Anders

Fester endte med blackouts, dårlig opførsel og cykelstyrt

Alkoholproblemer
Mand
25-34 år
Siden de spæde teenageår har Anders Lind Thorning drukket alkohol med sine venner, men ofte er det endt i blackouts og ubehagelige oplevelser, hvor han ikke kan genkende sig selv.

 

Anders Lind Thorning, studerende:

Det er svært at sige, hvornår det hele begyndte, fordi de dårlige sider af alkohol, som jeg kæmper med i dag, havde jeg allerede, da jeg var 16. Mit første voldsomme blackout var på min 16-års fødselsdag efter 16 fødselsdagsshots. Jeg undrer mig stadig over, hvorfor jeg drak de shots og hvorfor, der ikke var nogen af mine venner, som sagde stop.

Det første alkohol, jeg indtog, var harmløst, og jeg blev egentlig kun mildt beruset. Men fra jeg blev konfirmeret og frem steg antallet af fester ligesom mængden af alkohol gjorde. Det var en ny og ’voksen’ måde at være sammen med ens venner, hvor hæmningerne blev sluppet løs og man gjorde ting, man ikke plejede at gøre.

Det blev højdepunktet for det sociale samvær med venner - både i slutningen af folkeskolen og min tid på gymnasiet. I starten lagde jeg ikke meget mærke til, hvordan alkohol påvirkede mig. Jeg opfattede det at gøre og sige dumme ting som en del af at drikke alkohol.

En helt anden person

Første gang jeg blev opmærksom på, at alkohol ændrede mig, var da jeg til en fest med nogle efterskolevenner, som jeg endda selv holdt, sviner en pige til, som jeg ikke brød mig om og slog en ven i hovedet. Det kan da godt være, at jeg ikke brød mig om pigen fra min efterskole. Og det kan da godt være, at min reaktion over for min ven var begrundet i, at han inden da havde lagt mig ned på asfalten for sjov. Men for mig er en ting sikkert - og det er, at jeg aldrig havde reageret sådan, hvis jeg ikke havde drukket alkohol eller hvis jeg havde drukket mindre alkohol.

Druk i min gymnasietid eskalerede med flere branderter, blackouts og dårlige oplevelser, hvor jeg har været aggressiv over for andre mennesker. De aggressive tendenser stoppede dog i løbet af 2.g. Det var jo godt, fordi det var et problem for min relation til mine venner. Men den voldsomme druk og blackouts fortsatte.

Den dårlige erfaring med aggressiv opførsel er noget, som jeg har frygtet hver gang, jeg har vågnet op og haft et blackout, fordi jeg ikke har kunne huske, hvad jeg har foretaget mig. Jeg har faktisk haft én eller to tilfælde i mit senere liv, hvor jeg dagen efter fik at vide, at jeg havde opført mig dårligt. En anden dårlig oplevelse, jeg havde, var da jeg i min studenteruge inden sidste eksamen styrtede fuld på cykel uden cykelhjelm. Det var et held, at jeg kunne gå til eksamen og få huen på, og at nogle af mine venner var der til at få mig på skadestuen. Men jeg blev student med sår i ansigtet.

Mødes om alkohol

Hele min situation blev ikke bedre af, at jeg gik i festklassen på gymnasiet. Måden vi var sociale sammen var primært fest. Dette gjaldt især for os i drengegruppen, som nærmest altid skulle have en anledning til at drikke - eller vi kunne i hvert fald ikke ses uden at drikke. Dette fortsatte efter gymnasiet og kulturen har jeg taget med videre i mit liv.

Senere hen har jeg fået et dårligere og dårligere forhold til mine venner fra min gymnasieklasse, fordi jeg har haft mange dårlige oplevelser, når jeg har drukket med dem. Vi havde ikke særlig mange måder at være sammen på uden alkohol. Jeg begyndte endda at give dem skylden for, at jeg ikke kunne håndtere alkoholen i min gymnasietid. Jeg benægtede i lang tid, at det var min skyld, at jeg drak, som jeg gjorde – selvom det jo var mit ansvar – så jeg fortsatte med at drikke, som jeg plejede at gøre. Dette betød dog ikke, at de ikke var mine venner, men den måde vi havde været sociale på, havde betydning for, hvordan jeg opfattede dem som venner og hvordan jeg indgik i nye vennegrupper.

