Jeg var 'værtshusbarn'

Mit navn er Cathrine, jeg er 25 år og jeg er vokset op med en far, der drikker.

Alkohol var en naturlig del af min barndom, men det har aldrig føltes naturligt for mig at være sammen med fulde mennesker. Igennem hele min barndom har jeg haft en fornemmelse af, at de voksne bliver anderledes og meget utilregnelige i deres opførsel, når de drikker alkohol. Min far har drukket, siden jeg blev født, og han gør det stadig i dag. Selv om han i perioder har været ædru, falder han altid i igen. Hver gang jeg finder ud af, at han er begyndt at drikke igen, kan jeg mærke det i hele kroppen. Det gør så ondt og jeg får den samme følelse af dyb skuffelse og angst, som jeg levede med nærmest konstant, da jeg var barn. Tanker som 'hvad skal der ske nu' og 'dør han denne her gang' farer konstant igennem mit hoved, hver gang, han begynder at drikke igen.

Min tidlige barndom

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var 2 år gammel, og jeg har ingen erindring om, at de nogensinde har været sammen. Jeg boede hos min far hver anden weekend, og i ferierne var jeg skiftevis sammen med min mor og min far. Min mor fandt nye kærester efter min far, den ene drak og den anden var også misbruger (bare ikke af alkohol), det var et mønster, som min mor ikke formåede at bryde. Så selv om min mor ikke drak, var både min far og mine stedfædre misbrugere af alkohol eller lignende.

Det er ikke alt, jeg selv kan huske fra min tidlige barndom, men på mange af mine barndomsbilleder er der ølflasker strøet ud på bordene. Fra jeg var helt lille, var jeg 'værtshusbarn', der blev taget med på det lokale værtshus. På et af billederne sidder jeg på skødet af bartenderen på det lokale værtshus, og jeg kan huske, at jeg som lille tit sad og spillede på spillemaskinerne på værtshuset.

Weekenderne hos min far foregik hos min farmor og farfar, for min far boede stadig hjemme. Det gik enten rigtig godt eller rigtig skidt - men tit endte det i totalt kaos, hvor min far drak og råbte og skreg. Min farfar drak også, men havde trods alt et job, som han formåede at passe. Min far have job i korte perioder, men aldrig noget stabilt. Han formåede aldrig at flytte fra reden og var typen, der skulle ud og buldre. Det foregik sådan, at han sad hjemme og drak nogle øl, og tit var han enten depressiv eller havde meget ondt af sig selv. Så kom han hjem om natten og bankede på ruderne og vækkede hele huset. Jeg tudbrølede, for det var meget utrygt at vågne op fra en dyb søvn og skulle forholde sig til en fuld, arrig mand. Min farfar og farmor skældte jo min far ud, fordi han kom fuld hjem, og min far blev så vred på dem. Jeg kan huske, hvor utryg jeg blev de nætter - ville det ende i slåskamp? Måtte min far komme ind i huset til os andre? Hvad ville der ske og hvad med mig? Det var jo trods alt min far, og jeg nærede stor omsorg og sympati for ham, trods alt. De nætter græd jeg meget.

Der var også weekender, hvor min far ikke drak. I sommerferien var vi nogle gange i forskellige sommerlande og forlystelsesparker i Danmark. Men jo ældre jeg blev, jo mere brugte han mig til at lytte på hans elendighed. Han kunne være meget depressiv, og ringede en dag til mig i en kæmpe brandert og sagde "farvel vi ses i himlen". Jeg var nok 12 år gammel, da det skete første gang, og det var ikke sidste gang. Når min far ringede med selvmordstrusler, var jeg i starten bange for, at han skulle gøre alvor af truslen. Men jeg lærte hurtigt at afkode hans sociale spil, og jeg bekymrede mig langt mere, når han startede med at drikke igen efter en ædru periode. Specielt husker jeg følelsen af at være ekstremt ked af det, når han startede drikkeriet igen - og af at være lykkelig, når han stoppede. Hans toneleje ændrede sig når han drak, og den dag i dag kan jeg på et splitsekund høre, når han er begyndt at drikke, efter endnu et mislykket forsøg på at stoppe.

