”Min fars fortid skal ikke være min fremtid”
Af Camilla H. Gjedde, journalist
Udenfor trommede regnen på vinduerne, men indenfor i det lille hjem var det høje toner af opera fra anlægget, en gryde bulderkogende suppe på komfuret samt uvisheden om, hvad der ventede den dengang 17-årige Mathilde Nærland og familien i Nordsjælland, der larmede.
Mathilde husker tydeligt den aften. Vi skal tilbage til 2009, den 13. november, for at være helt præcis, og hendes mor var på aftenarbejde. Hendes storebror var netop flyttet hjemmefra, og faren var i stuen – forhåbentlig i gang med at lave en eller anden form for aftensmad, for nu var kl. 20, og Mathilde var hundesulten.
Men maden var der ikke styr på. Det var der faktisk ikke rigtig noget, der var. Så da sulten overskyggede dengang 17-årige Mathildes fokus på at skrive ungdomsroman på teenageværelset, gik hun ned til sin far for igen at høre, om hun kunne hjælpe med noget. Men denne gang var han ikke i køkkenet.
Han lå i lænestolen med en pose chips på maven og var faldet i dyb søvn.
- Da jeg fik rusket liv i ham, farede han op og sagde, at han skulle ud at gå med hundene, selvom vi aldrig gik tur med dem på det tidspunkt. Og slet ikke, når det regnede, eller mens musikken kørte og der var noget på komfuret, siger nu 31-årige Mathilde Nærland og husker, at faren snublede på vej ud i entréen og efterfølgende tog skoene forkert på.
Farens opførsel var ”sygt mærkelig”, som Mathilde selv forklarer det. Og det var også de ord, hun brugte i telefonen, da hun ringede sin mor hjem fra aftenarbejdet den aften. Den 17-årige vidste nemlig ikke, hvad hun skulle gøre, for hendes far var nu gået ud i regnen kun iført t-shirt og med hundene på slæb. Herefter kunne Mathildes mor fortælle, hvad der højest sandsynligt foregik.
”Far har drukket,” sagde hun.
Pigen på stuegulvet
Som rollemodel for en teenagedatter havde Mathildes far ”brudt det magiske skær”, fortæller hun.
Den mand, der kørte hende til violin og basket og heppede på hende fra sidelinjen, var der pludselig ikke mere. Langt fra. Dét havde store konsekvenser for 17-årige Mathilde, der forsvandt længere og længere ind i sig selv:
- Mit selvværd røg helt i bund. Jeg var så led ved mig selv og havde et sygeligt behov for at kontrollere alt. Jeg blev trist, deltog ikke i sociale arrangementer på samme måde, som jeg gjorde før, fordi vemodigheden, tankerne og kontrollen fyldte alt.
Og det hele startede den novemberaften midt i stuen. For når Mathilde tænker tilbage, husker hun det som om, hun her blev løftet ud og op af sin egen krop og kunne kigge ned på en lille pige, der sad på stuegulvet foran faren i lænestolen. Pigen vinkede op til Mathilde. Pigen var Mathilde selv. Hun blev en form for todelt skygge af sig selv den aften: den ene sad dér foran lænestolen, mens den anden forsøgte at leve videre ude i den virkelige verden.
Men pigen på stuegulvet, Mathildes skygge, blev grunden til, at hun konstant befandt sig i en tilstand af aldrig rigtig at være glad eller ked af det.
- Pigen på stuegulvet gav mig lov til at være hård mod mig selv og fortælle mig selv nedladende ting. Hvordan jeg så forkert ud, var forkert, følte forkert, og hvor lidt jeg fortjente gode ting her i verden pga. det, der skete i vores familie. Men der var også en sygelig komfort ved at læne sig op ad hende. Hun blev stemmen, der skabte kontrol i en verden, hvor alt pludselig var kaotisk, siger Mathilde.
Nødvendig overlevelsesmekanisme
Mathildes far kom på antabus i 14 dage, røg så tilbage i sit gamle mønster og holdt aldrig helt op med at drikke i løbet af en tidsperiode på knap fire år. Det vidste Mathilde og hendes storebror godt, men ingen måtte sige noget til nogen om, hvad der foregik derhjemme – heller ikke til deres mor:
- Når vi tog far i at være fuld, sagde han, at vi endelig ikke måtte sige noget til mor. Hende skulle vi jo passe på. Det var en skrækkelig løgn at gå med overfor min mor, men selvfølgelig ville jeg jo ikke såre hende mere, end hun allerede var, ved at fortælle hende det, fortæller Mathilde Nærland.
