Mads Hansen

Mads drak for sidste gang til julefrokost for fem år siden: ”Jeg ville passe på mig selv og min familie”

Alkoholproblemer
Mand
35-44 år
39-årige Mads Hansen besluttede sig for ikke at drikke alkohol længere for fem år siden efter en julefrokost. Han ville gerne blive en mere nærværende familiefar overfor sin kone og to børn, som han i dag er blevet knyttet tættere til end nogensinde.

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund 

- Jeg skal nok prøve at styre mig den her gang. Det lover jeg. 

Dét var nogle af de sidste ord, som Mads Hansen sagde til sin kone, da han var på vej ud ad døren til julefrokost med arbejdet for fem år siden. 

Men inderst inde vidste han godt, at han ville have svært ved at holde sit løfte, når først han var sammen med sine kollegaer og der kom snaps på bordet.  

- Jeg kunne jo ikke styre mig, og det skulle helst være så stærkt som muligt, så jeg kunne blive påvirket. I løbet af aftenen blev jeg mere og mere fuld, og til sidst dansede vi på bordene og tog videre i byen, siger Mads. 

Hele aftenen står ikke tydeligt frem i hukommelsen for ham, men af hvad han husker, så fortryder han den måde han opførte sig på, især overfor sin kone, der ventede derhjemme: 

- Jeg kom hjem fuldstændig stiv, ubehøvlet og dum at høre på, siger han. 

Morgenen efter vågnede han til synet af sin kone med en pakket sportstaske og deres to små børn i hånden. 

- Det var forfærdeligt at se. Hun mente det virkelig den her gang. Jeg kan huske, at hun sagde ’Det er 100 procent alvor det her. Vi vil ikke finde os i det her mere’. Det gjorde virkelig indtryk på mig. 

Mads tog sig et frisk bad og kiggede sig selv i spejlet bagefter. Ordene trængte ind, og han var ikke i tvivl om, at alkohol ikke måtte komme før hans familie længere. 

- Jeg har ikke drukket en dråbe siden da. Jeg ville passe på mig selv og min familie, og den beslutning, er jeg så glad for, siger han. 

Julen vækker dårlige minder 

For Mads er julen en speciel højtid, fordi dengang han drak var det en tid, som han glædede sig til, men i dag er det helt modsat. 

- I julen er der hele tiden en anledning til at drikke; julefrokoster, juleaften, nytår osv. Der er alkohol overalt, synes jeg. Og jeg tænker jo tilbage på det gamle. Det bliver ubehageligt, fordi der dukker dårlige minder op, siger han. 

Mads kommer stadig til julefrokoster, men tager tidligt hjem, når de andre i selskabet bliver fulde. Det er ikke fordi, han får trang til at drikke. Tværtimod bliver han skræmt over at se, hvordan andre opfører sig, når de har drukket meget alkohol: 

- Jeg har svært ved at se andre mennesker drikke sig så fulde, at de gør, og siger mærkelige ting. Nogle mennesker kommer i pænt tøj og skjorte, og så går der to timer, så har de spildt rødvin udover skjorten og personen råber op, siger han og forsætter: 

- Så tænker jeg tit på, at jeg jo selv har stået og opført mig sådan der. Det er forfærdeligt at tænke på, at min kone, børn og kollegaer har set mig på den måde. 

alkohol jul
Juletiden byder ofte på meget alkohol. Få gode råd til at drikke mindre, undgå tilbagefald og læs personlige historier fra andre.

Familien er førsteprioritet 

Lige siden Mads stoppede med at drikke, har han fejret nytår derhjemme med sin kone og børn. For han ønsker ikke at være med til nytårsfester, hvor alkohol er omdrejningspunktet for aftenen. Netop familien vægter han højere end alt andet i dag, og især børnene har han knyttet et tættere bånd til. 

- Jeg har fået to meget glade børn. De kan jo se, at deres far er til stede for dem – til at køre dem til fodbold, ridning – og at jeg nu har den her alenetid med dem. Det havde jeg ikke dengang jeg drak, siger Mads. 

For ham er børnene en stor motivation til aldrig at drikke igen, understreger han: 

- Min store datter på 12 år, kan jo godt huske dengang jeg drak. Og den dag i dag, kan hun stadig finde på at sige ”Far, du lover mig virkelig, at du aldrig drikker dig fuld igen” – det tænker jeg på – og så skal jeg aldrig tilbage igen, når min datter siger sådan. 

Det er ikke kun familien, som mærker, at Mads har forandret sig uden alkoholen. Også hans kollegaer, har rost ham for beslutningen om ikke at drikke længere: 

- De har sagt til mig ’Hvor er vi stolte af dig, og du er meget mere venlig og rar at være omkring nu.’ Så tænkte jeg ’Mener de virkelig det?’, så er der endnu flere grunde til slet ikke at drikke igen. 

Mads tæller altid ned til sin næste mærkedag, og den 14. december runder han fem år uden alkohol. En dag som for ham, markerer en af de vigtigste beslutninger i hans liv. 

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.