Jeg var alkoholiker og drak om natten

Nætter i angst, sveden driver af mig, selvom der er køligt i rummet. Hvis jeg tager dynen af, fryser jeg helt ind til marven i benene, dynen på igen, atter sved.
Hvad er klokken?
5 min. over midnat, konen (Joan) sover nede i stuen på sofaen.
Jeg må ned og forsøge at vække hende, så hun kan komme op i sin seng og forhåbentlig sove videre.

De første abstinenser er ved at røre på sig, kroppen gennemrystes, jeg kan intet se i mørket, men føler mig frem til kontakten.
Med en panisk overvindelse får jeg åbnet døren, går usikkert ned ad trappen, når gangen og kan se, der er lys i stuen, fjernsynet står og hvæser af mig.

Joan sover, nu må jeg stramme mig op og lade som ingenting.
"Skal du ikke op i seng, Joan, jeg skulle lige tisse og opdagede, at du ikke var i sengen".
Jeg havde selv sovet brandert ud fra kl. 18, så egentlig burde jeg jo være frisk, men mange års misbrug af alkohol havde gjort hele kroppen træt og tung.
Jeg ryger en snadde pot og tænker på de 6 elefantøl, der er gemt under køkkenbordet og bag varmtvandsbeholderen, de kunne få abstinenserne til at forsvinde.
Endelig begynder Joan at røre på sig, hun vågner og ryger en cigaret. "Jeg faldt vist i søvn" siger hun.
Vi går op i seng, giver hinanden et godnatkys, og der går ikke 10 min. før hendes åndedræt er roligt og hun sover.
Samtidig bliver mine abstinenser kraftigere og vildere inden i mig og ét minut føles som timer, som dage, som år.
Endelig tør jeg vende mig og liste ud af sengen yderst forsigtigt, jeg passer godt på ikke at ramme noget.
Jeg er natteblind, røde og blå fluer kører rundt i synsnerverne som er lammet af alkoholen.
Jeg lister døren forsigtigt op og går stille ned ad trappen i mørket, godt man kender huset.
Jeg når køkkenet og fisker en flaske frem, men farer sammen, da den rammer en af de andre flasker, der vælter ned.
Jeg holder vejret i panisk angst og lytter, ikke en lyd oppefra.

Hen i den øverste skuffe efter optrækkeren

Suset fra kapselen lyder som et enormt dampudslip, og så endelig - flasken for munden som er tømt på 10 sek.
Jeg står stille lidt og mærker alkoholen brede sig i kroppen, nerverne begynder at slappe af, nu er det tid til at bytte den tomme flaske ud med en fyldt.
Efter nr. to falder jeg endelig lidt til ro, går ud på toilettet, tænder lys og får tisset.
Kroppen er faldet endnu mere til ro, jeg går ind i stuen og sætter mig lidt med en pibe og føler trætheden.
Tænker på, at der kun er 4 øl tilbage i køkkenet til resten af natten. Ude i værkstedet ligger der 2 til, og der er et par stykker oppe i markhegnet, de er beregnet til, når hunden skal luftes.
Nu er det op i seng og få sovet, så jeg kan være vågen klokken 5, når Jimmi (Joans ældste søn) skal vækkes.

