Jeg hadede min mor

Jeg kan tydeligt huske, at min mor og jeg stod på Valby Station. Jeg skulle tilbage til kostskolen, og min mor skulle tilbage til nervesanatoriet, hvor hun havde boet i et par år.
Det var i februar måned og virkelig koldt. Mor og jeg stod og snakkede, og pludselig sagde hun ud i den blå luft: „Ved du hvad? Jeg tror, at jeg springer ud foran toget!“
Der var et eller andet, som klikkede inden i mig.
Jeg tænkte mig lidt om og svarede: „Det synes jeg er helt fint, mor. Men er du sød at informere mig, inden du springer, så jeg kan nå at vende mig om? For jeg skal videre i mit liv.“
Jeg var 14 år gammel, og det er en af de vigtigste dage i mit liv.
For den dag besluttede jeg, at jeg ikke var skyld i min mors alkoholisme.
Jeg var ikke skyld i, at min mor havde det så skidt.
Jeg hadede min mor.

Mor var altid sur

Jeg er vokset op i Klampenborg nord for København i en såkaldt fin familie.
Min far var tøjgrossist, min mor var mannequin.
Vi er fire børn, og jeg er den yngste.
Min mor kom fra beskedne kår, men min morfar arbejdede sig op ad rangstigen og kom til penge senere.
Som jeg husker det, så var mine forældre aldrig rigtig glade.
Meget af deres forhold handlede om, at man skulle have den store villa, den dyre bil, ung pige og mange venner.
Især kolleger og kunder kom i vores hjem, hvor der altid blev disket op til den store guldmedalje med masser af mad og især masser af øl, snaps, vin og spiritus.
Jeg har aldrig decideret registreret, at mine forældre drak mere end andre.
Men der gik noget galt, da min mor holdt op med at arbejde som mannequin.
Hun var blevet 40, følte sig formentlig overset og gik stille og roligt i gang med at drikke.
Før havde hun været den smukke og ombejlede kvinde, der fik en masse opmærksomhed.
Nu skulle hun have styr på et stort hus, fire børn og en masse selskabelighed, samtidig med at hun hjalp min far i hans firma.
Jeg undskylder hende ikke, men det var formentlig på dette tidspunkt, at hendes alkoholisme begyndte.
Jeg hadede virkelig min mor, da jeg var barn.
Jeg undgik hende.
Hun var altid så sur.
Vi fik at vide, at mor havde dårlige nerver og dårlig ryg, så vi skulle være stille.
Jeg tænkte meget over, hvorfor hun var så sur.
Jeg kunne ikke forstå det.
Jeg har mange gange bedt til Gud om at gøre hende glad – lige som mine kammeraters søde mødre.
Så jeg flygtede ligesom mine søskende hjemmefra, så meget jeg nu kunne, når jeg kun var otte år.
Jeg kom meget på Dyrehavsbakken, hvor jeg gik og tullede rundt og snakkede med teltholderne efter skoletid.
De var mine venner.
Når jeg tog i døren derhjemme, så tænkte jeg altid på, hvordan min mor mon havde det i dag.

