Forskellige tilbud til dig der drikker for meget

Har du problemer med alkohol, kan du få gratis professionel alkoholbehandling hos din kommune. Der findes forskellige typer af alkoholbehandling, der kan skræddersys til din situation.

I Danmark er der forskellige tilbud om alkoholafvænning, for eksempel ambulant og døgnbehandling. Ambulant alkoholbehandling betyder, at du bor hjemme, mens du er i behandling. Du kan derfor passe dit arbejde og familie ved siden af behandlingen. Døgnbehandling for alkoholproblemer betyder, at du bor på et behandlingscenter, mens du er i behandling. 

Derudover findes der alkoholbehandling målrettet familier og tilbud til pårørende eller andre, som er tæt på et menneske med alkoholproblemer.

Ambulant behandling: Samtaler 1 - 2 gange om ugen af en times varighed
  • En lille indgriben i dit liv og hverdag, fordi du bor hjemme, mens du er i behandling. 
  • Er bedst til dig, som arbejder og ordner hverdagens gøremål, selvom du drikker for meget.
  • Består primært af samtaler og medicinsk behandling.
  • Foregår om dagen eller aftenen.
  • Du har mulighed for at passe dit arbejde ved siden af.
  • Du kan arbejde med personlige problemstillinger fra din hverdag, for eksempel at begå dig i situationer, hvor der serveres alkohol, hvad du skal sige til mennesker omkring dig om dit problem – og selvfølgelig hvordan du kan lære at håndtere problemer på anden vis end at forsøge at drikke dem væk.
Dagbehandling: Samtaler 3 - 4 gange om ugen af tre timers varighed
  • Intensiv form for ambulant behandling
  • Du bor hjemme, mens du er i behandling. 
  • Er bedst til dig, der har et højt alkoholforbrug, og derfor har brug for lidt mere intensiv behandling.
  • Består primært af samtaler og medicinsk behandling
  • Foregår om dagen eller aftenen.
  • Du har mulighed for helt eller delvist at passe dit arbejde ved siden af.
  • Du kan arbejde med personlige problemstillinger fra din hverdag, for eksempel at begå dig i situationer, hvor der serveres alkohol, hvad du skal sige til mennesker omkring dig om dit problem – og selvfølgelig hvordan du kan lære at håndtere problemer på anden vis end at forsøge at drikke dem væk
     
Familiebehandling: Din partner, børn og anden familie er også med

Hvis du har et problem med alkohol, påvirker det alle omkring dig – både din partner, dine børn og alle andre tæt på. Forskning viser, at hvis din familie deltager i alkoholbehandlingen, kan det have en positiv effekt på dine alkoholvaner og dermed også på hele familiens trivsel og jeres relation til hinanden. 

  • Målet er at styrke jeres relationer og måder at mestre situationen på.
  • I lærer som familie at tale sammen, sætte ord på jeres tanker, følelser og oplevelser – og at respektere og forstå hinandens måder at opfatte verden på.
  • Dine pårørende får viden om og større forståelse for din trang til at drikke og, hvordan det påvirker dig og familien som helhed, fx de roller I hver især påtager jer.
  • Behandlingen har også til formål at forebygge, at dine børn ikke lider langvarig skade af dit alkoholproblemer. For eksempel forebygge at dine børn udvikler alkoholproblemer eller psykiske lidelser
  • Erfaringen er, at familien som regel selv har ressourcerne til at løse deres problemer.

De fleste kommuner tilbyder behandling til familier med alkoholproblemer. Det kan både være i form af parsamtaler, samtaler med hele familien, børnegrupper, ungegrupper eller voksengrupper. Behandlingen består typisk af undervisning, øvelser og samtaler i større eller mindre grupper/par.

Døgnbehandling: Du bor på behandlingscenter i en periode
  • En stor indgriben i dit liv og hverdag, fordi du overnatter på behandlingscenteret
  • Er bedst til dig, som er blevet afhængig af alkohol, fordi du har drukket for meget i lang tid.
  • Behandlingen er intensiv og består af samtaler, terapi og medicinsk behandling.
  • Er god til dig, som har en hverdag, hvor du er sammen med andre, som også drikker for meget, fordi du kommer væk fra din hverdag fyldt med alkohol. 
  • Målet med døgnbehandlingen er ofte, at du stopper med at drikke. Og at du genvinder, helbredet fysisk og psykisk og ikke mindst får selvrespekten tilbage.

 

Gratis og anonym behandling inden for 14 dage

Du har ret til gratis og anonym alkoholbehandling inden for 14 dage gennem kommunen. Prisen for alkoholbehandling er 0 kroner for dig uanset, om du har brug for ambulant eller døgnbehandling. Når du opsøger hjælp, har du ret til at kontakte andre kommuner, end den du bor i, for at få rådgivning og behandling. Der, hvor du søger hjælp, finder I i fællesskab ud af, hvilket behandlingstilbud der passer til din situation.

Din ret til gratis og anonym alkoholbehandling er sikret i Sundhedsloven. Læs mere nedenfor.

Fire rettigheder

Sundhedsloven § 141 giver borgere med alkoholproblemer fire rettigheder:

  1. Tilbud om gratis alkoholbehandling
  2. Mulighed for at henvende sig anonymt
  3. Garanti for at behandling iværksættes, senest 14 dage efter man har søgt hjælp
  4. Mulighed for frit valg af alkoholambulatorium, uanset hvor man bor

Du kan blive klogere på de forskellige typer af tilbud her på siden. Vi håber, du vil opdage, at der er mange muligheder for hjælp og alkoholrådgivning. Du behøver ikke at gå alene med dine problemer og tanker.

Læs mere om hjælp til drikkende

alkoholbehandling kontakt
Et alkoholbehandlingsforløb bliver skræddersyet til dig og din situation. Forløbet kan både foregå om dagen, om aftenen eller hele døgnet. Der er også tilbud til pårørende.