Alkoholisme tæt inde på livet

Ædru er jeg heldigvis, og har været det i 6 år. Min historie er faktisk meget lang, jf. at jeg har drukket i samlet 35 år af mit liv, men jeg skal prøve at fatte mig så meget i korthed som muligt, uden at det kommer til at gå ud over helheden.

Jeg er enebarn, desværre. Voksede op i et godt hjem, hvor der i mange år skete mangt og meget, også på den sociale og selskabelige front. Begge mine forældre havde arbejde som var meget udadvendt, og da vi boede i et mindre købstadsmiljø i provinsen - hvor alle kendte alle - havde de en stor omgangskreds.
Der var meget foreningsliv, både på den sportslige front, og med bestyrelsesarbejde. Og der var stort set også alkohol på bordet i forbindelse med selskabelige sammenkomster, og tit også til mere dagligt brug.

I min fars familie er der ingen kendte fortilfælde af alkoholisme, mens det ikke kan siges tilsvarende om min mors. Begge hendes brødre døde alt for tidligt, direkte af alkoholrelaterede sygdomme. Især den ene af min mors brødre fik børn der for et par drenges vedkommende også udviklede sig.

Ungdom med alkohol

Jeg stiftede selv bekendtskab med alkohol i de seneste skoleår. Det var typisk når vi skulle på tur med skolen i mellem- og realskolen, at vi drenge kappedes om at have "noget" med. Dette "noget" kunne vi ikke købe selv den gang, så vi måtte snige os til at lette forældrenes barskab for nogle sjatter gennem et stykke tid, inden vi skulle på tur. Som det kan tænkes, blev det nogle hidsige coctails vi fik mikset, inden vi fik fyldt en tom flaske.

Jeg husker en gang, at min mor opdagede mit forehavende inden en tur, hvor jeg havde samlet alverdens sjatter i en tom Samarin-flaske som var egnet til formålet, da den havde skruelåg. I første omgang blev jeg truet med udelukkelse fra turen, men det ville jeg slet ikke have kunnet bære. Jeg fik så lov til at tage med, men dalede noget i de andres agtelse, da jeg ikke havde "noget" med.

Til min konfirmation blev jeg selvfølgelig indviet, og fik lov til at smage og skåle i fuld offentlighed. Under behørige formaninger, forstås ... Dels havde jeg fået smag for alkohol og den rus og følelse af frihed det gav mig allerede den gang, og da jeg efter realeksamen skrev kontrakt med forsvaret om at få en uddannelse, og kom i uniform, var der pludselig ingen grænser for hvor jeg kunne komme ind, og hvad jeg kunne købe.
Og jeg mødte hurtigt "ligesindede", der som jeg godt kunne lide en lille een, og som også kunne tåle det, og da vi var stationeret i nærheden af hovedstaden, brugte vi meget tid og mange penge på at udforske den. Vi blev hurtigt stamgæster på mange værtshuse, og udviklede snart et ret bestemt mønster i forbindelse med en bytur.
Vi startede gerne hos den lokale købmand, hvor vi kunne handle ved bagdøren efter lukketid. Sådan en 4-6 pilsnere kunne vi slynge ned i løbet af et kvarters tid, ganske bevidst, for at opnå en hurtig virkning. Så hoppede vi på den næste bus, og kørte til nærmeste S-togs station. I S-toget begyndte pilsnerne at gøre deres virkning ganske pludseligt, og så havde vi gerne "en kylling" i inderlommen til at spæde den op med.
Når vi ankom til Hovedbanegården gik vi direkte ned i Istedgade, hvor et af vore stamværtshuse lå. Den gang kostede en øl eller en snaps 1,70 kr., det var tider! Men selvfølgelig var lønnen også tilsvarende.

Når vi så havde drukket os i passende stemning til en billig penge, gik vi gerne på Strøget og besøgte nogle af de lidt mere mondæne steder, hvor de våde varer var væsentligt dyrere. Men da vi havde rusen med hjemmefra, så at sige, kunne vi så nøjes med at holde den gående. Det endte som regel med at vi blev hængende så længe, at sidste bus og S-tog var kørt.
Så var vi nødt til at gå på natklub, som havde åbent til kl. 5, og derefter på morgenværtshus, indtil vi kunne komme tilbage til kasernen.

