Livsfortællinger fra andre

Jeg har siden jeg var 13 været misbruger af både alkohol og stoffer.  For 2 måneder siden søgte jeg hjælp, og er nu i behandling.

Mange begivenheder har udspillet sig. En af disse var din død et årti tilbage. 39 år. Død af druk …Set i lyset af mit liv derefter kunne jeg kortfattet og kynisk beskrive det, som at „vores familie ikke var stor nok til to alkoholikere, så du måtte vige pladsen for mig“. Vi havde et lille overlap, inden du døde, og så begyndte jeg på uhyggelig vis at kopiere din livsførelse næsten helt udi detaljen. Pumpet fuld af dine gener og med en intensiv mesterlære på rygraden – kunne jeg da næsten andet? 

Jeg gjorde meget for at glatte konflikterne ud og jeg forsøgte at dække over, hvor fuld far var, så mor ikke skulle blive ked af det. Jeg følte mig meget alene og udenfor, fordi jeg ikke turde fortælle andre om problemerne hjemme hos os. Det har været en stor gave for mig, da jeg endelig rakte hånden ud efter hjælp - og fik den. 

Dette er en historie om min indlæggelse på Frederikssund sygehus for omkring 14 år siden, med et langvarigt alkoholmisbrug bag mig. Alt hvad der er skrevet er præcist som jeg oplevede det og er ikke fiktion.  Jeg var meget følelsesmæssig påvirket under tilblivelsen af denne beretning. Historien er aldrig blevet fortalt til nogen før, men har været fortrængt, fordi den har været for ubehagelig at huske. Men jeg føler nu trang til at fortælle den. Dels for at få den helt ud af systemet, men også for at, den måske kan bruges af mennesker med et misbrug, og som ønsker at komme ud af det.

Den 18. januar i år bankede det på døren, og da jeg kom ud og lukkede op, stod der to betjente. Den ene sagde, jeg kan meddele dig at din far er fundet død her til morgen. Nogle gange kunne man godt ønske at han var et dumt svin, så man bare hadede ham, for så var der mange ting som var meget lettere. Selvom ens far er alkoholiker kan man jo godt holde af ham alligevel et eller andet sted, og det er nok også derfor at ens samvittighed dukker op ind imellem.

Siden jeg kan huske, har min far været kvartals-dranker. Han drak voldsomt og mine forældre blev skilt da jeg var 19. Min far var ved at drikke sig ihjel, men han havde langt om længe ramt bunden og ville i behandling og det lykkedes ham sgu at blive ædru. Men jeg var fanget i mit misbrug. Det var et weekend-misbrug som tog mere og mere til.  Min far og jeg er begge ædru i dag. Det er jeg utrolig taknemmelig for og jeg skylder AA alt.

Mange år var jeg skæv stort set hver dag. Og fuld, når jeg kunne se mit snit til det (typisk i weekenderne). At drikke gav mig ikke det samme som at ryge: Enten drikker jeg mig fra sans og samling, eller også får jeg "lige til pas" og kan ikke huske en skid næste morgen. Denne viden (som jeg har erfaret tidligt i livet) har dog ikke forhindret mig i at kombinere hash og alkohol. Jeg foretog min første ko-vending efter T´s selvmord.

Det er ikke, hvad man har været, men hvem og hvad man er nu, der betyder noget. Jeg er 58 år og har prøvet alle former for misbrug gennem et langt og alligevel lykkeligt liv. Jeg er ikke afhængig af noget mere, drikker lidt med måde og min historie ligner så mange andres.

Mange af os der var unge i tresserne, kom fra hjem, hvor alkohol ikke var hverdagskost. Men os, "børnene fra dengang", kom som unge hurtigt godt i gang med at dyrke det alkoholiske liv. Vi festede og drak lystigt, og vi drak mere og mere som årene gik.  Det mærkelige er, at "de andre" aldrig bemærkede / troede på, at jeg havde et problem. Jeg drak ikke særlig meget, når jeg var til fest eller selv holdt fest. Et par enkelte "kiks" undervejs, men ellers kan jeg set i bakspejlet godt forstå mine omgivelser, for de så mig jo ikke, når jeg gik derhjemme og småpimpede!