Klokken er blevet ét, jeg lægger mig i sengen med ryggen til Joan, så jeg ikke ånder hende direkte ind i hovedet.
Nu breder søvnen sig, eller skal jeg kalde det døsen.
Pludselig vågner jeg med et spjæt.
Har jeg sovet for længe?
Sveden hagler af mig, angsten og abstinenserne er ved at komme igen sammen med en dårlig samvittighed.
I morgen skal det være slut, hvad er klokken egentlig - kun 1.45, har jeg bare sovet i 3 kvarter, det føles som en hel nats søvn.
Igen lister jeg ned, drikker et par øl, nu må jeg da kunne sove, når jeg kommer op.
Endnu engang et kort velvære.
Søvnen kommer, jeg vågner igen, nu er kl. blevet 2.30, kroppen har frygt, angst, dårlig samvittighed og abstinenser.
Endnu engang ned ad trappen, de to sidste øl forsvinder, nu er der kun dem på værkstedet tilbage.
Op i seng igen, urolig søvn, tankerne forsøger at få mig til at slappe af, men der er jo ikke mere øl i huset.
Jeg bebrejder mig selv, hvorfor drak jeg dog ikke kun én øl ad gangen, søvnen udebliver, hvad mon klokken er?
Kun 3.
Jeg må vove at komme over på værkstedet, selvom det regner, jeg må have et håndklæde over mig, må ikke komme op i sengen med vådt hår, tænk hvis Joan vågner og finder ud af, at mit hår er vådt, måske kunne jeg undskylde det med, at jeg sveder.
Til alt held sover hun.
Nu må jeg vente, til Jimmi, skal køres ned til rutebilen ved 5.30-tiden. Endeløse minutter, mens jeg venter på, at klokken bliver så mange, så vil jeg sætte ham af og køre op til tanken, som åbner kl.5.
Hvad er klokken nu?
Den er 3.20, kun 20 min. siden sidst - nu må jeg sove.
Et angstfyldt spjæt og abstinenserne kører i kroppen, kl. er 3.35, hvor er tiden dog lang!
Tankerne kredser om de to øl oppe på vejen, jeg tør ikke gå derop, gid jeg havde gemt dem på værkstedet, selvbebrejdelser, hvad er klokken nu? 3.45.
Kun 10 min. er gået - det føles som et halvt liv.
Endelig lidt døs, mon jeg har blundet lidt, nu er klokken nemlig 4.20, og jeg skal ned at tisse.
Må sætte mig ned for at kunne ramme kummen, hele kroppen ryster, mon jeg kan lave kaffe uden at spilde?
Tænker på at smøre morgenmad og bagefter smøre madpakke til Jimmi, kæmpe opgave, kan lige så godt ryge en snadde pot og så i gang med alt det forskellige, så jeg er færdig, inden jeg skal vække Jimmi.

Nu hen i Joans pung og 'fiske' til en håndfuld øl på tanken

Så er det på tide at ringe på felttelefonen (Jimmi sover på et værelse ovenpå værkstedet), jeg tager rystende tøjet på.
Jeg tror, hunden vil ud så jeg går lige en tur med hende, så er der jo en undskyldning for at komme op ved markhegnet og få hældt de to sidste øl ned, så jeg kan falde til ro og være i stand til at køre bilen. Hurtigt går det ned til rutebilstationen, af med knægten - jeg skal jo hjem og vække Joan, så hun kan komme på arbejde, men nu først et angstfyldt kvarter mens jeg kører op til tanken for at købe mellem 6 og 15 stærke øl.
Fra tanken og hjem er der ca. 6 km.
Jeg har en frygtelig angst for, at der skal ske noget med bilen, bare til jeg når den anden side af krydset, her vil jeg jo kunne undskylde mig. (Løgne og undskyldninger er næsten de eneste tanker, der optager mig sammen med det at skaffe penge til mere øl).

På hjemturen ryger der gerne 2 til 3 stærke øl.
Når jeg når Lundegård bliver de sidste øl lagt i depoter til, når jeg går tur med hunden.
Jeg gemmer også en eller to i et hul i muren, der i en lang periode har været i værkstedet, eller i skraldespanden.