Første gang, min far ringede og truede med selvmord, græd jeg og fortalte det til min mor. Hun skældte ham ud, men så skete der ikke mere. Min mor har altid haft ustabile mænd, også efter hun og min far gik fra hinanden, så jeg har aldrig haft stabile forældre, der kunne hjælpe mig på noget tidspunkt i løbet af min barndom. Min farmor var jeg tryg ved, hun var en stabil faktor i min barndom - hun døde da jeg var omkring 12 år. Og så har min fars storesøster, dvs. min faster, været der meget for mig og gjort mange gode ting for mig - og gør det stadig, heldigvis.

Billederne i mit hoved og fotografierne fra min barndom, hvor der er øl på mange af billederne, passer meget godt til de sagsakter, jeg i dag har fået indsigt i på kommunen. Man var fra kommunens side opmærksom på, at alt ikke var, som det skulle være hjemme hos mig. Jeg har fundet ud af, at der blev lavet to indberetninger; i den ene står der, at der blev solgt og røget hash hjemme hos os, og at min stedfar drak meget. Min stedfar var blevet set fuld og med børnene bag på sin scooter. Der står også i indberetningen, at min mor var bange for min stedfar, især når han var fuld, og at alt inventaret en dag var smadret i vores hjem. Da den indberetning fandt sted, var jeg 8 år og mine små brødre 4 og 1 år gamle. Selv kan jeg huske, at min stedfar tit bankede min mor, også når vi børn var hjemme. Vi sad inde på vores værelser og kunne høre alt, hvad der foregik. Der var aldrig nogen fra kommunen eller skolen, der talte med mig om indberetningerne.

I skolen passede jeg mine ting, men jeg følte mig meget ensom og alene. Der var aldrig nogen, der spurgte ind til min familie, selv om det må have været tydeligt for enhver, at jeg havde det dårligt. Så jeg har aldrig talt med nogen om det - det var totalt tabu og jeg turde ikke starte samtalen selv. Jeg har aldrig haft særligt mange venner og havde næsten aldrig nogen med hjem.

Jeg var 13 år, da jeg begyndte at drikke

Som teenager begyndte jeg i en kort periode at skeje ud og forsømme skolen. Jeg var 13 år, da jeg begyndte at drikke og 14 da jeg begyndte at ryge. Jeg var godt på vej til at leve mine forældres liv, og i skolen begyndte de at kalde mig "ugens gæst". I kommunens sagsakter kan jeg i dag se, at de skrev, at "Camilla møder ikke særlig tit, men hun har potentiale til at blive til noget, hvis hun kommer." Men de spurgte aldrig mig, hvorfor jeg opførte mig som jeg gjorde - og det bliver jeg vred over. På kommunen vidste de jo godt, hvordan det stod til derhjemme, så de har sandsynligvis også vidst noget i skolen. Og alle i min familie vidste det, men det var først, da jeg blev 18 år, at jeg selv begyndte at tale om det. Og så kom det jo frem, at alle omkring mig kendte alt til min fars alkoholmisbrug og min situation derhjemme. Min faster og jeg har aldrig talt om det, men da jeg begyndte at spørge hende om det som 18-årig, fortalte hun mig ærligt alting og har også skrevet et fint brev til mig - det har også været hårdt for hende at være vidne til min fars misbrug.

Jeg mødte en gammel barndomsveninde og hendes forældre, da jeg var 21 år gammel. De sagde til mig, at "du har ikke haft det så nemt." Det samme skete, da jeg som voksen mødte en af mine tidligere klub pædagoger i byen. Han fortalte, at jeg som barn var meget grænsesøgende, og jeg kunne høre, at de havde accepteret min opførsel, fordi de kendte min familie og tænkte, at jeg bare var ligesom min mor. Det vil sige, at alle vidste, at den var helt gal hjemme hos mig, men ingen gjorde eller sagde noget. Det er jeg chokeret og vred over i dag.

