres fælles vennegruppe. Blandt dem var alkohol og stoffer en selvfølge, men til festen gik det op for Patrick, at det havde taget overhånd. Nogen havde puttet stoffer i en drink til hans kærestes bedste veninde. Til sidst udvandrede han og gik hele vejen fra festen i Gladsaxe og til sit hjem i Rødovre. Her følte han sig pludselig ædru for første gang i lang tid.

- Så kunne jeg pludselig se, hvor jeg var havnet henne. Jeg så mit liv fra en anden vinkel og jeg vidste, at jeg måtte væk fra de venner, siger han.

Dagen efter opsøgte han en behandler, som hjalp ham væk fra sit gamle miljø. Patrick fik stillet en masse mentale opgaver, som skulle hjælpe ham til at blive ædru og finde troen på sig selv.

- Efter jeg stoppede med at drikke, kom jeg ud af min komfortzone og lærte jeg mig selv virkelig godt at kende, siger han og forsætter:

- Jeg fandt ud af, at det er OK at fejle. Man skal tage et skridt ad gangen hver dag. For man ændrer ikke sig selv eller sit liv fra den ene dag til den anden.

Han beskriver selv de første måneder i behandlingsforløbet som nogle af de hårdeste, men han kan se, at det har fået ham hen til der, hvor han er i dag. Nu bruger han sine egne erfaringer til at inspirere andre.

Drak for at glemme

Dengang Patrick drak allermest alkohol, troede han på, at hans problemer kunne drikkes væk. Men da han i en periode drak op mod 40 genstande om dagen, begyndte hans krop at sige fra.

- Jeg fik hjertekrampe, hvor jeg begyndte at svede helt vildt. Jeg følte mig helt afkræftet og kunne kun høre lyde omkring mig. Det sortnede for mine øjne, i hvad der føltes som 10 minutter, men det varede måske kun et halvt minut. Det var som at være bevidstløs, mens jeg stadig kunne høre, hvad der foregik omkring mig, siger han.

På trods af kroppens faresignaler, forsatte han med at drikke, fordi han ikke så andre muligheder dengang.

- Jeg kunne slet ikke være i mig selv, når jeg ikke var påvirket. Når jeg drak, blev jeg ligeglad med ting og jeg kunne på den måde flygte fra mine problemer gennem alkohol, siger han.

Alkoholen brugte han til at dulme lavt selvværd og skammen over sig selv, husker han. Noget han havde med sig fra barndommen.

Barndom med alkoholproblemer

Allerede fra en ung alder stiftede Patrick bekendtskab med alkohol, men dengang var det hans mor, der drak. Han husker, at hun nogle gange kom fra den lokale bodega og opsøgte ham, mens han var i skole.

- Da jeg var barn, var jeg meget aggressiv overfor andre, men det var i virkeligheden fordi, jeg var så ked af det. Jeg har spildt mange år på at være trist, vred og destruktiv, fortæller Patrick.

På grund af hans mors alkoholproblemer holdt han sig helt fra alkohol, indtil han var omkring 20 år. Herefter blev han en del af en gruppe, hvor alkohol var samlingspunktet. Han beskriver også, at det heller ikke var unormalt at drikke fyraftensøl efter en lang arbejdsdag som brolægger, der var hans arbejde dengang.

Camilla
Pårørende
I sin barndom var det ikke ualmindeligt for nu 20-årige Camilla Hylleberg Hansen at komme hjem efter skole til sin far, der drak. Hun ringede til Alkolinjen og han kom i alkoholbehandling, hvilket har forbedret deres forhold i dag.

Afkald på alkoholen gav plads til ekstremsport

Nu efter 2 år og fire måneder som ædru, kan Patrick se, at det er hans ændrede tankegang, der har været med til at bringe ham til der, hvor han er i dag. Og at hans vej ud af alkoholmisbruget, har gjort ham stærkere.

Patrick Simiglai ekstremsport

- Det hele bunder i, at jeg brød det her dårlige mønster. Jeg har skabt det liv, som jeg drømte om, men som jeg aldrig troede på, siger han.

Han har gjort sin egen erfaring til sin levevej gennem foredrag og coaching. Derudover har han kastet sin kærlighed på ekstremsport for at udfordre sig selv. Her dyrker han bl.a. windsurfing, issvømning og deltager i Hells Run, der minder om frømandskorpsets optagelsesprøve.

- Jeg har altid været vild med sport. Jo vildere jo sjovere, griner han.

Med sit nye liv som ædru har han mere overskud til at dyrke sin interesse, og i år har han sat sig et mål om at prøve at paddlesurfe Sjælland rundt. Styrken til at kaste sig ud i det og klarer sig igennem hård træning, kommer også efter han stoppede med at drikke, understreger han.

 

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.