Langt om længe når jeg hjem.
Ind og smøre mad til Joan, nu er jeg i gang ovenpå natten, og abstinenserne er væk og hånden rolig.
Mandag og torsdag er det antabus-dag.
Jeg tager et glas vand med 1 tsk. kartoffelmel i, det ser ud som antabus og jeg kan sige til hende, "jeg tager lige min antabus".
Ude i køkkenet står min sikkerhed, næsten altid 2 - 22 Superlight Alkoholfri ølflasker, hvor kapslerne har været listet af, fordi der er hældt stærkt øl i. "Jeg nupper lige en "Superlight", så tænker hun jo ikke på at lugten stammer fra en stærk.
Jeg går lige ud med skraldeposen, og bagefter går jeg en tur med "hunden" så kan jeg i ro og fred få drukket et par mere, inden hun skal af sted på arbejde.
En af undskyldningerne for at gå tidligt i seng er, at jeg ikke kan sove om natten for astma, bronkitis og hosteanfald, hvor jeg tit besvimer. Når hun er kørt på arbejde, går jeg så igen med hunden og tager et par øl med hjem.
Så går jeg faktisk og hygger mig med at rydde op i stuen og bagefter går jeg i køkkenet, hvor jeg vasker op og gør orden.
Så er tiden inde til at få samlet tomme flasker og se, om jeg kan finde lidt flere penge.
Af sted til Præstø på cykel med nerverne udenpå tøjet, hvem mon ser mi? Hvem vil måske spørge, hvorfor jeg ikke hilser.
Det er sket nogen gange derhjemme, hvor Joan har været til stede, og så var benægtelserne i gang: "Du må huske forkert, jeg lå hjemme i sengen", eller "du må have taget fejl af mig og en anden". Jeg slutter altid af så hurtigt som muligt og begynder at snakke om noget andet, med angsten og den dårlige samvittighed og med adrenalinet kørende på fuld hammer.
Når vi bliver alene igen, ser man et granskende blik og Joan kan sige: "Hvad lavede du i Præstø?
Igen må jeg lyve: "Jeg har været hjemme hele dagen".

Når jeg kommer hjem fra Præstø om formiddagen ca. kl. 8.20, bliver det meste af øllet normalt gemt på værkstedet, og resten bliver gemt på toilettet ved siden af soveværelset.
På det tidspunkt er jeg meget påvirket og træt og går ind for at sove, men så er der straks et nyt problem.
Hver gang en bil kører forbi huset, lytter jeg; standser den eller kører den videre?
Joan kører nemlig ofte forbi huset.
Hun er hjemmehjælper i området, og når hun engang imellem har en klient forbi vores hus, kan det hænde, at hun lige smutter indenfor og ryger en cigaret, vi har nemlig røgfri bil.
Så bliver klokken måske 10.20, og jeg må op på toilettet og få kværket en øl eller to, da angsten og abstinenserne er ved at melde sig igen, - og øl er jo samtidig vanddrivende, så der er panik i 'vandorgelet'.
Nu nærmer klokken sig ca. 11.00, og jeg skal ned med de tomme flasker på grund af angsten for, at hun skal komme forbi.
Håbe og bede til sin gud om, at man kan nå over på værkstedet og gemme dem.
Da jeg nu er derovre, kan jeg lige så godt drikke en eller to øl af dem, der ligger der.
Hurtigt ind og ryge et par snadder, på med tøjet og så ud at gå med hunden, for at besøge de depoter, jeg har langs markhegnet. Kommer der en bil, går jeg bare hurtigt videre eller kaster en pind eller bold ud over marken, som hunden kan hente.
Så endelig fri bane og ned med en øl, så hurtigt man overhovedet kan, og så få gemt flasken igen.
Tit sørger jeg for at bage brød, så der dog er lidt hyggeligt til Joan kommer hjem.