Druk forstærker alt

Mine blackouts og branderter fortsatte under min videregående uddannelse, hvor jeg havde de samme udfordringer med alkohol, uden at gøre noget ved dem. Også selvom jeg godt vidste, at jeg havde et problem. Det har især haft en negativ effekt på mit følelsesliv. Mine følelser gik op og ned. Lige så meget som alkohol gav mig følelsen af, at jeg var på toppen, lige så meget kunne den få mig ned dagen efter.

Dette blev især værre efter jeg flyttede fra København til Aarhus, da jeg begyndte på universitetet. Ikke nok med at universitetet i forvejen var en stor drukfest med rusuge, fredagsbarer og andre studenterarrangementer, så var der også mange private forhold, som jeg skulle forholde mig til. Det var ikke udelukkende på grund af de private forhold, at jeg drak, men jeg kan ikke benægte, at alkoholen fik mig til at glemme alle spekulationer og bekymringer. Det gik især udover mit kærlighedsliv, hvor jeg lod mine negative følelser og tanker gå udover kæreste, forholdet og ikke mindst, hvordan jeg opfattede mig selv som menneske.

Druk forstærkede i virkeligheden alle mine følelser. Dette skete især lørdag og søndag morgen, hvor jeg ofte har vågnet med tømmermænd, med negative tanker og følelsen af at være alene med de tanker. Alkohol påvirkede mine følelser så meget, at jeg fik depressive tanker og måske endda en reel depression for en kort periode. Ikke engang det her var nok til, at jeg stoppede. Jeg troede i lang tid, at det blot var noget, som jeg fik af mig selv, men med tiden har jeg lært sammenhængen mellem alkoholen og mine udsving i mit humør og sind.

Nødvendig alkoholbehandling

Det var først i marts 2020, at jeg som 24-årig valgte at gå til et forløb hos en alkoholbehandling, hvor jeg stadig går. Det lyder alvorligt, at man som ung skal gå til alkoholbehandling, men jeg tror ikke, at min situation adskiller sig særlig meget fra andre unges situation og tilværelse, når det gælder alkohol.

Alkoholkulturen blandt unge er nemlig ekstrem i Danmark. Det har jeg i lang tid kunne mærke, fordi det både psykisk, fysisk og socialt har haft konsekvenser for mig. Konsekvenserne har ikke været lige så voldsomme, som de er for en egentlig alkoholiker. Dette betyder dog ikke, at alkoholen ikke var et problem for et ungt menneske som mig, fordi det var det – også selvom, at jeg kun drak fredag og lørdag.

Jeg ved ikke, hvad årsagen er til, at jeg først sagde stop som 24-årig. Måske er det alderen eller at jeg er nået et punkt, hvor jeg ikke kan tillade at ødelægge mig selv mere. Måske er det bare en pause, hvor jeg lærer at styre alkoholen og træne mig i at være social uden at drikke. Jeg ved endnu ikke, om jeg kan finde på at drikke igen, fordi jeg ved, at jeg reagerer dårligt med alkohol i blodet. Jeg ved dog, at hvis jeg ikke havde begyndt at forstå måden, jeg drak alkohol på, som et reelt alkoholproblem, så ville jeg nok aldrig have gået i behandling og taget problemet alvorligt nok til at stoppe.

Sobre samtaler
I podcast-serien Sobre Samtaler bliver unges alkoholkultur diskuteret af Anders, Anders og Jacob. To af dem er helt stoppet med at drikke, mens den sidste er lykkedes med at drikke mindre. Podcasten er lavet for bl.a. at give nogle værktøjer til unge, som gerne vil drikke mindre.