Skilsmisse og kostskole

Jeg havde altid ondt i maven – altid!
Når jeg lå og ikke kunne sove, så ønskede jeg faktisk, at min mor ville dø!
Så skulle min far tage sig af os, og vi skulle leve lykkeligt til vore dages ende.
Men far var arbejdsnarkoman og måske også alkoholiker – det ved jeg stadig ikke helt i dag, men han holdt sig ofte meget væk fra hjemmet.
Min mor kunne virkelig være et frygteligt menneske, fordi hun inderst inde var så ulykkelig.
Mine forældres omgangsform blev ændret, og de kunne skændes så det bragede, mens vi børn sad på vores store værelser og holdt os for ørerne imens.
Dog kunne vi altid gå til vores forældre, hvis der var noget, vi ville spørge om.
De tog os alvorligt, trods alt.
Men vi nævnte aldrig deres indbyrdes forhold.
Det tryggeste sted for mig i hele verden var at stå mellem min fars ben og have hans arme foldet omkring mig foran.
Det var helle.
Min mor drak i perioder, altså kvartalsdranker.
Aldrig på værtshuse eller bodegaer, det var altid derhjemme.
Når hun drak, kunne hun blive sådan rigtig stinkende og pinlig beruset.
Hun sagde og gjorde ting, så man krummede tæer og tænkte: „åh, så gå dog væk!“
På et tidspunkt, da jeg var omkring 11 år, blev jeg sendt ned til min gudfar og gudmor i Nakskov, og da jeg kom tilbage var vores hus solgt.
Min mor havde lånt penge af sine forældre til at købe en lejlighed på Frederiksberg (som de havde fundet), og min far havde mødt en anden dame og var flyttet ind hos hende.
Der var ingen, som satte sig ned og forklarede os børn om situationen.
Vi måtte bare følge trop.
Inden de flyttede fra hinanden, kan jeg huske, at min far satte sig ved min seng og spurgte om, hvem af dem jeg helst ville bo hos, hvis de en dag blev skilt.
Jeg sagde selvfølgelig ham, og det gjorde ham glad, kunne jeg mærke.
Da det blev aktuelt, kunne det ikke lade sig gøre.
Så der følte jeg mig hundrede procent svigtet.
Min far gjorde så meget han kunne for at være sammen med mig i starten, men hans liv var også ved at bryde sammen, og han blev desværre alvorligt syg.

Far døde

Det var vigtigt for mig, at min mor kom til at fungere, og i de første par år gik det rimelig godt.
Jeg gik i skole på Frederiksberg.
Men midt i det hele døde min far, som ellers havde været den totalt solide pæl i mit liv.
Og min verden sank helt i grus som trettenårig, da jeg fandt ud af, at jeg skulle på kostskole.
Det var det mest forfærdelige, jeg kunne forestille mig.
Min far havde før forsøgt at få mig på kostskole, selvfølgelig for at skåne mig for endnu flere dårlige oplevelser hjemme, men jeg ville simpelthen ikke, før han var død, og at det var en hundrede procents nødvendighed.
Efter at min mor flyttede hjem fra nervesanatoriet, drak hun videre, tog også en masse piller, blev tyk og fik så en ligeså alkoholisk kæreste.
Jeg var hjemme fra kostskolen i weekenderne for at holde øje med hende.
Jeg sagde ofte nej tak til at gå til fester, for jeg følte jo, at det var mit job at sørge for, at hun ikke drak så meget!
Nogle gange splittede mor og hendes kæreste lejligheden ad, uden at de senere kunne forklare hvorfor.
Det havde hun aldrig gjort tidligere.
Jeg afskyede ham som pesten.
Efter tre år på kostskolen flyttede jeg hjem igen.
Men det gik selvfølgelig slet ikke.
Jeg flyttede hjemmefra som syttenårig, ud til en af mine brødre, for jeg kunne ikke holde ud at være i den lejlighed med de to.
Ofte ringede min mor i en forfærdelig tilstand til os, så vi kunne komme og hjælpe hende.
Så blev hun kørt på den lukkede afdeling, og vi børn ordnede lejligheden, og så kunne hun komme hjem og starte forfra.
Sådan var mønsteret, da vi var blevet voksne.
Jeg tænker ofte på, at alt det crap, som vi fire børn har oplevet i barndommen og ungdommen, burde have gjort os til både alkoholikere og narkomaner, men vi overlevede altså mirakuløst – som nogenlunde normale.

Jeg var klovnen

Jeg var aldrig god i skolen.
Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.
Jeg var meget bedre til at være klovnen, som underholdt de andre.
Senere har jeg kunnet se, at det var det, jeg havde lært hjemmefra.
Og det var en måde at kontrollere mine omgivelser på, og ikke mindst min mor.
Da jeg ikke blev erklæret egnet til gymnasiet, var det en meget stor ridse i lakken for den fine familie – og for mig.
Jeg følte gennem hele min skoletid, at jeg havde en glasklokke omkring hovedet.
Når du er blevet svigtet groft som barn, bygger du et gitter op foran dig, hvor få får lov til at komme indenfor.
Det døjer jeg stadig med i dag, hvor jeg har svært ved at lade folk komme for tæt på mig.