Senere kommer hendes yngste søn (Jeppe) på 13 år hjem fra skole. Han er altid et værre rodehoved.
På 5 min. er pålægget taget frem, og køleskabsdøren står på vid gab. I begyndelsen var jeg dum nok til at rydde op efter ham, men til sidst blev det for meget for mig.
Han er totalt ligeglad med, hvad man siger til ham om roderiet, jeg føler, at jeg lige så godt kan snakke til en mur.
Jeg blev mere og mere sur og indelukket.
Jeppes roderi gjorde det ikke bedre.
Jeg satte en ære i at have orden på værkstedet, hvor Jeppe rodede med forskellige maskiner/motorer f.eks. påhængsmotorer, græsslåmaskiner og knallerter.
Der var et forfærdeligt rod, alt var spredt for alle vinde.
Det hjalp hverken at tale fornuftigt eller skælde ud - det gik mig virkelig på, så jeg begyndte af drikke mere.
Jeg skældte til sidst ud over ingenting eller gik op og lagde mig i sengen.
Der var ikke meget hjælp at hente hos hans mor, hun holdt konstant med sine børn.
Hvorimod hun altid kunne rakke mine børn, svigerbørn og børnebørn ned, selvom vi kun så dem ca. en gang pr. måned.
Så revnede ballonen. Joans søn Jimmi (18 år) blev mere og mere arrogant.
Hans arbejdstøj blev bare smidt midt på stuegulvet, og hans flabethed voksede.
Til sidst flyttede han.
Han begyndte at få psykiatrisk hjælp. Jeg fik skylden for det, fordi vi havde røget pot sammen.
Joan gik helt op i en spids.
Hun glemte, at Jimmi nær var røget ud af efterskolen 2 år tidligere. Mine nære venner hedder Jørgen og Ilse, dem betror jeg mig til.
Jeg fortalte dem bl.a. om Jimmi.
Joan havde nær revet hovedet af mig, fordi jeg havde fortalt mine venner om det.
Da Jimmi havde fortalt Joan, at han og jeg havde røget pot sammen, kunne jeg ligeså godt fortælle, hvad Jimmi havde fortalt mig, nemlig at han og Kim, som også var på efterskolen, tog speed og ecstacy på diskotekerne om aftenen.
Jeg tror stadig på, at det var det, der gjorde ham mærkelig og ikke potten, som kun er en mild form for rus.

Joan bad mig om at flytte

Så bad Joan mig - en sen lørdag aften - om at flytte ned til Jørgen og Ilse, så hun kunne få tid til at tænke sig om.
Jeg ventede til søndag morgen.
Jeg tog min cykel, men undervejs røg kranken, og jeg måtte trække resten af vejen, hvor jeg mødte Jørgen og Ilse, de skulle til byen, men det var OK, at jeg tog ned på gården.
Jeg lånte 100 kr., så da jeg kom ned til gården, tog jeg en traktor til Brugsen (efter at have samlet tomme flasker sammen).
Jeg købte en kasse billige øl og vistnok tyve Krone 3 som er en stærk øl, ligesom Elefant øl - bare billigere.
Så tilbage til gården og drikke. Jørgen og Ilse kom hjem, og jeg fik lov til at låne en traktor for at køre hjem efter en krank til cyklen.

Da jeg nåede hjem, fik jeg nok den værste oplevelse nogensinde. Joan sad i sofaen, hun rystede over hele kroppen af angst og var helt opløst af gråd.
Hun sad bare der alene og bad mig om at komme over og holde lidt om hende.
Jeg stod helt lammet og kunne bare ikke.
Denne scene er ætset ind i min bevidsthed, jeg havde set hende ked af det tidligere, hvor jeg havde fået tæv, og vi var kommet op at slås, det havde jeg ikke lyst til igen.
Hvor har jeg dog mange gange fortrudt, at jeg ikke gik hen til hende og forsøgte at trøste hende.
Men jeg var usikker.
Jeg beslutter mig til, at sådan vil jeg aldrig igen behandle et menneske, som jeg elsker højt, hvis jeg engang bliver ædru.

Jeg havde ingen krank derhjemme, men en meget god ven, Toni hedder han, kom med en krank til mig og skiftede den for mig.
Jeg havde ikke selv energi til det.
Om natten drak jeg de 10 stærke øl og 15 almindelige, som var tilbage.
Mareridt, angst, skam og fortvivlelse overvældede mig, og jeg græd og græd.
Om formiddagen kørte jeg så til Brugsen igen efter en kasse øl og en masse stærke.
Jeg fantaserede mig til at, Joan havde fundet en anden, og at hun nu ville af med mig.
Jeg ringede til Statsamtet og fik tilsendt separationspapirer.