På den måde lærte jeg Nyhavn at kende, ganske indgående endda. Det var i starten af 60'erne, hvor Nyhavn var ludere, lommetyve og masser af drankere, fulde svenskere og hvad ved jeg. Første morgenbus og tog til kasernen og på job kl. 8, uden nattesøvn. Hele frokostpausen gik med at sove, og også gerne et par timer efter endt arbejdstid, inden turen gik mod købmanden og byen igen. Jeg skal lige understrege, at der ikke kunne købes spiritus på kasernen den gang. Sådan kunne både 3, 4 og 5 dage i ugen forløbe, og når jeg så kom hjem til mine forældre i weekenden, gik tiden med at spise, sove og gå i byen lokalt.
Det var noget af et ensformigt liv, og jeg kunne kun klare det da jeg kunne bære en brandert, som man siger.

Jeg havde aldrig tømmermænd, og der skulle eventyrligt meget til at jeg blev synligt beruset. At jeg allerede den gang var godt på vej til at blive alkoholiker, tænkte jeg selvfølgelig ikke over. Jeg var jo bare sej, at jeg kunne drikke så meget, hvor andre jævnaldrende måtte give op. Og så endda passe mit job.

Kærlighedslivet

Jeg mødte selvfølgelig en pige, som jeg blev forlovet med. Mødte en anden, og slog op med den forrige, der viste sig at være gravid. Det blev min datter, som er født i 1965, kort efter at jeg selv fyldte 21. Sådan at få et barn uden for ægteskab var den gang ikke særligt flatterende, og min mor gjorde i mange år alt for at skjule det for omverdenen. For det var jo en stor skam, jeg havde bragt over familien.

Jeg blev gift med "nr. 2", et ægteskab der kun varede i 9 måneder, og som var barnløst. Hendes mor var alkoholiker, hvilket jeg ikke tænkte så meget over den gang, men senere godt kunne se adfærden. Min kone havde 2 søskende, og de 3 piger havde hver sin far!

Så mødte jeg en ny pige, som hurtigt blev gravid, og jeg blev skilt fra den forrige p.g.a. reglen om utroskab i separationsperioden. Jeg var stadig i forsvaret, og drak fortsat, hvilket der for øvrigt var mange der gjorde.
Jeg havde færdiggjort min uddannelse, og havde endda været på sergentskole, var velanskreven, og tjente efter datidens forhold godt. Resultatet af det ægteskab blev min søn, som er født i 1967.

På grund af mit drikkeri, og nogle ret uheldige dispositioner fra min side, ville min søns mor så skilles i 1970, hvilket vi blev. Jeg bevarede kontakten til min søn, som jeg havde hver anden weekend, mens jeg kun havde set min datter et par gange. Jeg drak videre, holdt op med forsvaret og fandt andet arbejde. Levede nogle år som single, men fandt så selvfølgelig endnu en pige - på trods af mine beslutninger om at det nu skulle være slut.
På den måde blev jeg stedfar til 2 børn, blev gift, købte hus og levede fortsat livet med at drikke rigeligt, men ikke mere end jeg kunne styre det. Syntes jeg!

Drikkeriet tog til

Det blev dog værre og værre, jeg nåede til det punkt hvor tolerancen begyndte at falde igen, så jeg stort set ikke tålte noget som helst. Men forud var gået en del år, hvor jeg havde et dagligt forbrug på 35-40 genstande. Jeg var rigtig alkoholiker, kunne vågne midt om natten med gevaldige hedeture, og masser af abstinenser. Og måtte selvfølgelig stå op og have noget at drikke.

Jeg fik mavesår, åreknuder i spiserøret, led meget af podagra, var tit uheldig med at komme til skade o.s.v., en situation der selvfølgelig ikke var særlig rar for familien.

Jeg skiftede på et tidspunkt job, så jeg fik ca. 100 km. til arbejde, og i den værste periode måtte jeg have 5-6 genstande om morgenen inden jeg var i stand til at sætte mig ud i bilen og køre på job. Det lyder forrykt, men sådan var det. Jeg rystede sådan på hænderne, at jeg ikke kunne skænke snaps op i et glas tidligt om morgenen, uden at det rendte hen ad køkkenbordet. Ergo måtte jeg drikke af flasken, som jeg holdt med begge hænder. Måtte straks ud på toilettet og kaste det hele op igen, sådan en 2-3 gange, inden det endelig blev dernede.

