Farvel til min flydende følgesvend

Da jeg var 22 flyttede jeg til min egen lejlighed på Frederiksberg.
Det var indgangen til det selvstændige ungdoms liv, jeg hungrede efter.
Nu kunne jeg være herre i eget hus.
Jeg kommer dog ikke til at være alene i den toværelseslejlighed, for jeg tager et kærlighedsforhold til alkohol med mig.

At alkoholen kommer til at få så stor magt, får jeg allerede en fornemmelse af, da jeg får min alkoholdebut som teenager.
Det er følelsen af at være ovenpå, sikker og at turde åbne sig op over for andre, der får mig til at se alkoholen som et mirakelmiddel.
De dårlige situationer bliver bedre, når jeg drikker, og de gode situationer endnu bedre.
Hvorfor skulle jeg lade være?
Der var ingen grund til at ikke at drikke.

Senere begynder jeg at læse filosofi og historie på universitetet, hvor jeg hurtigt finder sig godt til rette. Glæden ved alkohol hos mine nye venner er helt i sync med de værdier, jeg selv har fået fra ungdomsårene.
Jeg søgte hen imod et fællesskab, hvor folk ikke var typerne, som tog hjem klokken elleve om aftenen, fordi de skulle noget den næste dag.
Det var folk, som var helt klar på at drikke.
Vi tog på sene by ture, men sad også bare derhjemme, fordi vi så kunne få så meget alkohol som muligt indenbords, så billigt som muligt.

Ingen bemærkede det som et problem

Der stilles aldrig spørgsmål ved alkoholforbruget, når vi mødes.
Det var sgu langt mærkeligere, hvis jeg ikke drak, når vi var sammen.
Da jeg efterfølgende erkendte over for mine venner, at jeg havde et alkoholproblem, kom det som en stor overraskelse for dem.

Stille og roligt stiger min trang til alkohol.
Og fysisk vænner jeg mig til de store mængder og skal drikke mere for at opnå den samme beruselse som tidligere.
Jeg sætter derfor forbruget op.
Tre halv liters Master Brew-øl, en flaske rødvin eller en halv flaske sprut skylles nemt ned en helt almindelig hverdagsaften.
Ofte i selskab med andre i begyndelsen.
 Men oftere bare for mig selv.
Allerede på det tidspunkt vidste jeg godt, at det var skadeligt at drikke hver dag, men det valgte jeg ikke at tænke over.
Jeg kunne sagtens slå de ting hen, der ville være grimt for udenforstående at være vidne til.

Jeg scorer stadig 10- og 12-taller på stribe på universitetet, ser stadig vennerne og nyder godt af alkoholens hyggesider med dem i weekenden.
Men de allernærmeste får ikke at vide, at jeg drikker mere og mere.

Jeg fik rysteture, når jeg ikke drak

Langsomt begynder jeg at tage tidligere hjem fra festerne.
Ikke for at sove, men for at drikke i lejligheden, hvor jeg vælger at isolere sig.
Og så er der alle abstinenserne.
Nogle nætter sov jeg tre timer for så at stå op, drikke noget sprut og derefter lægge mig til at sove igen.
Til sidst vælger jeg at spørge min læge til råds.

Den 25. juni 2013 er dagen jeg beslutter mig at sige endegyldigt farvel til min flydende følgesvend.
Beslutningen kommer efter 65 dage med druk i streg – altså lige undtagen et par dage omkring en eksamen, hvor jeg får karakteren 10.
Jeg havde på et par måneder ødelagt adskillige relationer og lå bare svedig i min seng.
Min seng var fyldt med bræk og andre kropsvæsker, og der var pis i rødvinsflasker.
Det var den mest lortede situation, jeg nogensinde har stået i.
Men når jeg kigger tilbage, så er det det bedste, der nogensinde er sket for mig.
For jeg fandt jeg ud af, at mit alkoholmisbrug ville tage livet af mig, hvis jeg fortsatte.

Derfor lever jeg i dag et liv uden alkohol.
Selvom det har været hårdt, og trangen til at drikke igen har været stor, vil jeg aldrig bytte det liv, jeg har nu, ud med det liv, jeg levede tidligere.
Det er jo fedt at blive rost af ens nærmeste, fordi jeg har taget fat i problemet og gjort noget ved det. Og så føler jeg, at folk bedre kan lide mig i dag end dengang.
Det er fedt at vide, at andre har det godt i mit selskab.