Så kom en mørk tid i min hukommelse.
Jeg var alene hjemme i tre dage, hvor jeg skulle pakke mine ting sammen.
Joan var der ikke, fordi vi ikke kunne tale sammen uden at skændes. Det eneste, jeg gjorde, var at ringe til forskellige mennesker, for at sælge de ting, jeg havde samlet på, fra jeg var dreng. Fotografiapparater, blæselamper, billeder, en stor stationær rundsav og 5 kubikmeter, brænde jeg havde skåret op til vinteren.
For pengene kørte jeg i pendulfart til Præstø og købte alt, hvad jeg kunne have på min cykel af øl med hjem.
Jeg sørgede konstant for at have en 20 - 30 almindelige øl og 10 - 15 stærke i huset til de lange nætter, hvor tankerne bare kværnede i mit hoved. ANGST for fortiden, ANGST for nutiden og ANGST for fremtiden.
Men takket være forsyningerne kunne jeg holde abstinenserne fra døren.
Mine børn var klar over, hvor galt det stod til.
De talte bl.a. med Jørgen og Ilse i telefonen.
Lørdagen efter bruddet kom de ned og ville hjælpe med at pakke, men jeg ville ikke have noget af min gamle samling med mig, og jeg bad dem tage, hvad de ønskede.
Jeg havde en stor samling af kranier, gamle våben, forsteninger, lamper og meget andet. bl.a. havde jeg ca. 75 glas med forskellige dyr i sprit fra et gammelt biologilokale, nogen af glassene var dateret 1930 og -31.
Da jeg flyttede til Præstø efter min første skilsmisse i 1985, fyldte samlingen næsten 2 læs på en Ford Transit, mens der kun var et læs med lidt tøj, køkkengrej og porcelæn og møbler.
Da jeg forlod Præstø var der 7 flyttekasser tilbage, hvor af 2 var med tøj, 1 med Lp'er og 1 med Singler, og resten med blandet skidt og møg.

Jeg drak stadig lige tæt og lå ned i 15 - 20 af døgnets 24 timer.
Jeg spiste intet, og på rekordtid røg min vægt ned fra 102 kg til 76 kg.
Min hals føltes, som om den var fyldt af bylder, som brændte og sved ved den mindste smule fast føde, og mine nerver sad nærmest uden på kroppen.
Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg boede på gården - måske 2 måske 4 uger.
Derefter skulle jeg ind og bo på skift hos mine børn.
Jeg havde besluttet at stoppe med mit drikkeri, nu hvor jeg havde valgt mine børn, svigerbørn og børnebørn i stedet for at drikke mig ihjel på landevejen.
Jeg husker ikke så meget af den periode, men Freddie, den store af mine drenge, og hans forlovede havde lovet mig, at låne mig penge til et kolonihavehus, (det er her jeg bor i dag), så vi var rundt i området og kigge.
På det tidspunkt var der kommet lidt ro i drikkeriet.

Så en aften var det slut!

Jeg kom på psykiatrisk skadestue i Gentofte.
Den 26.november 1998 drak jeg min sidste øl - det var Bjørne Bryg. Freddie har i øvrigt tit grinet af mig og fortalt, at han aldrig havde troet, at jeg ville stoppe med at drikke - det var der heller ikke andre der troede, jeg troede det heller ikke selv.
Min datter Heidi, spurgte en dag noget beklemt og forsigtigt, efter jeg var blevet ædru, om jeg ville se en video, hun havde taget, da de hjalp mig med at flytte, og efter jeg havde set den, må jeg sige, at i den var der stof til eftertanke.
Det var grusomt, hvad jeg så. Jeg så mig selv stå og tisse i bukserne inde i stuen.
Jeg forsøgte at spille og synge "se den lille kattekilling" for børnebørnene, men det gik helt op i lort og endte med, at jeg bare vendte ryggen til og lagde mig til at sove.
Tænk hvor ydmygende, men det var det der skulle til, før vendepunktet kom.