Så, i løbet af ½ times tid, blev jeg "kampklar" igen, kunne drikke en snaps og en øl, starte bilen, og køre. Med en øl mellem knæene. Den rakte passende, til jeg nåede en bestemt tankstation på vejen, hvor jeg "tankede" et par elefanter og et par små Gl. Dansk. I den overbevisning, at det ene sæt var til hjemturen, men sådan gik det efterhånden sjældent.

Når jeg så mødte på jobbet, stank jeg selvfølgelig som et helt værtshus. Hvis der var nogen der sagde noget, havde jeg altid en forklaring eller undskyldning parat. Jeg gik både i kantinen og på værtshus i frokostpausen, og det blev til mange fyraftensbajere, inden jeg satte mig ud i bilen og kørte hjem, igen med en øl mellem knæene.
Når jeg kom hjem, drak jeg videre, og gerne 1 liter papvin til aftensmaden. Efter TV-avisen var jeg gerne så træt af dagens møje og besvær, at jeg måtte gå i seng. Og næste nat/morgen startede hele cyklussen igen, det var enerverende.

Ultimatummet

I 1990 blev jeg taget "på hjul" med en promille på 1,81 og fik en bøde på 10.000 kr., og frakendt kørekortet i 2 år. Jeg fandt ud af, at man jo ikke nødvendigvis behøver at have et kørekort for at kunne køre bil, så jeg fortsatte med både at køre, og at drikke. Jeg var dybt afhængig.

På et tidspunkt sidst i 1991 blev det så min kone for meget. Jeg havde været på antabus i nogle perioder, men det tager som bekendt ikke drikketrangen, og desuden havde jeg held til at drikke mig igennem virkningerne. Men min kone havde undersøgt mulighederne, og fået mig indskrevet på en behandlingsinstitution.

Jeg slog mig selvfølgelig i tøjret, men der var ingen pardon: Enten tog jeg af sted, eller hun flyttede. Det hele var klappet og klart. Og mit arbejde, som jeg selv måtte kontakte, hvilket jeg i øvrigt altid har måttet gøre, både når jeg var "syg", eller der var noget andet. Arbejdsgiveren var dog yderst forstående, så det var ikke noget problem.

Jeg var i behandling i 4 uger, og det meste af familien deltog i den såkaldte familieuge. Jeg var en flink og "dygtig" patient/elev, som hurtigt tilpassede mig, og som selvfølgelig var verdensmester. Så mig havde de ingen problemer med, og var sikre på at jeg sagtens skulle klare mig, da jeg blev udskrevet. Jeg vendte tilbage til jobbet, og alt var fryd og gammen.

Behandlingen holdt mig tørlagt i 4 år, men jeg blev desværre ikke rigtigt ædru. Jeg tror bagefter at det hang sammen med, at jeg inderst inde ikke selv havde ønsket at komme i behandling, jeg havde altså ikke nået min personlige bund. I mellemtiden var jeg avanceret, men begyndte så at drikke igen, kort sagt, jeg tog nogle gevaldige tilbagefald.

Det blev min kone for meget, og jeg blev sat stolen for døren, og måtte flytte. Heldigvis kunne jeg indse det fornuftige i det den gang, og ellers var jeg heller aldrig blevet ædru, selv om det tog sin tid.

Jeg fik et ultimatum fra jobbet, behandling NU eller forsvind! Jeg valgte behandlingen (selvfølgelig), og "bestod" endnu en gang. Gik glat igennem, så at sige, jeg kunne jo det hele i forvejen. Men heller ikke denne gang lykkedes det, jeg var jo frivilligt tvunget, og ønskede det i bund og grund ikke selv. Nye tilbagefald, og fyring.

Skruen uden ende

Min far var død i min tørlagte periode, min datter så jeg ikke meget til siden midt i 80'erne, og min søn var noget loren over for mig. Hans svigerfar er også alkoholiker, og så længe jeg drak var jeg ikke velkommen. De kunne ikke klare flere alkoholikere.

