Philip Lysholm Nielsen

Alkoholen var en maske, jeg følte, at jeg skulle tage på for at være sjov, fortæller 31-årige Philip Lysholm Nielsen.

Philip drak hvidvin hver dag: "Det kostede mig vigtige relationer"

Alkoholproblemer
Mand
25-34 år
Udadtil var 31-årige Philip Lysholm Nielsen en festglad mand, der elskede at drikke alkohol. Men under overfladen gemte sig en historie om et voksende alkoholproblem, der endte med at koste ham forholdet til sin bror og ekskæreste.

Af Maibritt Brahe, journalist Alkohol & Samfund

Da Philip Lysholm Nielsen den 28. november 2022 vågnede op om morgenen i sin seng, føltes noget anderledes. Som mange andre aftener før havde han ligget og drukket hele natten af den flaske gin, der stod på natbordet.

- Jeg havde det ad helvede til, og jeg tænkte, at måske en tår mere ville fikse den følelse. Men det gjorde den ikke, fortæller Philip.

Philip vidste, at han snart skulle møde på arbejde. Men det gik hurtigt op for ham, at han ikke kunne stå på sine egne ben. Han kunne ikke engang komme ud i badet og en tanke begyndte at tage form i hans hoved.

- Festen var ikke længere sjov for mig, og derfor måtte den slutte, fortæller han.

Philip greb sin telefon og ringede til sin far, der til daglig bor i Florida, men var hjemme på besøg i Danmark. Da Philip hørte sin fars stemme, begyndte han at græde og udbrød: ”Jeg har brug for hjælp.”

Hans far kørte ham på afrusning med det samme. Her brugte han flere dage på at hvile og få den rette medicin til at behandle hans abstinenser. Et forløb, hvor særligt en episode endte med at sætte sig fast i ham. For da Philip på et tidspunkt gik udenfor for at trække luft, mødte han en ældre herre, der ligesom ham selv var iført en hvid hospitalsskjorte og var i gang med afrusning.

- Han fortalte, at han skulle alene hjem til en etværelseslejlighed. Han virkede trist, og jeg tænkte for mig selv: Hvis jeg fortsætter på den her måde, er det mig om 30 år, fortæller Philip.

Få dage efter Philips afrusning sluttede, startede han i dagsbehandling i tre måneder. En beslutning, der har reddet hans liv, fortæller han.

- På det tidspunkt var det svært at forestille sig, at græsset virkelig ville være grønnere på den anden side. Men behandling er det bedste, der længe er sket for mig.

Fra festabe til afhængighed

Fest, farver, damer og hornmusik. Det er de ord, som Philip Lysholm Nielsen bruger til at beskrive sig selv med, når han tænker tilbage på sine festglade teenageår.

Da Philip som 16-årig stiftede bekendtskab med alkohol, blev det begyndelsen på en kærlighed til at feste.

- Det var hver weekend, og det kunne ikke blive vildt nok. Jeg fandt ligesom ud af, at jeg var sjov, når jeg blev fuld. At feste blev min hobby.

Kort tid efter Philip afsluttede gymnasiet, begyndte han at arbejde som rejseguide. Da han kom hjem, blev hans forældre skilt, og det blev starten på en ond festspiral.

- Jeg begyndte at drikke meget. Det var i hverdagen og fest hver weekend. Ingen sagde rigtig noget til det, fordi jeg bare blev en glad dreng, når jeg drak.

Men bag den glade facade begyndte et alkoholproblem at bygge sig op indeni Philip. Han begyndte at drikke fire til fem flasker hvidvin om dagen kombineret med vodka eller gin.

- Jeg drak hele dagen og var fuld konstant. Jeg drak hvidvin om morgenen, inden jeg tog på arbejde, jeg drak inden arrangementer, og jeg havde altid hvidvin stående på natbord. Det var som om, at min krop havde brug for alkohol hele tiden.

Sigurd Bergan
Alkoholproblemer
30-årige Sigurd Bergan drak og festede i mange år. Til sidst sagde hans mor og kæreste stop, og efter et tilbagefald og opkald til Alkolinjen, søgte han hjælp i døgnbehandling.

Alkoholen kom med en dyr pris

Når Philip festede hele natten, lå hans mor bekymret i sin seng, og hans søskende ville ikke have kontakt med ham.

- Til familiearrangementer ville min bror ikke komme, medmindre jeg ikke drak, og jeg ville kun komme, hvis jeg måtte drikke. Jeg levede i en boble, hvor jeg kun tænkte på mig selv, fortæller han.

Den høje promille fik også store konsekvenser for Philips kærlighedsliv. For i den periode han drak hver dag, mistede han også to ekskærester.

- Jeg var virkelig glad for dem, men jeg forstår også godt, at ingen gider have en kæreste, der kommer hjem i hverdagen og er fuld. Det er der ingen, som synes er charmerende.

Philip fortæller, at han den dag i dag er meget ked af, at han har såret dem. Men efter han er startet i behandling for sit alkoholproblem, har han fået sin familie tilbage.

- Det har været fantastisk at få et forhold til mine søskende igen, tilføjer Philip.

Alkoholtest png
Med Alkohol & Samfunds alkoholtest kan du nemt og hurtigt få et overblik over, hvordan du drikker.

Alkoholproblemer har mange ansigter

Det er snart et år siden, at Philip Lysholm Nielsen lagde alkohol på hylden og gik i behandling. Spørger man ham i dag, er han ikke i tvivl om, hvilke ord der bedst beskriver ham.

- Før var jeg en festabe, der levede fra dag til dag. Men nu jeg blevet en voksen, der tager livet seriøst, dyrker motion og har mange drømme for fremtiden, fortæller han.

Selvom behandlingsforløbet har været hårdt, er Philip glad for, at han har gjort det. Alligevel ser han ikke tilbage på sine festdage med fortrydelse. Det har blot været ’dyre lærepenge’, som han selv kalder det.

- Jeg fortryder ikke, at jeg har festet, fordi jeg har mødt fantastiske mennesker og haft det sjovt. Det blev bare for meget, og jeg endte med at brænde lyset i begge ender.

I skrivende stund er Philip i gang med at finde ud af, hvad han gerne vil arbejde med. Han er dog ikke i tvivl om, at det skal være noget med mennesker og salg. Her håber han også, at hans historie kan være med til at ændre folks syn på, hvem der kan få et alkoholproblem.

- Jeg troede, at det kun var manden på bænken med vodkaflasken, der havde et alkoholproblem. Men jeg fandt ud af, at alkohol kan have mange ansigter.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.