Vendepunktet

Den 27. november 1998 kom jeg som sagt på psykiatrisk skadestue i Gentofte til afrusning.
Det varede i 3 dage, og derefter boede jeg et par dage hos Johnny (min mellemste søn) og Birgit.
Vi fik en snak sammen med de andre i familien om hvad jeg nu skulle gøre for fortsat at holde mig ædru.
Jeg havde prøvet mange gange i de sidste 20 - 25 år. I 1980 var jeg 1 uge på Nordvang til afgiftning (inden jeg blev skilt fra mig første kone Conny, som jeg har mine fire børn med: Heidi, Freddie, Johnny og Dennis).
Jeg havde også flere gange været til behandling i Lænken og fået antabus hos min egen læge.
Men jeg var altid røget tilbage igen.
Jeg tror, at den længste ædru periode varede knap 6 måneder.
Inden jeg kom på Nordvang, havde jeg forsøgt et selvmord, hvor grenen jeg ville hænge mig i, knækkede.
Jeg faldt ned og slog mig ad helvede til.
Det var i øvrigt efter denne episode, at Jørgen havde skældt min læge huden fuld for at have givet en person 100 Stesolid (nervetabletter), og Jørgen sørgede for, at jeg kom på Nordvang.
I perioder holdt jeg mig så ædru fra 2 dage til 2 uger, og selv om jeg havde fået antabus, drak jeg bare alligevel og blæste på mit helbred. Jeg løj også med, om jeg havde taget min antabus.
Vi holdt råd om, hvad jeg skulle gøre.
Jeg havde hørt om Kofoeds Skole i København, men efter at Heidi og Jan havde kikket på den, sagde Heidi, at dér skulle jeg i hvert fald ikke hen.
Jeg kom selv i tanke om, at jeg havde hørt om noget, der hed BLÅ KORS i Tåstrup.
Et af børnene kontaktede dem, og de ville gerne se mig til en samtale den 3. december 1998, men kun hvis jeg var ædru.
Denne gang havde jeg taget beslutningen om at prøve at holde mig ædru, jeg var ikke blevet presset af andre, så jeg var ædru.
Inden havde jeg været nede og tale med min nye læge (som jeg siden er kommet til at holde meget af og til at respektere ham), for at høre, om jeg ikke kunne få noget beroligende, da nerver, forvirring og kaos var det eneste, jeg følte i kroppen.
Jeg sov måske 2 til 3 timer i døgnet, og selvmedlidenheden var ved at få sit faste greb i mig "hvor var det dog synd for mig".
Anders gav sig tid til at lytte på mig. Han gav mig 25 milde nervepiller, jeg måtte tage 2 - 3 gange daglig, men jeg valgte hurtigt at tage 1 - 2 piller inden jeg skulle i seng.
Miraklet skete - jeg kunne få en rolig søvn i 4 - 5 timer.
Det var bare den største lykke, der var overgået mig, siden jeg ved ikke hvornår.

Så begyndte kampen

Jeg var til samtale på BLÅ KORS og skulle komme hver mandag og torsdag for at få en antabus.
Karin, som er socialrådgiver, mente, at før jeg kunne komme ind der, skulle jeg en tur på omsorgs- og plejeophold i Jylland, hvilket jeg ikke rigtigt kunne forstå, for jeg var begyndt at spise regelmæssigt og gik meget lange ture hver dag.
Jeg havde fundet ud af, at det kunne sprede mine tanker og få sendt selvmedlidenheden i baggrunden.
Man skulle selv betale for opholdet.
Jeg havde på det tidspunkt kun 1000 kr. pr. måned, det var ikke meget, da jeg jo skulle til Tåstrup 2 gange om ugen.
Jeg gik så ned på Kommunen og bad om hjælp.
Det fik jeg ingenting ud af, de var ligeglade og kolde.
Efter jul tog jeg til BLÅ KORS, som sørger for formidling til et af hjemmene i Jylland.
Her talte jeg med en meget sød pige.
Hun kikkede på mig under samtalen og sagde, at hun ikke forstod, hvorfor jeg skulle på sådan et ophold, jeg så da ikke ud til at fejle noget.
I stedet foreslog hun, at jeg skulle komme ind at besøge dem hver mandag og torsdag formiddag, hvor der var kaffe og hygge.
Det tilbud tog jeg imod, da det jo alligevel var på vej til Tåstrup.
Her gik jeg og hjalp lidt til med forskellige ting, bl.a. i en genbrugsbutik.
Resultatet var, at jeg altid var i godt humør, når jeg forlod dem i genbrugsbutikken for at tage videre til Tåstrup.
Nu kom en næsten umulig ventetid, hvornår kunne jeg komme i behandling?
Så en dag lå der en besked om, at jeg skulle til samtale med en af behandlerne, som hedder Hanne, en meget sød og køn pige, her skulle jeg komme med 14 dages mellemrum.