Jeg tog nogle ordentlige ture, røg til afrusning ved gode AA-venners hjælp et par gange. Den ene gang var promillen over 4, så man turde egentlig ikke tage ansvar for mig det pågældende sted, og kun fordi mine venner slog i bordet blev jeg indlagt.
Jeg prøvede at ryge i detentionen er par gange, fordi jeg faldt om på gaden eller på et værtshus, totalt bevidstløs. Når jeg vågnede op og blev lukket ud, gik jeg på nærmeste værtshus og fortsatte. Det var skruen uden ende, og jeg var ved at nå bunden.
Jeg smadrede min egen, og et par andre biler, med en promille på over 3, og fik i den anledning frakendt kørekortet i 5 år, og valgte dertil en behandlingsdom.

Så begyndte jeg langsomt at forsøge at få kontakt med mit indre jeg, og livet, igen. Jeg gik til samtaleterapi hos min læge, samtidig med at jeg fik Antabus. Jeg gik til at hav af AA-møder, alt imens jeg drak ind imellem. Tog jævnligt på ferie i udlandet, hvor jeg brugte det meste af tiden til at drikke, langt væk fra alle der ellers kendte mig.

En gang gik det galt: Jeg fik en kæmpe depression, og ville ikke hjem. Jeg isolerede mig på et fjernt hotel, og drak intenst i 14 dage, uden fast føde eller personlig soignering. Jeg var til sidst så langt ude, at jeg forsøgte at tage mit liv med en plasticpose over hovedet.
Jeg ville gerne dø, jeg kunne ikke overskue noget som helst, og duede ikke. Der var ingen der anede, hvor jeg var henne, og jeg blev efterlyst gennem politiet. Men forsøget mislykkedes heldigvis, jeg kom hjem, blev behandlet for min depression, blev langsomt ædru, og vendte tilbage til livet.
Jeg fik job, og generhvervede kørekortet før tid jf. de regler der er på området, fik bil og en normal tilværelse.

I dag er dagligdagen en glæde og fornøjelse

I dag har jeg det godt. Jeg har det allerbedste forhold til mine børn, svigerbørn og børnebørn (som er kommet til), og til min familie og rigtige venner i øvrigt. Endda min seneste eks-kone, som bor ikke så langt fra mig. Vi er verdens bedste venner, ses jævnligt, at har endda været på ferie sammen et par gange.
Så uanset hvor langt nede jeg har været (og det er sgu langt skal jeg hilse og sige), står jeg i dag som et lysende eksempel på at det kan lade sig gøre at blive ædru.

Jeg kan ikke pege direkte på noget i behandlingen og sige at det var det, der gjorde mig ædru. Indimellem har jeg også været hos psykolog, samt på et værested. Men jeg er rimeligt sikker på, at det primært er mine 2 behandlinger, kombineret med min utrættelige gang i AA der har været primus motor i forløbet. I behandlingerne lærte jeg hvad alkohol er, og hvad der gør ved den menneskelige psyke, organer o.s.v., en nyttig viden når man skal i gang med sin personlige rehabilitering. Og i AA har jeg fået forslag til nogle ganske enkle leveregler, som gør at jeg har fået, og fortsat får, det bedre.

Jeg er nået til et punkt i mit liv hvor jeg har sindsro, vilje og villighed til at acceptere mig selv på godt og ondt. Jeg føler ikke skyld eller skam over at være alkoholiker, eller over det jeg har gjort i alle de år jeg har drukket. Jeg har fået evnen til at tilgive mig selv. Ikke at der er tale om ansvarsforflygtigelse, jeg står ved hvad jeg har forårsaget, jeg har taget min straf for det der har været strafbart, og herunder sagt undskyld til de mennesker jeg har såret.

Jeg er kommet videre, og min dagligdag er en glæde og en fornøjelse. Jeg er ikke nervøs eller bange for noget, jeg tager det som det kommer. Og kan jeg ikke klare det selv, er jeg ikke længere bange for at bede om hjælp. Jeg troede, at jeg kunne klare at blive ædru uden hjælp, jeg var jo en pokkers karl. Men det kunne jeg ikke.

Jeg er taknemmelig for den hjælp jeg har fået, og jeg prøver selv på at hjælpe andre.
Min historie kunne helt sikkert have været meget længere, men jeg mener at have fået det mest interessante med.

Kærlig hilsen Jørn - ædru alkoholiker og AA'er