Pernille-alkohol-og-samfund

Julen endte altid i skænderier, fordi min far var fuld

Pårørende
Kvinde
25-34 år
31-årige Pernille Kathrine Ritter holder ikke længere juleaften med sin familie, fordi det vækker dårlige minder fra sin barndom med store mængder alkohol og højlydte skænderier hen over julebordet.

Af Christa Visholt Jørgensen, journalist, Alkohol & Samfund

Julen efterlader hvert år Pernille Kathrine Ritter med et flashback til barndommen, hvor hun levede med sin fars alkoholproblem tæt inde på livet. Og til jul blev der altid drukket endnu mere. Så meget, at hun i en alder af 18 år besluttede, at hun ikke længere ville holde jul med sin familie. Hun husker særligt den jul, der blev den sidste.

- Allerede tidligt på aftenen gik alt op i øl og vin derhjemme. Min far og morfar blev hurtigt rigtig fulde, så det endte med en masse skænderier og vores juleaften blev ikke rigtig til noget på grund af det. Mig og min søster lå i et værelse ved siden af alene og kunne høre dem skændes, husker hun.

Pernille ville allerhelst væk derfra, og næste morgen på første juledag, tog hun hjem sammen med sin dengang 4-årige lillesøster, som havde grædt det meste af aftenen før, fordi julen var blevet ødelagt endnu engang. Det værste for Pernille var ikke, at julen var spoleret, men følelsen som hun var efterladt med:

- Jeg havde ikke nogen, jeg kunne snakke med omkring det. Jeg følte mig meget alene i det.

Derfor besluttede hun, at det skulle være sidste juleaften med sin familie, så hun kunne passe bedre på sig selv i fremtiden.

Fejre jul på plejehjem

Til daglig arbejder Pernille som social- og sundhedsassistent på et plejehjem, og hun valgte derfor at tage vagter på plejehjemmet i stedet for at holde jul med sin familie i årene efter.

- Det er meningsfuldt for mig at sørge for, at de ældre får en god juleaften, når de ikke kan komme hjem til deres pårørende. Det har jeg været rigtig glad for, siger hun.

I år skal Pernille dog fejre juleaften med hendes kæreste og hans familie, som er blevet en ny tradition.

- Det giver mig en ro at holde det med min kærestes familie, fordi de drikker ikke så meget og de ved, hvad jeg har været igennem. Så de tager hensyn til mig på den måde.

Selvom juleaftensdag ikke bliver med hendes egen familie, så ses hun stadig med dem hvert år den 20. december til julehygge og gaveudveksling hjemme hos Pernille. Her kan hun styre, hvad der skal ske og at der ikke bliver serveret alkohol.

Simone-bak
Pårørende
For 25-årige Simone Bak vækker julen dårlige minder om sin far, der døde for fire år siden som følge af alkoholproblemer. Hun prøver at gøre juleaften til en almindelig dag for at komme igennem det.

Du er ikke alene

Pernilles far har drukket hele hendes liv, og gør det stadig. Da hun var barn kan hun huske, hvordan han kaldte de mange øl for ’voksensodavand’, men senere stod det klart for hende, hvad ordet i virkeligheden dækkede over. Hendes fars alkoholproblem har været og er en stor sorg for hende – også den dag i dag.

- Det sidder stadig rigtig dybt i mig. Jeg føler aldrig, jeg har haft en far-rolle overfor mig, fordi han kun har været ædru i korte perioder, måske sammenlagt to måneder af hele mit liv, siger hun

I dag har Pernilles far udviklet alkoholdemens efter sit mangeårige misbrug, og skal bo på et plejehjem. Hun besøger ham engang imellem og ringer, når hun har overskud til det og savner hans stemme.

Men hver jul kommer alle barndomsminderne stadig rullende tilbage til hende, og da hun var yngre virkede det som om, hun var den eneste, der havde det sådan. Men efter hun snakker åbent om det, er det gået op for hende, at der er mange andre, som hende selv, der har levet eller lever med alkoholproblemer i familien. Derfor vil hun også gerne dele sin egen historie med andre.

- Jeg vil gerne fortælle om mine oplevelser, så hvis der sidder nogen derude og oplever samme jul, så er det altså okay, der er mange andre, der har været igennem det samme. Og det er ikke dig, der er noget galt med, siger hun.

Det er netop sådan en besked, hun selv havde brug for dengang hun for 13 år siden sad alene på vej hjem fra juleaften med sin lillesøster, og følte sig så alene.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.