Jeg vover livet for at vinde det tilbage

Jeg havde to fædre: En rask og en syg

Kære Far

Kære Far, du skulle bare vide… Men det havde intet nyttet alligevel, det ved jeg jo selv nu – men ikke dengang. Dengang vidste jeg ingenting – jo, jeg vidste, at du var min far, og mor var min mor. Jeg vidste ikke, at livet formede sig anderledes i familier, hvor alkohol ikke var djævelens sendebud. Siden hen skulle jeg lære en masse af dig – ikke om andre familier, men om dig og mig på godt og ondt. Lektioner i livet som stadig kan frustrere mig, gøre mig vred, fylde mig med selvynk, men lykkeligvis også med glæde og tro – ja, glæden og troen kommer vel fra de lektioner, jeg har forstået og accepteret. Hvad resten angår, er det nok derfor, jeg skriver dette til dig. 

Det første jeg lærte var, at du var til stede periodevis. Det var bare naturligt, du var jo sømand og krydsede verdenshavene for at vende hjem til familien med gaver, historier, fryd og gammen. Det var både magisk og mystisk, sådan som du kom hjem om natten og vækkede mig om morgenen, og de næste par uger var livet forvandlet til et eventyr. Af sted måtte du jo igen, lige så pludseligt som du var kommet – men sådan var det bare, og det var i orden, for jeg vidste jo godt, at du sejlede med store skibe langt væk, kun for at komme hjem til mig igen – og jeg havde jo mor. Denne rytme, med dens indbyggede pludselighed, beholdt vi, så længe du levede – omstændighederne ændrede sig, men pulsen forblev den samme. 

Dagen kom, hvor du gik i land – nu skulle eventyret først begynde – men jeg kan love dig, at det ikke blev det eventyr, jeg havde forventet. Nu skulle du være „ingeniør på teknikum“ – to svære ord for en otteårig knægt, men jeg lærte dem, for de var mindst lige så spændende som kaptajn og langfart – de betød eventyr med dig som helt. Hvad jeg havde mere svært ved at lære var, at du lavede en masse nye regler og ville bestemme over mig hele tiden – før var det jo bare mig og mor og eventyr. 

Første gang, jeg oplevede, at du var „underlig“, blev jeg også slemt forurettet: Du drak den flaske Martini, jeg havde vundet i mandelgave. Min mandelgave. Pludselig en dag efter skole lå du på sofaen og rallede til mig, om jeg ville rydde op i stuen, for farmor og farfar skulle komme. Det gjorde jeg selvfølgelig … det var så fedtet, glassene sad fast, og der var væltede flasker. 

Der var også mørkt i stuen, men lugten var den værste – det var første gang, jeg oplevede den lugt, som siden skulle omgive både dig og mig et utal af gange. En meget karakteristisk lugt, både sød og harsk, som fuldstændig mætter luften og sætter sig alle vegne. 

Jeg var stolt over at have ryddet op … mor sagde ingenting … du lå i soveværelset og var „syg“ … jeg fik aldrig min mandelgave igen, selv om jeg spurgte flere gange – indtil den dag, da jeg bare vidste, at det skulle jeg aldrig, aldrig spørge om igen. Det var bare en fornemmelse – en fornemmelse jeg senere blev fuldt fortrolig med. 

Tiden gik, og jeg gik med – men ikke så langt skulle den gå, før jeg begyndte at ønske mig min gamle far igen … ham med eventyrene, du ved. Nu havde jeg to helt andre fædre: En der var „rask“, og en der var „syg“. 
De skiftedes til at være der, og jeg vidste aldrig besked – men luften blev min budbringer, og den stensikre trykkende fornemmelse fortalte mig, om jeg kunne synge eller skulle liste af sted. 

Oftest kunne jeg bedst lide, når du var „syg“. Jeg har fortalt mig selv mange gange, at sådan burde det ikke være, men det gav mig en slags spillerum og ekstra opmærksomhed og omsorg fra mor. Når du var „rask“, skulle alting være så perfekt: Oprydning, rengøring, lave lektier, være hjemme klokken syv, i seng klokken ni, sidde pænt, tale ordentligt, lægge ansigtet i de rette folder, og jeg skal komme efter dig, skal jeg … det var ikke så meget tingene i sig selv – det var måden, det var tonen, det var strengheden, og det var konsekvensen, hvis jeg fejlede og ikke levede op til… 

Når du var „syg“, var jeg far … jeg bilder mig ind, at jeg havde det bedst i de perioder, dog samtidig plager de mig mest. Specielt en bestemt dag kan til stadighed få mig til at tvivle på alt. Somme tider fylder den hele min barndom, og det føles som om, det skete hver eneste dag – men det meste af tiden har den været dybt begravet i mit sind. Nu vil jeg fortælle om den og samtidig bede til, at den dermed forsvinder ud af mit system. 

Da du brød hulkende sammen

Det var en skoledag. Du var ædru – ja, jeg havde lært de rigtige begreber. Jeg tror, det var kort tid efter en forældrekonsultation. Jeg var i hvert fald under ekstra opsyn med hensyn til lektier og opførsel. Du vækkede mig grundigt, og under morgenmaden – to stykker franskbrød med plantemargarine og jordbærmarmelade – som du serverede, blev jeg hørt i lektier og formanet: „Opfør dig så ordentligt i skolen, knægt“, og du mindede mig om, at jeg skulle lappe min cykel efter skole. 
Samtidig vaskede du op – du havde et viskestykke om livet som forklæde, din evindelige undertrøje på og cigaretten bag øret. Stærk og retfærdig. Jeg forlod dig i hoveddøren på vej af sted til skole. 

