Louis Enderlein Bruun Andersen

Louis med godt job og mange venner drak massivt hver weekend: “Mit alt for høje alkoholforbrug spændte ben for mit liv”

Alkoholproblemer
Mand
35-44 år
Efter at have droppet alkohol har Louis Enderlein Bruun Andersen indset, at alkohol var en flugt fra hverdagen, og at det forhindrede ham i at leve det liv, han egentlig ville leve. Med sin historie vil han gerne nuancere billedet af, at det ikke kun er manden på bænken, der har alkoholproblemer, men at det også kan være ressourcestærke mennesker.

Af Kim Andreasen, journalist

513 dage. Så lang tid siden er det, at 39-årige Louis Enderlein Bruun Andersen sidst drak alkohol. Han viser den app, som registrerer de alkoholfrie dage, siden han i august 2021 lagde alt alkohol på hylden.

- App’en regner faktisk også ud, hvor mange penge, jeg har sparet, og hvor meget tid, jeg har fået til at lave andre ting end at drikke eller ligge brak med tømmermænd. Jeg har indtastet, hvor mange penge, jeg brugte på alkohol, og hvor længe jeg i gennemsnit brugte på at komme ovenpå efter en druktur, forklarer Louis.

Telefonen viser, at Louis har sparet over 150.000 kr. på halvandet år. Men de sparede penge er bare en lille ting, for som Louis beskriver det, så har det at stoppe med at drikke givet ham alt.  

- Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde. For det første har jeg nu tid til at lave alt det, jeg godt kan lide - dyrke sport, læse og høre lydbøger og podcasts. Og næsten fra dag ét blev min søvn bedre. Rent mentalt har jeg fået en selvindsigt, jeg aldrig har haft før. Jeg har fundet en indre ro og kan bedre være i de svære følelser, som jeg før havde flygtet fra, forklarer Louis om sin tid helt uden alkohol.

Alkohol blev en identitet

Som mange andre smagte Louis første gang alkohol omkring konfirmationsalderen. I gymnasiet blev det også til mange weekendture i byen. På det tidspunkt følte han sig ikke anderledes end andre, eller at alkoholen var styrende for hans liv.

- Men jeg blev stadig gladere for alkohol og fest. Faktisk blev det lidt af en identitet for mig. Jeg var ham med de sjove og fede historier. Men jeg passede min skole og spillede masser af fodbold, så jeg så mit alkoholforbrug som helt normalt.

Efter gymnasiet kom Louis ind på cand.polit-studiet. Egentlig ville han være gået i en hel anden retning - nemlig psykologi, men karakterne fra gymnasiet var ikke helt gode nok, og så havde han en god ven, som allerede var begyndt på cand.polit, og som overtalte ham til at søge ind.


- Set i bagklogskabens lys skulle jeg aldrig være begyndt på det studie, og det var faktisk én lang kamp for at komme igennem. Men jeg fandt en eller anden form for mening med at kæmpe, og så blev det at gå i byen og feste en del af det, og det blev også en flugt fra de svære følelser og en erkendelse af, at jeg nok ikke var det rigtige sted i mit liv, fortæller Louis.

Fra den tid husker han, at hver mandag var det nærmest en fast rutine, at studiekammeraterne samledes i kantinen i en halvcirkel rundt om ham for at høre ham fortælle om weekendens udskejelser.

- Det handlede om at score piger, om at blive smidt ud fra klubben og andre skøre drukhistorier. Dengang synes jeg det var sjovt, men når jeg ser tilbage, var det også en higen efter anerkendelse, som jeg kunne få ved at være ham den sjove og festlige, siger Louis.

Heftige byture og hverdagsdrikkeri

På trods af, at Louis ikke befandt sig på en rette hylde på polit-studiet, gjorde han sin uddannelse færdig, og fik ret hurtigt en god lederstilling i et stort it-firma. Men det afholdt ham ikke fra at gå i byen hver weekend. Og det var også på det tidspunkt, at hverdagsdrikkeriet begyndte.

- Jeg har altid været velsignet af at have et stort netværk i flere forskellige sammenhænge - gamle gymnasie- og universitetsvenner, fodboldgutterne, kolleger, loger og madklubber. Men det har også været lidt af en forbandelse, for det skaber mange lejligheder til at drikke - også på hverdage, hvor en madklub ofte endte med, at vi blev fulde, fortæller Louis.

Byturene blev også ved med at være heftige. Den fik hele armen med restaurant, klub til langt ud på natten og morgenværtshus, og for det meste var Louis først hjemme søndag morgen kl. 8.