Vendepunktet

På kostskolen havde jeg en kammerat, som jeg svingede ekstra godt med.
Det viste sig, at hans mor også drak.
Hun var om muligt endnu mere umulig end min mor.
Da jeg så var 26 år, så jeg en dag en udsendelse i fjernsynet, hvor min kammerats mor tonede frem på skærmen.
Hun sad dér på TV ganske nøgtern og nydelig og fortalte om sin alkoholisme og om et behandlingshjem, der havde hjulpet hende ud af misbruget.
Jeg tænkte i raseri og forundring, at hvis den fordrukne ko var i stand til at sige to sammenhængende ord, så kunne min mor også komme til det!
Så jeg ringede til mine søskende og fortalte om det mirakel, jeg lige havde set på tv.
Det var faktisk først dér, at det for alvor gik op for mig, at min mor var rigtig alkoholiker, og at de dårlige nerver var en konsekvens af alkoholmisbruget.
Alle mine søskende var interesserede.
Vi satte os ned og forklarede hende om, hvordan vi så hendes situation og om det behandlingssted, vi havde fundet og undersøgt.
Vi var af behandlingsstedet blevet anbefalet at sætte hende stolen for døren, og det gjorde vi ved at sige, at hvis hun ikke tog imod dette behandlingstilbud, så ville vi droppe al kontakt med hende.
Hun blev fuldstændig lammet selvfølgelig.
Hun vidste godt, hvad klokken var slået.
24 timer efter var hun på behandlingshjemmet.
Hun blev afgiftet og behandlet efter Minnesota- modellen, og det er det klogeste, jeg nogensinde har gjort, at sende hende derop.
Mor var der i syv uger, og vi børn kom derop i en uge.
I den uge lærte jeg mere om mig selv og mit liv, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Det var meget voldsomt.
En af øvelserne gik ud på, at vi skulle konfrontere vores mor – alkoholikeren – med vores anklager, uden at hun kunne forsvare sig.
Det skulle hun så dagen efter.
Men da jeg gik ud af det rum, så var en 26 år gammel kampesten i maven forsvundet.
Det var her, jeg fandt ud af, at der faktisk var hjælp at hente, både for mig selv, og så sandelig også for min mor.

Forløsningen

Ordet tilgivelse er et meget vigtigt ord i denne sag.
Man skal tilgive sin alkoholiker og ikke mindst tilgive sig selv.
Jeg tilgav min mor hundrede procent efter den konfrontation.
Det var ligesom om, at ved at alle uhyrlighederne blev sagt højt og i fremmedes påhør, så mistede de deres ondskab.
Hun fik et valg og et udgangspunkt for at blive et ordentligt menneske igen.
Det første hun gjorde, da hun kom hjem fra behandlingsstedet, var at hoppe direkte tilbage i flasken.
Hun fortalte mig senere, at det var det værste, hun nogensinde havde prøvet.
For nu var supportergruppen – os børn – der ikke mere til at rydde op, før hun kom hjem igen.
Hun prøvede for første gang at vågne op i sit eget lort – bogstaveligt talt.
Hun så, hvad hun selv havde skabt og blev bevidst om, hvorfor vi ikke kom.
Hun røg i vandet en gang til senere, men som 59-årig var hun ædru alkoholiker.
Jeg blev fuldstændig forløst i forholdet til min mor af at være med i familieterapien på afvænningscentret.
Der var ingen bad feelings tilbage, intet had tilbage.
Der var ikke noget, som jeg ikke havde fået sagt til hende.
Jeg har selvfølgelig altid elsket min mor, fordi hun var min mor.
Men nu kom jeg til at elske hende, fordi jeg lærte hende at kende på en ny måde, vel den rigtige måde.
Det år skete der noget, vi aldrig havde prøvet før.
Vi holdt en fantastisk jul sammen i min daværende kærestes sommerhus.
Aldrig havde jeg oplevet min mor så varm og glad.
Ja, vi var alle nærmest euforiske.
Hun var clean og på toppen, og et par uger efter holdt hun sin 60 års fødselsdag med hele familien samlet.
Nærmest en perfekt afslutning.

