Bo taler åbent med sine kollegaer om alkoholproblemer: ”Alle andre sygdomme går man jo ikke og skammer sig over”
Af Thomas Lehmann, journalist, Alkohol & Samfund
Et år, en måned og 28 dage. Så lang tid har Bo Niels Rosenberg levet uden alkohol. Siden han kom i behandling, har det været vigtigt for ham at være åben omkring sine oplevelser med og uden alkohol.
- Da jeg gik i behandling, skrev jeg det ud på min Facebook, og jeg har fortalt om det hele vejen igennem. For så kan folk komme og spørge om det, i stedet for at det er et tabu, og det er noget, jeg bare går og gemmer for mig selv, siger han.
Bo har på egen krop mærket frygten for at møde en bekendt, da han gik ind eller ud af behandlingscentret, og hvordan følelsen af skam har omgivet det at skulle opsøge behandling.
- Mit budskab er at få brudt tabuet, at det ikke er skamfuldt at søge hjælp, hvis man har brug for det. Det er måske kun en selv, der føler, det er skamfuldt. Altså, alle andre sygdomme går man jo ikke og skammer sig over. Så mit største håb for andre er, at de får hjælp til at komme ud af det, siger han.
Åbner for samtaler om alkohol
Bo oplever generelt, at folk reagerer positivt, når han deler ud af sine erfaringer. Mange får også inspiration af hans eksempel, der får dem til at reflektere over deres eget alkoholforbrug. Det har han særligt mærket på arbejdspladsen.
- Det første, jeg gjorde, da jeg kom tilbage fra behandling, var at lægge kortene på bordet og sige, at jeg har været væk de sidste 10 dage, fordi jeg har været på afrusning. Det havde de da ikke forestillet sig, for man ved ikke, hvem der bliver ramt, og det har jeg åbenbart faktisk skjult godt, fortæller Bo og fortsætter:
- Efter jeg er stoppet, har jeg taget snakke med nogle kollegaer om det og sagt; ’Jamen, jeg vil godt gå med dig, hvis nu du synes, det er svært, at du skal gøre det i din fritid. Hvis jeg må få lov til at gå ind og spørge om fri, så skal jeg nok gå med dig på alkoholambulatoriet første gang, eller anden og tredje gang, indtil du føler dig tryg’.
På arbejdspladsen såvel som i andre sociale sammenhænge, prøver Bo nu at være den, der tør tage samtalen om alkohol og række hånden ud. Den person, som han godt selv kunne have brugt, da hans forbrug gennem flere år løb op i 75-95 genstande om ugen.
- Selvfølgelig blev det påtalt, om jeg ikke drak lidt for meget, men så svarede jeg bare altid, at jeg ikke havde et problem. Så der kunne jeg måske godt have brugt den der: ’Hvis vi skal blive sammen, så går vi derned...’ eller ’Jeg har undersøgt, hvor du kan få noget hjælp’. For jeg havde ikke selv behovet for at skulle opsøge det, siger han.
Bo er dog ikke sikker på, at han på daværende tidspunkt ville have taget godt imod en håndsrækning. I Bos tilfælde tog det nemlig lang tid at erkende, at han havde et problem uden alkohol, som han selv siger det.
Langt til erkendelse, kort til handling
Et vigtigt vendepunkt for Bo var, da han så filmen ’Druk’ og oplevede, at han kunne spejle sig i særligt én karakter i filmen. Thomas Bo Larsen spiller en person, der langsomt udvikler et alkoholproblem og ender med at dø som følge af sit forbrug.
- Jeg sad egentlig og tænkte, at hvis jeg fortsætter, så ender jeg ligesom Thomas Bo Larsen, der jo tager sit eget liv, og har jeg lyst til det?, fortæller han.
For Bo skete der også en langsom optrapning, ligesom for Thomas Bo Larsens karakter. Derfor skræmte det ham at tænke på, hvilken retning han selv var på vej i.
Det var første skridt henimod erkendelsen af sit alkoholproblem, som for alvor skete den 30. december 2021. For det blev kulminationen på et halvår med mange omvæltninger og sporadiske refleksioner om et alkoholforbrug, der infiltrerede de fleste dele af Bos liv.
Et par uger forinden havde hans daværende kæreste meldt ud, at det var slut. Huset skulle sælges. Hans voksne børn var flyttet hjemmefra. Og som politisk aktiv til kommunalvalget følte han skam, når han hver dag igen stod nede i Netto for at købe en flaske vin.
- Jeg ringer til min storebror den 30., hvor vi snakker om, hvordan det egentlig var gået i julen, og at min kæreste jo kort før jul havde fortalt, at hun ikke kunne mere. Her snakker vi også om mit alkoholforbrug, hvor jeg så tænker; ’Det er sgu nok rigtigt, jeg har nok brug for noget hjælp’, fortæller Bo.
Det gik op for ham, at alkoholen havde overtaget store dele af hans liv, og at han nu stod overfor en vigtig beslutning.
- Jeg kan jo sige, at nu har jeg alle muligheder for at fortsætte med at drikke, eller jeg kan netop vende den om og sige, at nu har jeg fået chancen for at få et nyt liv og tage skeen over i den anden hånd. Nu har jeg fået en ny chance for at vise, hvor det er, jeg gerne vil hen, forklarer han.
Og så var det egentlig ikke så svært for Bo at se, at nu var det tid til at handle og tage styringen tilbage over hans eget liv. Efter en sidste fyraftensøl på den lokale bar ringede han til Novavi i Køge og sagde, at han havde brug for hjælp. Den 4. januar gik Bo i afrusning på behandlingsstedet.
Arbejdspladser skal italesætte alkoholproblemer
Efter selv at komme ud på den anden side af alkoholbehandlingen er det en mærkesag for Bo, at vi skal blive bedre til at snakke om vores forbrug af alkohol, også på arbejdet.
Han mener, at der på arbejdspladser skal være mere fokus på, hvilke muligheder de tilbyder for hjælp til drikkende fremfor at fokusere på de negative konsekvenser, det kan have for ens fremtid på arbejdspladsen.
- Mange af de der alkoholpolitikker starter med, at man selvfølgelig ikke må drikke, og hvad konsekvensen er, og så længere nede på en anden side står der noget om, at de tilbyder hjælp. Der står alle mulige fine tekster om kure, man kan få, men hvor skal jeg henvende mig? Er det en kollega, en tillidsrepræsentant eller en arbejdsmiljørepræsentant?, spørger han sig selv.
Ved at fortælle sin historie håber han, at der kommer en mere åben samtale generelt på arbejdspladser om de personlige konsekvenser ved at drikke alkohol, om det så er en samtale med en kollega eller et oplæg med en rådgiver udefra. Det ville i hvert fald have hjulpet ham, da han selv stod i det.
- For det er så lidt, der skal til, fra at det er noget hyggeligt, og at vi kun har det om fredagen, til at man tænker, at ’så kan jeg da også lige gøre det om lørdagen og om søndagen og om mandagen og så videre’, understreger Bo, der om nogen har mærket, hvilke konsekvenser udviklingen fra ’hyggedruk’ til alkoholproblem kan føre med sig.