- Det blev til ret meget alkohol på en uge. En hverdagsaften kunne jeg dele en flaske vin med min kæreste - det vil sige, at hun måske drak 1-2 glas, og så drak jeg resten. Og bagefter måske en gin og tonic. Og i weekenderne var det vin, drinks, shots i massive mængder. Hele søndagen lå jeg brak med tømmermænd, og det betød så også, at jeg slet ikke var frisk om mandagen. Faktisk følte jeg mig først rigtigt frisk om onsdagen, og så var halvdelen af en uge gået.

AlkoLog
​​​​​​​AlkoLog er en gratis app, som hjælper med at holde styr på, hvor meget du drikker og giver tips til, hvordan du kan skære ned. Det er Alkohol & Samfund og TrygFonden, der står bag appen.

Et problematisk forhold til alkohol

Det var her, Louis første gang mærkede, at alkohol ikke bare var fest og sjov. Til at starte med var det mest en ubevidst følelse hos ham. For eksempel meldte han sig til at løbe et maraton, og kunne mærke en vis lettelse over dermed at have en undskyldning for ikke drikke, mens han trænede sig op til løbet.

Men i 2017 fik han en kæreste, som fik ham til at åbne op, og som konfronterede ham med det store alkoholforbrug.

- Et halvt års tid inde i forholdet siger hun til mig: Louis - siden vi mødtes, har du jo sagt, at alkohol fylder for meget. Skal du ikke gøre noget ved det? Mine tømmermænd blev også værre og værre - både fysisk og mentalt. Jeg havde dårlig samvittighed ved at ligge brak hele søndagen, og jeg begyndt at tænke over, hvordan det slet ikke harmonerede med det, som jeg gerne ville, siger Louis.

Han begyndte at tage nogle pauser fra vinen og spiritussen, og selv om han mærkede alle fordelene, røg han alligevel tilbage til byturene og alkoholen gang på gang.

- Det var nok her, at jeg indså, at jeg havde et problematisk forhold til alkohol, men det var alligevel først, da jeg gik ned med stress i 2021, at jeg gjorde noget ved det. Jeg googlede: “Hvornår er man alkoholiker?” og fandt en online-test. Jeg havde efterhånden taget så mange tilløb til at prøve at stoppe med at drikke og måtte bare konstaterede, at det ikke virkede, så da resultatet viste, at mit forhold til alkohol var problematisk, var det egentlig ikke nogen overraskelse, fortæller Louis.

Alkoholtest png
Vores alkoholtest kan både tages af dig, der er pårørende, og den, der drikker. Alkotesten kan give en indikation af personens alkoholforbrug og drikkevaner.

Kom på antabus

Han opsøgte kommunens rusmiddelcentermisbrugscenter, kom på et stop-kursus og fik udskrevet antabus. Og det var medicinen, der for alvor hjalp Louis.

- Da jeg fik antabus var det simpelthen ikke en mulighed for mig at drikke. Det turde jeg ikke, og havde det ikke været for antabussen, var jeg faldet i igen - fx. til en 40-års fødselsdag, som jeg var til i den periode.

Louis fortsatte med antabus i tre måneder og trapper langsomt ud, og han har ikke rørt alkohol siden.

Der skal nuancer ind i snakken om alkohol

Efter at Louis er stoppet med alkohol og har oplevet de mange fordele, har han indset, at alkoholen har stået i vejen for, at han kunne leve det liv, han egentlig gerne ville leve.

Han opfordrer til at nuancere billedet, så der også kommer fokus på, at ressourcestærke mennesker, som på overfladen har et succesfuldt liv, også kan have store problemer med alkohol.

- I Danmark har man en alt for generaliserende måde at tale om alkohol på. Enten har du et normalt forhold til alkohol, eller også er du alkoholikeren, der sidder nede på bænken. Når man fx. stopper med at ryge, bliver man mødt med beundring og forståelse fra ens omgivelser, mens folk ofte undrer sig, hvis man siger, at man er stoppet med alkohol. På den måde adskiller alkohol sig fundamentalt fra alle andre stoffer, siger Louis. 
Han mener, at der er et stort segment i midten, der selv om man lever et på overfladen normalt liv med arbejde og familie, kan man have et problematisk forhold til alkohol, eller kan have store fordele ved at skære ned eller helt droppe alkohol

Louis laver nu, sammen med sin storebror Andreas, som også har haft alkoholproblemer, en podcast med titlen “Alkoholfri brødre”. De har også en profil på både Instagram og TikTok med samme titel. Her fortæller de om deres erfaringer og udfordringer med at blive alkoholfrie.

- Uden at være formanende håber vi med podcasten at kunne inspirere andre til at tænke over deres alkoholforbrug. Vi har i hvert fald en kæmpe optur af at være alkoholfrie på daglig basis, og så kan andre også få det, siger Louis.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.