Tiden gik, hvornår kunne jeg begynde i behandling?
En torsdag aften ringede mobilen - jeg havde været i Tåstrup og få min antabus, og på vejen hjem besøgte jeg Heidi.
Stemmen spurgte mig, om jeg var interesseret i at begynde den 6.april på behandling.
Om jeg var?
Jeg tror jeg dansede og råbte HURRA.
Folk på gaden må vel ha' troet, at jeg var tosset, "HURRA, JA TAK". Så var det med at ringe omgående, først til børnene og så til Jørgen og Ilse, som fulgte mig meget tæt, for at fortælle dem den gode nyhed.
Jeg skylder både børnene og vennerne, især Jørgen og Ilse, en stor tak for den støtte, de har ydet mig, selvom jeg ikke altid var lige heldig i mine branderter.
Her kommer jeg til at tænke på den sidste gang, jeg var fuld, det var på gården i Præstø.
Jeg var taget fra Freddie og Lone med en god taske almindelige øl og Bjørnebryg.
Jeg skulle med bus fra Høje Tåstrup kl.6.20 vistnok.
Der var åbnet i Cafeteriet på stationen, her drak jeg 4 elefantøl, resten blev drukket i bussen til Præstø.
I Præstø mødte jeg nogle gamle venner.
Her røg der en del stærke ned.
Jeg købte en forsyning i NETTO, og begyndte at gå mod gården.
Der er vel 12 - 16 km at gå fra Præstø.
Jeg var inde hos et par købmænd på vejen for at købe flere øl, og nåede omsider Brugsen og købte en 20 - 25 stærke øl.
Jeg har en vag erindring om, at der ikke var nogen hjemme på gården, da jeg nåede frem.
Jeg må ha' været inde i stuen, for der var væltet et lille bord med en blomst på.
Ude på gårdspladsen gled jeg i min kanonbrandert og slog baghovedet ned i brostenene.
Derefter må jeg være væltet ude på et toilet, for både sæde og bræt var ødelagt, og der var blod over det hele.
Jeg var så gået ind på værelset, hvor jeg plejer at sove, og havde bare smidt mig på sengen.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde ligget der, men det var mørkt og abstinenserne var ved at komme for fuld kraft, så jeg drak lige et par stærke øl.
Jeg havde glemt alt om, at jeg var faldet, og da øllet var kommet ned, gik jeg ud og kunne se, at Jørgen, Ilse og de to af deres børn sad og spiste.
Jeg gik indenfor. Børnene kiggede rædselsslagne på mig.
Jørgen kiggede helt vildt på mig, og Ilse nærmest skreg "KAN DU KOMME UD OG I BAD."
Jeg tænkte, hvad er der mon galt.
Jeg gik ud på badeværelset.
Hvilket syn der mødte mig i spejlet.
Jeg havde jo glemt, at jeg var faldet.
Mit hoved var smurt ind i størknet blod, og håret var farvet henholdsvis rødt - fordi det stadig blødte - og sort - af størknet blod. Mine øjenomgivelser var svulmet op, og jeg havde kun to små striber at kigge ud af.
Da jeg havde fået et bad, gik jeg ind igen og sagde undskyld.
Så fik jeg besked på, at hvis jeg nogensinde igen var så påvirket, skulle jeg ikke komme der mere.
GUD, hvor var jeg dog flov.
En stor TAK til Jørgen og Ilse.
De er de bedste venner, man kan have.
Tænk hvor var det flot, at de tilgav mig efter sådan et tur.
Det blev i øvrigt den sidste gang, jeg har været fuld dernede, og jeg må indrømme, at de to mennesker støtter mig og er stolte over, at jeg stadig holder mig ædru.

