Kirsten sagde farvel til alkohol og fik en ny chance af sine børn

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund

”Jeg har taget dig herned til vandet for at fortælle dig, at vores veje skilles her”.

Sådan skrev Kirsten Dahl for to år siden i sit afskedsbrev til “alkohol-bæstet”, som hun kalder sin tidligere afhængighed. Alkohol var blevet hendes måde at fylde tomrummet efter hendes børn var flyttet hjemmefra.

”Du kom snigende ind i mit liv og desværre ødelagde du en masse ting for mig.Du fik mig manipuleret til at tro, at alt var okay, og at vi var de bedste venner. Du var der jo hele tiden både når jeg var glad, vred, trist, umulig, forvirret, angst, sårbar og meget mere,” står der skrevet.

Kirsten finder brevet frem, når hun har brug for at minde sig selv om, hvorfor alkohol aldrig skal fylde i hendes liv igen.

- Det betød meget for mig at skrive det ned. Jeg finder det stadig frem, hvis jeg får trang, så læser jeg brevet højt for mig selv. Det minder mig også om, hvor langt jeg er kommet, siger hun og forsætter:

- Nu er jeg ikke længere den sure og lidt aggressive mor. Nu er jeg blevet søster og mor 100 procent og kan være helt til stede overfor dem. Vi har fået et perfekt forhold til hinanden i dag, det har vi.

Familieforholdet hang i tynd tråd

Mens Kirsten drak allermest, så hun ikke meget til sine børn. Hun mærkede, hvordan de tog afstand fra hende.

- Det var hårdt for dem at se, hvordan jeg ødelagde mit liv, når jeg drak. For jeg valgte alkohol over min familie. Det kan jeg se i dag, og det giver mig virkelig dårlig samvittighed, når jeg siger det højt nu, siger Kirsten.

Forinden havde hendes børn konfronteret hende og sagt, at hun drak for meget. De truede også med, at de ikke ville give hende nogen børnebørn, hvis hun drak.

- Jeg ville ikke høre efter, og dengang mente jeg, at de skulle blande sig udenom. Jeg var meget stædig omkring det, og der opstod tit sammenstød mellem os, siger Kirsten.

Mærkede alkoholens skyggesider

Når hun kigger tilbage på sig selv og sit liv, kan hun godt se, at alkohol havde overtaget styringen:

- Jeg stressede over det, hvis jeg ikke havde alkohol i huset til næste morgen. For hvis jeg ikke fik alkohol, kom abstinenserne. Jeg rystede som en sindssyg på hænderne og kroppen, husker Kirsten.

Sådan lukkede hun alt ude og lod sit liv kredse om alkohol. Lige indtil hendes søster gik gået bort for tre år siden. Søsteren havde drukket alkohol i store dele af sit liv, og midt i sorgen blev Kirsten bange for, om det samme kunne ske for hende. Derfor startede hun i dagbehandling, men hun havde svært ved at holde, hvad hun lovede til sin behandler og drak videre på trods af ugentlige samtaler.

Hendes bror gik bort 10 måneder efter og han havde også et alkoholproblem. Efter tabet af sine to søskende valgte hun en gang for alle at tage sit alkoholproblem seriøst og startede i døgnbehandling få dage efter på Ringgården.

- Jeg ville ikke miste livet til alkohol, og jeg var klar til at stoppe helt, siger Kirsten, der ikke har drukket alkohol siden.

Mine børn er superstolte af mig

Den dag ved vandet, da Kirsten sagde farvel til sit indre alkohol-bæst, kiggede hun samtidig frem mod det liv, der ventede hende som ædru.

”Jeg skal ud på en smuk rejse ind i fremtiden, hvor jeg vil blive stærkere dag for dag og du skal ikke med. Du må finde en anden legekammerat. Der er ikke plads til dig i mit liv længere, vi to passer ikke sammen mere, jeg er et nyt og spændende sted i mit liv. Derfor siger vi to farvel og jeg efterlader dig her nede ved vandet. Husk mine ord: Du bliver ikke lukket ind i mit liv igen,” skrev hun som afslutning på sit brev.

Løftet til sig selv har hun overholdt på trods af hårde perioder undervejs. Kort tid efter hendes behandlingsforløb var afsluttet, mistede hun sin anden søster. Og hendes ene søn kom ud for en alvorlig trafikulykke. Førhen ville hun have drukket for at dulme følelserne, men nu kunne hun være i det – og være der for sin søn.

Hun kan mærke, hvordan fraværet af alkohol, har givet plads til tid med familien, også i dagligdagen. For bare få år siden, havde hun ikke turde tro på det, men i dag spiser de mad sammen og taler i telefon næsten hver dag.

- I starten var det dem, der ringede hele tiden, fordi de var bange for, at jeg skulle drikke igen. Det gør de ikke længere. Nu har vi bygget tillid op, og de stoler på, at jeg holder ved min beslutning om ikke at drikke, siger Kirsten og forsætter:

- Mine børn er superstolte og glade for beslutningen. De ved, at jeg er til at stole på, hvis vi laver en aftale. Så er det ikke noget med, at jeg giver 47 undskyldninger i sidste øjeblik, fordi jeg i virkeligheden drikker i stedet for at være der for dem.

Kirstens børn havde presset hende med, at hun ikke ville få børnebørn, hvis hun stadig drak, og i dag er rollerne byttet om.

- Så nu er det mig, der presser dem, for jeg drikker jo ikke længere. Jeg har indfriet min del af aftalen, griner Kirsten, der er ædru nu i to år, tre måneder og 21 dage i skrivende stund, som hun holder øje med i sin app, der tæller dagene uden alkohol-bæstet.