Da jeg var mindre, gik jeg til spejder og håndbold, og senere gik jeg til boksning. Jeg kunne godt lide at præstere noget, og så fik jeg lidt anerkendelse den vej. Jeg har haft arbejde siden jeg var 13 år gammel. Da jeg var 16 år bad jeg om at flytte hjemmefra, og min mor ringede til kommunen. Vi blev straks indkaldt til en samtale, og jeg fortalte, at jeg ikke kunne få fred og ro til at lave lektier derhjemme, og at jeg ikke kunne enes med min stedfar. Så blev jeg placeret i egen lejlighed og jeg styrede selv min økonomi, passede min skole og arbejdede - jeg fik meget godt styr på tilværelsen. Jeg havde jo lært at klare mig selv. Der var ingen opfølgning fra kommunens side, og da jeg var 18 år, stoppede de udbetalingerne til huslejen. Men jeg klarede den på egen hånd derfra, for selv om det var hårdt, så var det også dejligt for mig at komme væk hjemmefra, væk fra kaos og voksne, der ikke kunne tage sig af mig - jeg burde nok have været hjemmefra langt tidligere.

Min far kan ikke stoppe med at drikke

Min far har flere gange forsøgt at blive ædru. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået på P-pladsen uden foran Østervang i Aarhus, hvor min far flere gange var indlagt til afrusning. Børn måtte vist ikke komme inden for, så besøg foregik på P-pladsen. Ikke at det hjalp - han faldt altid i igen. Det var hårdt og utrygt at se ham på den måde. Da jeg blev gravid for 2 år siden, fik han et hjertestop og der fik han - igen - at vide, at drikkeriet vil tage livet af ham, hvis ikke han stopper. Men det kan han ikke.

Mine forældre gav ingen opmuntring til, at jeg skulle få en uddannelse eller et liv, der var bedre end deres. De havde ingen ambitioner på mine vegne, og havde ikke sæt skævt til mig, hvis jeg var endt ligesom dem. Min mor og stedfar væddede om, at jeg kun ville holde i en uge på HG. Men jeg må også sige, at de i dag er stolte af mig og er der for mig og min familie på deres præmisser og i det omfang de kan. Og min mor og far kommer med blomster på eksamensdage. Og for nylig kom min mor med blomster på min afsluttende eksamensdag. Min far kan dog ikke stoppe med at drikke, han holder sig kun ædru ved familiesammenkomster og selv der falder han nogle gange i. Hvis han har drukket, bliver han bare væk.

Jeg har hele tiden haft fornemmelsen af, at det kunne gå grueligt galt for mig, men jeg nægtede at leve det samme liv som min mor og far. Jeg har et godt liv i dag med en sød mand, der kender min baggrund og som støtter mig i et og alt. Vi har en søn sammen og er begge under uddannelse - jeg læser til social- og specialpædagog. Livet er godt for os, og jeg glæder mig til alt det, vi skal gøre sammen som familie i fremtiden. Jeg glæder mig til at give min søn alt det, jeg ikke selv fik som barn. Og jeg er stolt over, at jeg har klaret den og ikke gik samme vej som mine forældre. Jeg har altid haft drømme og ambitioner for mit eget liv, selv om der har været total mangel på struktur og tryghed i min barndom. Min faster og min farmor har været der for mig, men bortset fra det har jeg som barn klaret den på egen hånd. Jeg vil ikke ønske det samme for andre - det havde været rart som barn at have haft flere voksne at tale med og nogen at støtte sig til i en svær tid - en lærer, en pædagog, en skolekammerats mor eller far - bare en fornuftig voksen, der ikke selv levede i druk og kaos og som turde tale åbent med mig om mine problemer derhjemme. Men det var åbenbart for stort et tabu dengang. Jeg håber, at min fortælling kan være med til at inspirere andre til at bryde tabuet.