Maj-Brits værste frygt var at se sin far fuld
Af Tanja Hartmann, Journalist, Alkohol & Samfund
Den i dag 43-årige Maj-Brit Kjellstrøm Gade er vokset op i et hjem, hvor der var en laissez faire holdning til alkohol. Hendes forældre festede ofte i weekender, men kunne også åbne en flaske vin en hverdagsaften med deres venner.
- Lige fra jeg var 2 år, tog mine forældre mig med til fester, hvor de drak og blev beruset. Det skete ret ofte, og det var enormt utrygt som barn, at jeg kunne se i mine forældres øjne, at de ændrede sig, når der kom alkohol indenbords.
Maj-Brits mor blev sjældent fuld, men det var en helt anden sag med hendes far. Når den første øl blev knappet op, havde han svært ved at holde igen.
- Min far kunne ikke styre det. Det blev langsomt en hverdagsting. Han arbejdede som rørlægger, hvor han begyndte at drikke en fyraftensøl ved hver kunde. Det kunne hurtigt blive fire til seks øl på sådan en arbejdsdag. Det blev normalen, at han var beruset, når han kom hjem. Det skabte en utryghed, da jeg aldrig vidste, hvilket humør min far var i, når han trådte ind ad døren.
Måtte tilgodese forældrenes behov
Fra Maj-Brit var 9 år gammel måtte hun hjælpe sin far, når alkoholprocenterne tog over.
- Min mor var passiv og kommenterede ikke hans druk, så jeg var ofte den, der tog mig af ham. Jeg lagde ham i seng, tørrede opkast op efter ham, og så måtte jeg tit afværge konflikter, som han opsøgte, når han var beruset. Jeg var bekymret og følte mig ansvarlig for ham.
Maj-Brit måtte være den voksne og tage sig af de konflikter, der udspillede sig i hjemmet.
- Hver gang min far var fuld, kom han i skænderier med min mor. Herefter blev det mit job at lege ægteskabsrådgiver for dem. Først skulle jeg lytte til den ene og så den anden. Jeg agerede den ansvarlige voksen, mens de var teenagebørnene, fortæller hun og fortsætter:
- Det har været svært at komme ud af den rolle. Jeg tilgodeså altid mine forældres behov og eksisterede egentlig kun, når jeg var noget for dem. Men der var ingen, der tog sig af mig og mine behov.
Tog et skridt tilbage
Da Maj-Brit fyldte 19 år, fik hun nok af det kaos, der var i hjemmet, og derfor valgte hun at flytte sammen med sin kæreste, der i dag er hendes mand. Men det var først, da hun ventede sit første barn, at hun for alvor sagde fra over for sin far og hans druk.
- Jeg var nødt til at lægge ansvaret for min far fra mig, da jeg ventede mit barn. Nu var det min søn, som jeg skulle være der for, og det blev min prioritet. Derudover gav jeg min far et ultimatum. Jeg sagde til ham, at hvis han skulle se sit barnebarn, så skulle han ikke drikke sig fuld, for ellers ville han ikke se os igen.
Maj-Brits far forstod alvoren og har aldrig drukket foran hendes tre børn eller mødt fuld op. Men selvom faren lader alkoholen blive hjemme, passer Maj-Brit stadig på sig selv og sine børn.
- Når jeg ser min far og mor, er det med paraderne oppe. Jeg er blevet bevidst om, at jeg skal passe på mig selv, så jeg kan være i det og være der for mine børn.
Åbnede op om sin opvækst
Maj-Brit har altid haft en stærk loyalitetsfølelse over for sin far, og derfor tog det hende 28 år, før hun turde tale om sin opvækst med alkohol i familien. Det skete, da hun blev indlagt med et psykisk sammenbrud.
- Jeg har aldrig lært at tage mig af mine følelser, så jeg har altid gemt på følelserne. Men da jeg blev indlagt, åbnede jeg for første gang op om min fars alkoholproblem. Jeg følte, at jeg forrådte mine forældre ved at snakke om det. Men jeg kunne ikke holde det inde længere.
Noget tid efter sin indlæggelse startede Maj-Brit i gruppebehandling på Middelfarts Psykiatriske Sygehus. Her lærte hun, at hun også skal huske at tage vare på sig selv.
- Det har været utroligt lærerigt for mig, da jeg gennem forløbet opdagede, at jeg sagtens kunne lytte til andres problemer, uden at jeg behøvede at tage mig af dem. Jeg begyndte i stedet at arbejde med mine egne.
Selvom Maj-Brit i dag er kommet langt i processen, kæmper hun stadig med følelsen af, om hun nu gør det godt nok. Hun har fået stillet diagnosen ’tvangspræget omsorgsperson’, hvilket er en lidelse, der gør, at hun giver meget af sig selv til andre.
- Jeg bøvler stadig med tanken om, om jeg nu fortjener at have det godt. Jeg får nogle gange følelsen af, at jeg ikke kan være noget for andre, hvis jeg gør noget for mig selv.
Hjælper andre i dag
I dag har Maj-Brit formået at vende sin svaghed til en styrke, hvor hun bruger sit omsorgsgen til at hjælpe unge med angst.
- Jeg er god til at analysere folk, forstå dem og sætte mig ind i, hvad de har med sig. Den side af mig selv bruger jeg i dag til at hjælpe unge med angst. Jeg vil gerne vise de unge, at der faktisk er en voksen, der ser dem. Noget jeg selv manglede i min opvækst. Og så er det er en sejr, at jeg er kommet dertil, hvor jeg kan hjælpe andre uden at tage deres problemer med hjem.
Der er også en særlig ting, som Maj-Brit har lært som pårørende, og det er, at man aldrig skal gå alene med sine oplevelser og følelser. Derfor giver hun et godt råd med på vejen til andre, der har alkoholproblematikker inde på livet.
- Åben op og prøv at sige det højt til en, du stoler på. Men husk at gør det på en måde, hvor du selv kan være i det. Og hvis der er én, der åbner op til dig, så sørg for at lytte og stol på personens ord.