Mor døde

Min mor døde nemlig få uger efter.
Hun sad og talte med min mormor i telefonen, og bang, så døde hun!
Min ene bror og jeg var i USA, og jeg havde mødt en pige derovre, som lagde Tarot-kort for mig.
Hun sagde, at en nærtstående person snart ville gå væk fra mig.
Jeg smilede og troede bestemt, at det handlede om min kæreste.
Men to dage efter lå der en besked om, at jeg skulle ringe til min bror.
Jeg vækkede ham, men hurtigt fattet fortalte han mig, at mor var død!
Min mor fik en smuk begravelse, og jeg har siden tænkt på, at hvis vi ikke havde fået hende afvænnet, hvordan havde vi så tacklet hendes død?
Det var fantastisk, at vi havde oplevet hende ædru.
Men havde hun stadig været aktiv, så tror jeg bestemt, at vi ville have været i en helt anden situation.
Vi ville formentlig have været bitre, vrede og have haft et helt andet negativt syn på hende og os selv.
Det ville have taget os meget lang tid at komme os over hendes død.
På den måde det skete, var det som om, at vi nærmest nåede at slutte ringen.
På en lidt uforklarlig måde så endte det godt.

„Folks“ mening

Det har taget mig mange, mange år at lære at tage mig selv alvorligt.
Som menneske.
Jeg har aldrig troet på mig selv – jeg fik jo aldrig ros for noget som helst i min barndom.
Og arbejdsmæssigt, så er det først i de senere år, at jeg er begyndt at tro på, at jeg dur til noget.
Men det er rene tilfældigheder, som har ført mig til det job, som jeg har i dag.
Jeg har brugt utrolig meget energi på at tænke over, hvad folk mente om mig.
For jeg mente jo ikke, at jeg selv havde noget at byde på.
Og den der selvtilfredshed omkring at man er god nok ligegyldigt hvad – dén har jeg ikke fundet endnu.
Det er dog blevet bedre med årene, og jeg er på vej i den rigtige retning.
Mine barndomsoplevelser sidder stadig i mig, for jeg registrerer straks, når jeg møder en alkoholiker.
I mange år kunne jeg ikke holde ud at være i nærheden af dem.
Jeg følte afsky og blev nærmest fysisk dårlig.
Men for nylig var jeg offer for en slags test!
Sammen med nogle kolleger gik jeg på en bar på Christianshavn.
Det viste sig at være en rigtig alkoholikerbar.
Hele banden sad der.
Det føltes, som om jeg kom ind i løvens bur – det var forfærdeligt.
For det havde ikke noget med de tilstedeværende alkoholikere at gøre – det handlede om mig personligt.
En af mine kolleger begyndte nemlig at lave fis med gæsterne på baren.
Han gjorde grin med dem.
Ikke i ond mening, tror jeg, men han kendte jo ikke min historie.
Jeg gik straks derfra.
Dagen efter ringede jeg til ham og forklarede ham, hvorfor jeg gik.
Jeg havde nemlig taget alkoholikernes parti.
Vi var gået ind på deres territorium, og så kan man fanden galeme ikke tillade sig at gøre grin med dem.
De har valgt at drikke sig ihjel – det må de om, men det er for fejt at gøre grin med dem.
Det kunne jeg ikke have.
Jeg blev med denne oplevelse mindet om det store arbejde, der ligger i at få en alkoholiker gjort vedvarende ædru.
Jeg blev mindet om, at alkoholisme er en sygdom, som man skal have hjælp til at bekæmpe, og jeg blev mindet om alt det forfærdelige, som ligger bag et menneskes beslutning om at drikke sig væk fra virkeligheden.

Videre i livet

Jeg har lært mange ting af at have en mor, som var alkoholiker.
Som udgangspunkt tror jeg ikke, at man kan lave om på andre.
Men der kommer dage i livet, hvor det er nødvendigt, at man giver andre et ordentligt lods bag i, som fx i dette tilfælde med min mor.
Det var ikke os børn, der gjorde vores mor ædru.
Det var hende selv.
Men vores skub var selvfølgelig afgørende.
Men endnu vigtigere: Så har jeg lært, via det ophold jeg havde på min mors afvænningscenter, at jeg med en god portion mod kan lave om på mig selv.

Nicolais livsfortælling er fra bogen: Børn af alkoholikere.
Udgivet af: Kroghs Forlag A/S