Simone-bak

”Julen minder mig om alt det, jeg ikke har”

Pårørende
Kvinde
25-34 år
For 25-årige Simone Bak vækker julen dårlige minder om sin far, der døde for fire år siden som følge af alkoholproblemer. Hun prøver at gøre juleaften til en almindelig dag for at komme igennem det.

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist

Allerede en måned før jul begynder 25-årige Simone Bak at frygte højtiden og alle de følelser, som det sætter i gang hos hende. Når hun tænker tilbage på sin far og deres juleaftener sammen, før han døde, føles han næsten som en anden person for hende:

- De sidste juleaftener jeg holdt med min far, var meget mærkelige, fordi han ikke havde penge til det. Til juleaften da jeg var 16 år gammel, gav han mig et uldtæppe. Og jeg kan bare stadig huske den følelse så tydeligt. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle stille op med det.  Jeg følte slet ikke, at han kendte mig, eller at jeg kendte ham længere, siger Simone Bak.

Da hun prøver at genkalde sig den aften, står alt andet sløret for hende, fordi hun har prøvet at glemme oplevelsen og mindet om den side af sin far. Kun følelsen af at være til stede i det, har hun i behold.

- Jeg kan slet ikke huske, om han drak de juleaftener, for jeg havde meget travlt med bare at komme igennem det. Det var så anstrengt og ubehageligt at være i, fordi han prøvede at være en god far, men det var mere som om, at det var en fremmede mand, der prøvede at være en far for mig, siger hun.

Hendes forældre blev skilt i slutningen af folkeskolen, hvorefter hun skiftevis holdt jul sammen med enten hendes mor eller far. Det var også her efter skilsmissen, at hendes far begyndte at drikke mere, når han var alene.

Farens død førte både til lettelse og savn

For fire år siden, da Simones far døde efter et intensivt alkoholforbrug gennem flere år, ramte sorgen forsinket, fordi hun til at starte med fik en ro i kroppen over ikke længere at skulle bekymre sig for ham.

- Jeg blev ked af det, men jeg havde samtidig svært ved at forholde mig til det, for det var også en lettelse for mig. Jeg kan huske, at nogle måneder efter han døde havde jeg en følelse af, at jeg var lykkelig for første gang. Men så gik der et par måneder, og så ramlede det hele for mig, siger Simone Bak.

Ved juletid kommer de modsatrettede følelser ekstra tydeligt frem hos hende, og i dag har hun mest af alt lyst til at droppe julen.

- Jeg har ikke været glad for jul de sidste mange år, fordi savnet til min far er begyndt at fylde mere. Og det minder mig om, de traditioner vi havde sammen, da jeg var barn, og før han drak, som heller ikke er her længere. Derfor siger juleaften mig ingenting, og jeg vil egentlig hellere noget andet end at holde juleaften, siger hun.

Følelserne bliver forstærket gennem december, fordi hun kommer til at sammenligne sig med sin kærestes eller venners familier, hvor hun kan se, at de har en masse faste traditioner, som hun ikke har.

Juleaften er blot en helt almindelig aften

Gennem de sidste par år har Simone til gengæld fundet sine egne traditioner, som gør det nemmere for hende at komme igennem julen. Hun holder nu hvert år julehygge med nogle venner i december, og så er hun begyndt at gøre lidt ekstra ud af det med julesweatre og julesokker, fordi så er julen forbundet med noget andet for hende. Derudover har Simone gjort det til sin egen tradition at arbejde på selve juleaftenen. I år tager hun en vagt om formiddagen i det træningscenter, hvor hun arbejder.

Simone-bak

- Så kommer jeg ud blandt andre mennesker, og der er mange, der er i god stemning. Så det er hyggeligt at få noget af andres julestemning på dagen, siger hun.

En anden gevinst for Simone ved at arbejde på juleaftensdag er, at det starter som en normal dag, og på den måde kan hun tage det hele mere stille og roligt, fortæller hun:

- Jeg prøver at se det som en almindelig hyggelig aften, og så prøver jeg at holde det til det.

Og de små tiltag gennem årene betaler sig for Simone, der langsomt synes, at juletiden ikke er ligeså svær at komme igennem, som den har været.

- Jeg er nået til et punkt nu, hvor det er begyndt at hjælpe mig at gøre de her ting, og der er ikke helt det samme ubehag omkring julen hos mig længere, siger Simone Bak