Skyld og skam var derfor også en stor del af ligningen i alt, der foregik i den periode, hvor rigtig meget ansvar blev pålagt Mathilde. Samtidig var det også de ungdomsår i gymnasietiden, hvor hun selv kæmpede med at finde ud af, hvem hun var. Forsøget på at opretholde kontrollen over livet sammen med ’pigen på stuegulvet’ blev derfor en nødvendig overlevelsesmekanisme, der fik hende til at klare sig igennem de fire år, hvor familien ”sejlede, og den ene løgn tog den anden”, som hun forklarer.
Først da hun stillede stolen for døren for sin far i 2013, gik det op for ham, hvad der skete – både med ham selv, Mathilde og resten af familien som konsekvens af hans alkoholproblemer.
”Jeg elskede ham ikke mere”
Den 12. januar 2013 er endnu en dato i løbet af de fire kaotiske år, som Mathilde husker tydeligt. Hun var flyttet hjemmefra, men denne dag tog hun på besøg hos forældrene i Humlebæk. Hun blev hentet af sin far på Humlebæk Station, men han kørte 5 km i timen hele vejen mod barndomshjemmet. Det var tydeligt, at han ”virkelig var fuld”, og da de ankom til hjemmet, blev det dråben for hende:
- Jeg lagde kortene på bordet for min mor. Fortalte, at vi havde holdt det skjult for hende for at passe på hende, men nu skulle hun vide, at far stadig drak og havde gjort det længe. For jeg var færdig. Jeg hverken gad eller ville mere, for der var ikke mere at give af, siger hun og fortsætter:
- Men det føltes ikke farligt at stille ham stolen for døren, for jeg var ikke bange for at miste ham som den mand, han var på det tidspunkt. Dér vidste jeg, at jeg ikke elskede ham mere. Jeg var klar til at sige, at han ikke skulle være en del af mit liv mere, hvis han fortsatte med at være, som han var.
Det blev vendepunktet for Mathildes far, der i dag har resulteret i, at familien i Mathildes optik står stærkere, end nogensinde før.
Mathildes kamp fortsatte
Faren startede i AA det år og har været ædru lige siden. AA gjorde forskellen for hans vej tilbage til livet, beretter Mathilde, og siden da har han dyrket sit nye netværk derigennem til støtte og sparring.
Men pigen på stuegulvet flyttede med Mathilde videre i livet de første mange år. Pigen med de dårlige tanker om sig selv, behovet for kontrol og en konstant følelse af ikke at fortjene glæde. Derfor indså hun, at hun også selv havde behov for professionel hjælp:
- Jeg ville også være glad igen, for min fars fortid skulle ikke være min fremtid. Ét var, at min far vandt sin kamp, da han blev ædru, men min kamp som datter af en alkoholiker fortsatte. Hans sår heler, og han kan se det som en menneskelig styrke at komme forstærket tilbage til livet, mens jeg som dengang 25-årig stadig bøvlede med at være rigtig glad, fortæller hun.
Derfor kontaktede hun TUBA. Herigennem mødte hun andre unge, der kunne fortælle historier om de følelser og tanker, hun selv havde oplevet, men også historier, der gav hende perspektiv til at komme videre på rette vej i sit eget voksne liv.
Perspektiv vendte foragt til sympati
Der er ikke en målestok for, hvor svært noget er i en familie, siger Mathilde, når hun tænker tilbage på det halve år, hun gik hos TUBA. Men i starten af forløbet sad hun sommetider med følelsen af, at hendes sorg og tungsindighed ikke var berettiget – hendes far var jo faktisk tørlagt:
- Rigtig mange af de andre, der også var der, havde slet ingen kontakt til deres forældre, fordi de var så påvirket af deres misbrug. Så jeg kunne godt have lidt svært ved at være i det, fortæller hun og forklarer, at hun igennem de rette værktøjer dog vendte sine tanker til et nyt, positivt perspektiv:
- Jeg endte med at se det som en styrke og som et værktøj til at blive forsonet med processen. Jeg arbejdede med at tænke: ”hvor er jeg heldig, at min far har formået at blive tørlagt, og at vi har genetableret kontakten,” så det var en kæmpe hjælp for mig ift. at arbejde med de negative tanker.
Mathilde har i 2023 udgivet bogen ’Frygten for at arve deres skygger’, i samarbejde med netop TUBA, om at være pårørende til et menneske med alkoholproblemer. Og i løbet af skriveprocessen er hun nået til et sted, hvor hun sympatiserer med sin fars tidligere misbrug i stedet for at foragte det:
- Jeg har simpelthen skrevet mig til heling, afslutter Mathilde.