Ædru i 11 måneder

På nuværende tidspunkt, har jeg snart været ædru i 11 måneder. Jørgens mor følger også meget med i, hvordan jeg klarer mig.
Den dag hvor jeg havde været ædru i 9 måneder, lå der et lille kort fra hende, men selv om det ikke var så meget der stod, var det så stærkt at jeg følte, at det havde jeg ikke fortjent, jeg var så genert, at jeg kunne have krøbet i et musehul, men til næste terapitime valgte jeg, at nævne det i vores positiv-runde.
Jeg tror nok, at jeg var rød i hele hovedet af flovhed, men da jeg var færdig med at læse det op, klappede hele gruppen og sagde, at jeg skulle være stolt og ikke flov over det.
Jeg vil citere det her i sin fulde ordlyd. (Hun var ikke klar over, om mit navn staves med D eller T. Det er med T, men i telefonen siger jeg tit "det er Peder".

Dato 25/7-'99 Kære Peder, I dag for 9 måneder siden var dine livstråde nær ved at briste - i dag er du et strålende bevis på det utrolige.
Du fremtræder som en sund flot mand - du kæmpede og vandt. Fremtiden kom (og kommer) af sig selv, men ikke fremskridtet, du har nu gjort fremskridt i 9 måneder til stor glæde for dig selv, din familie og dine venner. Bravo Peder.
Stor hjertelig hilsen fra mig ANNIE.
Hvad siger man så?
Det er det flotteste, nogen nogensinde har skrevet til mig, jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste det igen i dag og skrev det ned her.
Her er tak kun et fattigt ord.
Det første jeg gjorde, da jeg næste gang var hjemme, var at købe en rose til Annie og give hende et kæmpe knus og et kys på kinden - som en fattig tak.

Min tid i behandlingen på BLÅ KORS har givet mig en masse - bl.a. selvtillid.
Jeg har fundet ud af, at der er en masse ligestillede, og at jeg er lige så god som alle andre.
En kæmpe tak til BLÅ KORS, til de folk, som kæmper for at hjælpe os ud af vores misbrug, det er beundringsværdigt, at de ofrer sig for at hjælpe alle os, som er plumpet i vandet, og ikke selv kan komme op af den sump, vi hænger uhjælpeligt fast i.
En stor tak til de gode kammerater og ligestillede, som jeg har mødt via BLÅ KORS.
En helt speciel TAK til vores to "voksne" i gruppe 3 - Hanne og Claus. En kæmpe tak til mine børn og svigerbørn og mine få gamle gode rigtige venner, nemlig Annie, Jørgen, Ilse, Klunser Peter, Charlotte, Michel, Toni, Sonja og min familie i Sverige.

Jeg ved, at fremtiden ikke altid vil være en dans på roser, men jeg har lært, at problemerne er til for at løses, jeg ved hvor sårbar og skrøbelig jeg er, men jeg har et håb/ønske, det er at jeg aldrig mere må få KONG ALKOHOL til magten igen, at jeg er i stand til at vise, at det er mig selv, der nu er konge i min egen krop.

Jeg vil sige, så hellere dø end at skulle igennem dette jordiske helvede, med disse (u)virkelige mareridt en gang til i livet.
Mit liv er begyndt forfra, jeg er glad for mit nye sted og tror på, at det er med til fortsat at holde mig ædru, da jeg ikke har nogen drikkerelationer til det.

DE KÆRLIGSTE HILSENER OG HÅBET FOR ALLE DER HAR ET MISBRUGSPROBLEM, AT DE TØR ERKENDE DET OVERFOR SIG SELV OG TAGE DET ENORMT STORE SKRIDT, DET ER AT SØGE HJÆLP - DET KAN LADE SIG GØRE, SELVOM VI ALTID MÅ VÆRE PÅ VAGT OG KÆMPE.
PETER, 54 ÅR.