Simon er i alkoholbehandling: "Det er nu eller aldrig. Det skal være slut"

Af Maibritt Brahe, journalist, Alkohol & Samfund

Med svedige håndflader, voldsom hjertebanken og rystelser i hele kroppen griber Simon Maegaard fast i bordkanten foran spejlet. Det er fredag aften og om lidt skal han ind og optræde for et proppet spillested.

Hårene på armene rejser sig, en feberagtig fornemmelse suser gennem kroppen og med ét kollapser hans ben under ham.

- Jeg følte, at jeg skulle kaste op, og for mit indre blik kunne jeg se en masser scener med mig, der tyller øl ned, passere revy, fortæller Simon.

Inde i salen hepper publikum på Simon, der skal optræde med sange af Kim Larsen. For at dulme nerverne har Simon kort tid forinden drukket to store fadøl.

Men nu ramler det hele, og da han hæver blikket og kigger sig selv i spejlet, står én ting lysende klart.

- Nu går du i behandling. Det er nu eller aldrig. Det skal det være slut, siger Simon til sig selv.

Han griber sin guitar og går ind og spiller – og mandag, kun to dage senere, opsøger han behandling.

Studenterfesten, der aldrig stoppede

Simon Maegaard var 16 år gammel, da han første gang stiftede bekendtskab med alkohol. Selvom han husker, hvordan den første øl efterlod en grim smag i munden, gav den også en helt særlig følelse.

- Jeg fandt ro i kroppen. Det føltes som en stormende forelskelse, hvor jeg blev besat af det. Alkoholen blev en nødvendighed for at skrive og dyrke min store passion – nemlig musikken, fortæller Simon.

Men kærlighedsrusen udviklede sig hurtigt til et usundt forhold, og Simon begyndte at drikke et par genstande før og efter skole. En vane, der fortsatte efter studenterhuen, kom i hus.

- Hvor alle andre kørte studenterkørsel i en uge, var jeg fanget på den vogn fyldt med sprut i 15 år. Det var studenterfesten, der aldrig stoppede, uddyber Simon.

Efter gymnasiet begyndte Simon at spille og optræde i weekenderne på lokale spillesteder. Her blev alkoholen et støtteben, der fik ham op på scenen.

- Jeg var så rutineret, at jeg sagtens kunne spille, selvom jeg havde drukket. Jeg havde faktisk den tro, at jeg kunne spille bedre efter seks øl, forklarer han.

Men efter weekenden ramte virkeligheden og en stærk abstinensfølelse flyttede ind i kroppen. Dårlig søvn og en kort lunte blev en del af Simon og hans families hverdag.

Taget imod med åbne arme

Mandag den 3. oktober 2022 ringede Simon til det kommunale tilbud, Låsbyhøj, og fortalte, at han var klar til at få hjælp. En beslutning, der ikke var helt uden betænkeligheder.

- Jeg havde forsøgt at søge hjælp to gange før, så jeg var nervøs for, hvad de ville tænke om mig. Men de tog imod mig med åbne arme, siger Simon.

Med opkaldet startede en svær rejse med nedtrapning af alkohol og samtaleterapi. Selvom det til tider har været hårdt, er Simon i dag taknemmelig for, at han tog beslutningen om at søge hjælp.

- Det er nederen at tale om og indrømme mit problem. Men jeg er også nået til at punkt, hvor jeg føler, at jeg bør dele min historie og har pligt til at fortælle andre, at man sagtens kan være i behandling og have et normalt liv ved siden af, siger han og fortsætter:

- Selvom du befinder dig i et mørkt hul og har lyst til at skrige og græde, så er der lys for enden af tunnelen.

Vinterbadning hjælper til ro  

For at tæmme sin lyst til at drikke, har Simon fundet glæden ved vinterbadning. En aktivitet, der er blevet et vigtigt værktøj til at styre tankerne.

- Alkoholen vender op og ned på dit system, men vinterbadning kickstarter din krop og giver en følelse af ro. Det er den dejligste, naturligste rus, jeg har mødt, forklarer han.

De mange måneder med samtaleterapi og vinterbadning har også betydet, at Simon i dag kan tage guitaren ned fra væggen med en god fornemmelse i maven.

- Jeg får ikke længere kvalme, når jeg sidder og skifter strengene på min guitar. Nu glæder jeg mig til at spille derhjemme, siger Simon.

Kampen mod djævlen på skulderen bliver kanaliseret over i musikken, der for ham også bliver en måde at bearbejde de mange års alkoholproblemer.

Børnene redder mit liv

Udover have optrådt klædt ud som alverdens musikere har Simon en rolle, han elsker at spille. Nemlig sin rolle som far til sine to børn på otte og tre år.

Netop børnene bliver derfor også en særlig motivation på de dage, der stadig kan være tunge at komme igennem.

- Da jeg ramte bunden, troede jeg, at jeg havde mistet alt. Men det har jeg ikke, fordi jeg har dem. Jeg lever for mine børns nærvær i nuet og en fremtid med en ny form for livsglæde, siger Simon med et stort smil.

Simon går stadig i behandling for sine problemer med alkohol, men endemålet er han ikke i tvivl om.

Han ønsker ikke, at alkohol tager styringen i hans liv igen, og med hjælp fra både det offentlige behandlingstilbud, familie og venner er han ikke i tvivl om, at det nok skal lykkedes.