Sobre samtaler

Sobre Samtaler: Podcast om unges alkoholkultur

I podcast-serien Sobre Samtaler bliver unges alkoholkultur diskuteret af Anders, Anders og Jacob. To af dem er helt stoppet med at drikke, mens den sidste er lykkedes med at drikke mindre. Podcasten er lavet for bl.a. at give nogle værktøjer til unge, som gerne vil drikke mindre.

Sæson 1

I sæson 1 diskuterer vennerne Anders Lind Thorning og Anders Mengers Andersen alkoholkulturen blandt unge i Danmark. De dykker sammen ned i forskellige temaer og fortæller også deres egen personlige historie med alkohol.

Hvordan er det at være ung i den danske alkoholkultur? 

I første afsnit taler Anders og Anders om, hvordan alkohol påvirker dagligdagen som studerende - beruselsen og frigørelsen ved alkohol, og hvor billigt og let det er at købe. Men også hvordan alkohol påvirker kroppen og ens evne til at lære. Og især hvor skræmmende det er, at unge snakker om blackouts som en helt naturlig ting.  

Lyt til afsnit 1   

Hvilke fordele og ulemper er der ved alkohol?  

Anders og Anders kommer  ind på flere positive, men også negative konsekvenser ved ikke at kunne styre sit alkoholforbrug. 
Det kan være fedt at møde mennesker gennem alkohol,  men hvis man dagen efter ikke  husker samtalerne og ikke husker, om man egentlig kunne have en relation til vedkommende – uden alkohol –  hvad så? 

Lyt til afsnit 2

Hvad kan man gøre for at drikke mindre?  

Anders Mengers Andersen spiser en masse mad,  inden han begynder at drikke, for især fredagsbarer,  hvor man starter tidligt uden mad,  er en dårlig løsning. Og så skal man holde sig kun til øl –  et godt mor-råd, han har fået.  For Anders Lind Thorning er værtshuse og barer okay,  så længe de har alkoholfri øl på lager, og hans fornemmelse er, at der bliver et større og større udvalg.  

Lyt til afsnit 3

 Det er nemmere at sige nej tak, når man er åben og inddrager sine nærmeste

I 4. afsnit fortæller Anders Lind Thorning, hvorfor han gik i alkoholbehandling og ikke til psykolog, og hvordan en alkoholfri tilværelse foregår.  Anders oplevede, hvordan alkohol påvirkede hans humør, førte til ulykker og brud med kæresten. Han fortæller om, hvordan det er blevet naturligt for ham at sige nej til alkohol. En del af processen har været at være meget åben om det og inddrage familien og venner. 

Lyt til afsnit 4

En ny alkoholkultur 

- Jeg håber, at alkohol ikke forsat skal være midlet til at blive rustet sammen i klassen.

Sådan siger Anders Mengers Andersen i sidste afsnit af podcast-serien Sobre Samtaler. Her giver  Anders & Anders deres bud på,  hvad der er deres visioner for en kommende alkoholkultur i Danmark.   Anders Mengers Andersen håber, at vi kommer dertil på især på uddannelserne, at alkohol ikke fortsætter med at være midlet til at blive rustet sammen.

- Vi skal ikke bruge alkohol som et skjold i en sårbar situation men i stedet komme gennem den akavet stilhed og lære hinanden at kende i et trygt selskab i stedet for dagen efter at fortryde, hvad man har gjort, siger Anders Mengers Andersen.

Lyt til afsnit 5

Sæson 2

I sæson 2 får Anders Lind Thorning selskab af sin ven Jacob Krogh Madsen, som også har valgt ikke længere at drikke alkohol.

Ung og alkoholfri

Anders og Jacob taler om at have valgt alkohol fra og være ædru som ung. De taler om konsekvenserne ved at drikke meget og opleve blackouts med moralske tømmermænd. Jacob fortæller om, hvordan Anders inspirerede ham til at droppe alkoholen. Derudover giver Anders et indblik i, hvordan han oplevede at være i alkoholbehandling som ung.

Lyt til afsnit 1

Status på alkoholkulturen

I dette afsnit dykker Jacob og Anders ned i alkoholkulturen og taler om Danmarks rekord for druk og debutalder i Europa med udgangspunkt i statistikker. De forklarer bingedrinking og taler om, hvordan danske unge skiller sig ud i forhold til vores europæiske naboer - samt hvordan de kan genkende de tendenser fra deres egen ungdom.

Lyt til afsnit 2

Tips til at blive alkoholfri eller drikke mindre

De starter med at tale om fordelene ved ikke at drikke alkohol - og giver derefter deres bedste råd til at drikke mindre eller helt stoppe med at drikke alkohol. De er begge to glade for alkoholfri øl, og drikker det ofte til fester som et alternativ. Derudover deler de deres tanker om at gøre sig selv klar til fest og hvad man kan gøre for at booste sin selvtillid før en fest. 

Lyt til afsnit 3

Prøvesmagning af alkoholfrie alternativer

Der findes nu en masse alkoholfrie alternativer, og i dette afsnit anmelder de to podcastværter Jacob og Anders alkoholfrie drinks og øl. De giver deres bedste anbefalinger til, hvad du kan drikke uden alkohol.

Lyt til afsnit 4

Druk blandt helt unge

I dette afsnit taler Jacob og Anders om drukkulturen blandt helt unge sammen med Wilja Blankholm. Hun er ved at afslutte folkeskolen og skal snart starte i gymnasiet. Hun begyndte at drikke alkohol som 13-årig og har nu skruet helt ned for, hvor meget hun drikker. Hun ønsker en ny alkoholkultur, hvor man ikke drikker sig fuld fra en tidlig alder.

Lyt til afsnit 5