Jørn Aarup

Jørn valgte livet frem for døden

Alkoholproblemer
Mand
45-54 år
Fra en tidlig alder udvikler Jørn Aarup en strategi om at være den bedste. Han skal have den fedeste bil, det bedste job og det flotteste hus. Men indeni er Jørn ikke glad. Tomrummet bliver udfyldt med et massivt alkoholforbrug, der en dag ender helt galt.

Af Tanja Hartmann, Journalist, Alkohol & Samfund

Siden Jørn Aarup var helt lille, har han levet et liv i kaos med en mor, der drak, og en far, der aldrig var hjemme. For at overleve den kaotiske hverdag udvikler Jørn en strategi om at blive den bedste i alt, han foretager sig.

- Jeg udvikler en strategi med, at jeg skal være den bedste. Jeg bliver den bedste i skolen, til fodbold og til badminton. Det er en strategi for at overleve og flytte mit fokus væk fra det kaos, som jeg oplever derhjemme, siger 54-årige Jørn Aarup.

Strategien fortsætter gennem Jørns voksenliv, der gør alt for at vise sit værd med et job som selvstændig sælger, bil, hus, kone og børn. Alt på papiret ser godt ud udadtil, men indadtil er det en helt anden sag.

- Jeg har altid stræbet efter at se godt ud i andres øjne uden at tænke over, om det var godt for mig. Jeg var ikke glad, for jeg glemte at lytte til mig selv undervejs.

Alkoholen bliver langsomt en flugtvej for Jørn, hvor den ene genstand tager den anden, og inden han får set sig om, er det nået så langt ud, at alkoholen er ved at tage livet af ham. 

 

Patrick Simiglai ekstremsport
Alkoholproblemer
For lidt over to år siden tog 28-årige Patrick Simiglai afsked til et miljø med alkohol og stoffer og startede et nyt kapitel i sit liv som ædru. I dag er han foredragsholder, coach og dyrker ekstremsport.

Druk tager overhånd

Jørn Aarup er 35 år, da hans alkoholforbrug begynder at stige, og hvad der ellers før var hyggedruk, går over i fuldskab. Hans børn og daværende kone begynder at kommentere på hans alkoholvaner, og selvom han ønsker at stoppe, formår han ikke at lægge alkoholflaskerne på hylden.

Jørn bliver skilt og finder sammen med en ny kæreste, hvor hans alkoholforbrug for alvor tager til.

- Der bliver i en periode hygget rigeligt med vin og Irish Coffee om aftenen. Mere bliver til mere, og jeg formår ikke at stoppe. Jeg begynder at drikke om formiddagen og om natten, inden jeg skal sove.

Jørn Aarups to sønner, ekskone og kæreste får nok af hans fuldskab. De griber ind over for ham, men det sætter ikke en stopper for hans drikkeri. Alting eskalerer for Jørn, og han ender med at gå konkurs med sin virksomhed og bliver smidt ud hjemmefra af kæresten.

- Det havde store konsekvenser for mig, da jeg drak. Jeg mistede alt i de år. Jeg mistede mit hus, parforhold af flere omgange, alle mine penge, min virksomhed, min selvrespekt og mine børn. Jeg måtte endda bo i en skov og på et herberg i en periode.

På dette tidspunkt er det ikke ualmindeligt, at Jørn drikker tre flasker vin og ti skarpe om dagen. Hans krop begynder at sige fra, og han ryger ind og ud af hospitalet og forskellige former for alkoholbehandling, men intet ser ud til at hjælpe.

- Jeg prøver alt. Antabus, Minnesotabehandling, terapi, Lænken og indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Men intet hjælper. Jeg mister troen på, at der er noget, der kan hjælpe mig ud af misbruget. Så jeg begynder at være ligeglad med det hele og drikker videre.

Annika Holm
Alkoholproblemer
For to år siden gik den nu 28-årige Annika Holm i alkoholbehandling, efter at familie og venner satte foden ned og sagde stop. I dag takker hun sine nærmeste for at have reddet hendes liv.

Den dag døden banker på

I januar 2021 siger Jørn Aarups krop for alvor fra. Han bliver indlagt med akut leverbetændelse på Hvidovre Hospital, og her får han beskeden om, at han står hånd i hånd med døden.

- Da jeg kommer til bevidsthed på hospitalet, fortæller lægen, at det er et held, jeg overlever, og at jeg vil dø, hvis jeg fortsætter med at drikke. Her begynder alvoren at gå op for mig. Jeg kunne havde været død.

Hospitalspræsten hiver efterfølgende fat i Jørn til en skæbnesvanger snak, der ender med at ændre hele hans liv.

- Bagefter får jeg en snak om liv, død og genopstandelsen med hospitalspræsten. Hun fortæller mig, at jeg har fået en ny chance i livet, hvor jeg kan begrave Jørn 1.0 og genopstå som Jørn 2.0. Den snak ramte noget indeni mig. Fra det øjeblik vidste jeg, at døren skulle lukkes bag mig og aldrig åbnes igen.

Fra Jørn 1.0 til Jørn 2.0

Jørn har i dag været ædru i 9 måneder og er i gang med at genopbygge sig selv.

Hvor han førhen brugte meget tid på at lægge store mål for, hvad han skulle opnå i sit liv, tager han i stedet en dag ad gangen og glæder sig ved de gode ting, der sker nu og her. 

- Jeg har fundet mig selv og er flyttet mig fra at være Jørn 1.0 til Jørn 2.0. Jeg har et helt andet grundlag for, hvad jeg vil, og vigtigst af alt har jeg frigjort mig fra ting, som betød noget for mig i gamle dage – alt det med at jeg skulle se godt ud og være den bedste. Det betyder ikke noget for mig mere.

Jørn er flyttet væk fra storbyens høje stress og forventningspres og har bosat sig på landet i en campingvogn, hvor han har fået ro til at arbejde med sig selv og langsomt bygge sin hverdag op. Derudover har han fået kontakt til sine to sønner igen.

Han er glad i dag og har det bedre end nogensinde før, og derfor minder han ofte sig selv om en helt særlig lektie, han lærte, da han gav slip på alkoholen.

- Rejsen indeni er den vigtigste. Det er vigtigt at turde lytte til sig selv, kigge frem, lukke døren bag sig og tro på, at man er stærk nok til at klare det. Det er det essentielle for at komme ud af et misbrug. For dét der ligger bagved er døden, mens dét der ligger foran er livet. Og jeg valgte livet.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.