Klokken 13.40 havde jeg fri og gik hjemad. Da jeg kom ind i gården, var du ved at lappe min cykel, og hvad var nu det for noget? Du havde for længe siden lært mig at lappe cykler, og siden da havde „vi“ gjort en dyd ud af, at det skulle jeg selv gøre. 
Jeg gik tøvende hen til dig … du sad på hug ved baghjulet. Da du så mig, brød du hulkende sammen og sagde: „Det går ikke det her, Thomas, jeg kan ikke mere“. Så kastede du dig om halsen på mig og græd mere hjerteskærende, end jeg gør lige nu. 
Dit skæg kradsede mig, og en sød lugt af spiritus omklamrede mig endnu fastere end du. Du var fuld, det vidste jeg som det eneste, men hvad gik der af dig? 

Vi gik sammen indenfor, og jeg satte mig på mit værelse med en skolebog foran mig og stirrede ud af vinduet, som var jeg forstenet … indtil jeg hørte nogle lyde fra loftet – jeg sneg mig derop, og du sad bare der op ad væggen med en meget stor flaske snaps ved siden af dig. 
Da jeg kaldte på dig, rullede dit hoved til siden og øjnene opad, og du ikke engang ænsede mig. 

Jeg husker stadig, hvor bange jeg var, da jeg løb ned ad trappen, ind på mit værelse og ind i mig selv. Måske et minut efter, måske en time eller to – kaldte du på mig med en forvrænget, næsten ukendelig stemme … jeg skulle ringe efter en ambulance … 000 … de kom med udrykning og lagde dig på en båre. Jeg græd og sagde: „Hav det godt, far“ … du forlod mig i hoveddøren på vej af sted til sygehuset. 
Knust og ynkelig.

Hvor intet vover, intet vinder

Jeg glemmer aldrig den gestus, det var, at du ville lappe min cykel for mig. Femten år må der snart være gået siden den dag. Mange begivenheder har udspillet sig i mellemtiden. En af disse var din død et årti tilbage. 39 år. Død af druk … sådan er virkeligheden, selv om dødsattesten og øvrigheden gerne vil mene noget andet. 

I de første år, der fulgte derefter, følte jeg, at dette var den endelige, ultimative nederdrægtighed, du begik mod mig … sådan at dø, lige som jeg var ved at tage det første spæde skridt ud af vores far-søn-forhold … ud af vores fælles puls. Set i lyset af mit liv derefter kunne jeg kortfattet og kynisk beskrive det, som at „vores familie ikke var stor nok til to alkoholikere, så du måtte vige pladsen for mig“. 

Vi havde et lille overlap, inden du døde, og så begyndte jeg på uhyggelig vis at kopiere din livsførelse næsten helt udi detaljen. Pumpet fuld af dine gener og med en intensiv mesterlære på rygraden – kunne jeg da næsten andet? Pulsen bankede videre. Far, du skulle bare vide… Nu ved jeg besked. Alt andet lige har jeg gennem ti år selv oplevet og lært, hvilken sygelig, fysisk og psykisk „besættelse“, der gradvist drev dig og os andre til vanvid. 

Besættelsen af alkohol. 

Jeg har selv på det groveste brudt al tillid fra mine nærmeste. Svig, svindel og svigt har drevet i kølvandet på mine desperate og sindssyge raids efter den næste drink. Det, jeg normalt kaldte min sunde fornuft og moralske standard, forsvandt hastigt bag tågerne i mine alkoholiske bersærkergange. 

Folk sagde: „Thomas, du skulle bare vide…“ – men det nyttede ikke noget, det ved du jo selv. Jeg gjorde ligesom dig, far … du har ikke haft det sjovt … du var syg – ligesom mig. At have oplevet dit væsens natur i mit eget liv stiller barndommens hændelser i et helt andet lys. 

Kære far, du skulle bare vide, at det havde nyttet noget. Det vidste du ikke dengang, det ved jeg nu. 
Du skulle bare have vidst, at der er vej ud af det levende helvede, vi begge har været i. Jeg går på den vej nu, far – den er omtrent ligeså lang som vejen gennem alle årene ned til „bunden“, og jeg har stort set lige drejet ned af den … men det er den rigtige vej – det ved jeg. 

Det er bare en fornemmelse. En fornemmelse, som er endnu stærkere og meget lysere, end den du ved nok. Det kræver mod, og jeg vakler gang på gang – men som du altid sagde: „Hvo intet vover, intet vinder“. Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, nu er det langsomt ved at gå op for mig. 
Så jeg vover livet for at vinde det tilbage … vi kunne have gjort det sammen … vi kunne have gået ad denne vej sammen, så skulle eventyret først være begyndt. 

Når jeg savner dig – det gør jeg tit nu, efter mit kyniske sind er begyndt at bløde op – så er det ikke så meget som jeg husker dig, men mest som jeg ønsker, det kunne have været, hvis vi havde vovet og vundet sammen … men du er med mig alligevel, er du ikke?