Mike skriver digte om dengang han drak: ”Det er min måde at få mine tanker og følelser ud”

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund

Telefonen ringede og vækkede Mike op ad formiddagen. Det var hans mor i den anden ende af røret. De skulle fejre hans lillebrors fødselsdag.

- ”Er du okay? Er du på vej?” spurgte hun.

Mike lå i sin seng med buldrende tømmermænd efter endnu en aften i byen, men sagde, at han var blevet syg.

- Hun vidste jo godt, at det var løgn. Det er en forfærdelig følelse at skuffe min lillebror og min mor. Jeg følte, at jeg skuffede hele min familie. Og det skete nogle gange. Når jeg tænker på det i dag, har jeg det stadig virkelig dårligt over det. Det irriterer mig, at det ikke var et wake-up call for mig, siger Mike.

Den dag for fem år siden sov han bare videre. Men han har nu været ædru i lidt over ni måneder, og prioriterer sine familie højere end nogensinde før. 

Erindringerne fra den tid, hvor Mike drak, har han skrevet om i sin digtsamling ”Kan jeg be’ om regningen?”, som blev til, mens han var i behandling.

En sjov tid, jeg ikke husker

I et af digtene skriver han om de ungdomsår, han brugte på at tage i byen i Gothersgade:

”Lugten af en dårlig tid

En sjov tid.

En tid, du ikke kan huske,

En tid, du aldrig glemmer.”

- Dengang forbandt jeg det med noget socialt at drikke. Jeg kan tænke tilbage på det i dag og tænke; Hvad lavede jeg egentlig? Det er jo tragikomisk.

Da Mike begyndte at drikke alene, gik det langsomt op for ham, at der måske var noget galt. Han husker tydeligt en aften, hvor han drak med sin ven, og da vennen fik i seng, sagde han, at Mike bare kunne drikke videre selv. 

- Jeg sad alene og drak direkte af flasken, jeg hældte det ikke engang op i et glas. Til sidst endte jeg med at sidde med benene udover altanen på 2. sal i lejligheden. Dér slog det mig, det er ikke godt det her. Jeg kunne knap nok gå og bagefter faldt jeg i søvn på sofaen med en følelse af, at jeg havde et problem, siger han.

Min ven sagde stop

Da corona lukkede samfundet ned, blev det en ny normal, at Mike drak alene derhjemme. Og hans ven, som han boede sammen med på det tidspunkt, kunne til sidst ikke være vidne til det længere.

- Han tog fat i mig og sagde ”Du bliver nødt til at søge behandling, ellers kan du ikke blive boende”. Jeg tænkte først, at så slemt var det heller ikke, men så gik der lidt tid, og jeg begyndte at tænke, hvis jeg ikke gør noget nu, hvor ender jeg så?

Mike tog alkoholtesten på Alkolinjens hjemmeside, og efter han havde tastet ind, hvor meget og hvordan han drak, så kom resultatet. Han fik den højeste score i det røde felt.

- Jeg vidste det jo godt inderst inde. Og så ringede jeg til den nærmeste alkoholbehandling. Det var virkelig svært at sige det højt i telefonen. Det var første gang, jeg i helt ædru tilstand erkendte mit problem med alkohol.

Konfronteret med sine følelser

Det overraskede Mike, hvor godt han blev modtaget i behandlingen.

- Da jeg kom første dag, blev jeg mødt med åbne arme. De vidste godt, at jeg kom ind og var sårbar. Min behandler kom langsomt ind på det svære, men begyndte ikke med det. Det kunne jeg godt lide. Det var rart, fordi det var svært at åbne op i starten.

Da de kom ind til kernen af problemet, var det klart for Mike, at det handlede om, han havde mistet sin far i en ung alder.

- Min far døde, da jeg var 17 år, og vi bisatte ham på min 18-års fødselsdag. Hverken mig eller min bror fik noget hjælp. I de første år efter var jeg i chok, men senere kunne det ramme mig, at jeg ikke havde nogen far. Når den slags tanker begyndte at køre, så drak jeg mere og mere.

Når Mike tænker tilbage, så var det netop efter dødsfaldet, at hans alkoholforbrug eskalerede.

- Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er at tage fat på, hvad ligger bag et alkoholproblem. Spørge sig selv, hvorfor man drikker, som man gør. For så er der en følelse, som man skal inde og arbejde med, siger han.

Skriver digte for at hjælpe sig selv og andre

Mike har været i alkoholbehandling to gange, og anden gang besluttede han sig for, at han slet ikke skulle drikke igen. For det fungerede ikke for ham at drikke mindre og kontrollere det. Gang på gang gik det galt, og hans venner og ekskæreste ville ikke have, at han behandlede sig selv på den måde. 

På trods af, at han er færdig i behandling og er ædru nu, så ved han også, at han langt fra er færdig med at forholde sig til sit alkoholproblem:

- Jeg skal blive ved med at arbejde med mig selv og min trang til at drikke. Det er ikke fordi man bare går i behandling, og så er det fikset. Det handler om den måde jeg tænker og taler om det på.

For ham er det især dét at skrive, som hjælper. Det gjorde han både før, under og nu efter sit behandlingsforløb. 

- Det har hjulpet mig at skrive om det. Jeg skriver stadig hver dag, fordi det er min måde at få mine tanker og følelser ud. Jeg håber, at digtsamlingen kan skabe ringe i vandet hos andre, som kan genkende de samme ting, og måske bliver motiveret til at søge hjælp.

Nu er han i gang med sin uddannelse til specialpædagog, og vil gerne arbejde indenfor behandling på et tidspunkt. Han ønsker at gøre en forskel, fordi han ved, hvor svært det kan være:

- Til andre, der gennemgår det samme, som jeg har gjort, vil jeg gerne sige; Du er ikke alene. Vi er mange i samme båd. Selverkendelse er første skridt. Du skal først erkende dit problem før du kan arbejde med det – og du skal gøre det for din egen skyld.