Pia fortælle rom et liv med alkohol

”Den der stopklods andre har, den har jeg ikke”

Alkoholproblemer
Kvinde
45-54 år
Pia Reinholdt passede i mange år sit arbejde, sit hjem og sin hund, samtidig med at hun passede sit store forbrug af vin. Stille og roligt eskalerede forbruget, og til sidst drak hun mindst en flaske rødvin om dagen. Hun var godt i gang med at drikke sig ihjel, da bekymrede familiemedlemmer tog affære.

Af Louise Sjørvad

Pia Reinholdt ligger på en sovesofa i sin stue, da hendes mor, moster, kusine og datteren Frederikke kommer ind i lejligheden. De er bekymrede for Pia og har derfor låst sig ind i lejligheden med Frederikkes nøgle.

- Jeg ligger bare der og… ligger. Bag sofaen står der hvidvinsflasker og ja, det var jo pinligt, at de skulle se mig sådan. For jeg havde det virkelig dårligt, fortæller Pia, som er 51 år og bor i Grindsted.

Pia har med egne ord altid haft lidt mere hang til vin end andre har. Men efter skilsmissen fra børnenes far i 2002-2003 begynder forbruget at eskalere og blive til et decideret misbrug.

- Den der stopklods, som andre har, har jeg ikke. Jeg kunne ikke stoppe igen og havde ikke et normalt drikkemønster. Så jeg fik jo black outs – cirka hver anden ugen – og vidste bagefter ikke, hvad jeg havde lavet. Men jeg vidste jo godt, at jeg havde et problem – og det vidste min datter også, fortæller Pia. 

Når datteren Frederikke finder Pias gemte vinflasker, så hælder hun dem ud i vasken. Flaskerne står gemt forskellige steder i lejligheden. Bag sofaen, i tøjskabe, i køkkenskabe, i gangen eller hvor de nu kan skjules. Men Pia siger aldrig noget til at datteren tømmer flaskerne.

- Jeg konfronterede hende ikke med det, for det var jo pinligt for mig, at hun havde fundet mit gemmested. Nogle gange kom hun også med spidse kommentarer. Men så lod jeg, som om jeg ikke hørte det, fortæller Pia.

Pia kunne godt passe sit arbejde

Da misbruget er på sit højeste, drikker Pia Reinholdt vin hver eneste aften, mens hun sidder i sin sofa og ser TV eller læser. Nogle gange er det en enkelt flaske, andre gange en treliters karton. Sådan er hendes aftener fra 2008-2010. Dagen efter står hun op og går på arbejde.

- Jeg fik ikke tømmermænd, og jeg var ikke dårlig, når jeg vågnede. Jeg var måske lidt træt, men jeg passede mit arbejde, fortæller Pia Reinholdt, som er procesoperatør i firmaet DuPont. Et job hun også havde dengang.

- Jeg passer mit hjem, mit arbejde og min hund.

Tonny fortæller om et liv med alkohol
Alkoholproblemer
Tonny Erichsens søster gav ham et ultimatum: Det er flasken eller familien. Heldigvis valgte han familien - og samtidig fik han en stor ny familie af andre med tidligere alkoholproblemer.
Læs også Tonnys historie.

Ser ikke sine børn

Datteren Frederikke går på efterskole, så hende skal hun ikke tage sig af i hverdagene. Men da efterskoleopholdet er slut, og Pia får en kæreste, der også har et alkoholproblem, bliver der drukket for meget vin i hjemmet til, at Frederikke vil bo der.

- Frederikke flyttede over til sin far, fordi jeg havde så mange konflikter med min kæreste, når vi havde drukket, og hun var så træt af at være sammen med os, siger Pia.

”Det er jo klart, at en aktiv alkoholiker ikke er sjov at være sammen med”, fortæller Pia, som på det her tidspunkt heller ikke længere får besøg af sit yngste barn Kristoffer på ti år, som normalt bor hos sin far.

Sommeren 2010 går forholdet til kæresten også i stykker. Så da Pia får sommerferie ser hun ikke sine børn, og hun har ikke længere en kæreste. Og det er dér, Pias familie tager affære.

- Da jeg får sommerferie, tænker jeg bare, at jeg drikker mig fuldstændig ned. Det hele kan være lige meget. Jeg drikker bare, fortæller hun.

Men Pias mor, moster, kusine og datter har andre planer, da de låser sig ind i lejligheden midt i juli.

Fik hjælp til at gå i alkoholbehandling 

Pia fortæller om et liv med alkohol

Pias moster har været i kontakt med personaleafdelingen på deres fælles arbejdsplads, og hun har fundet frem til, at Pia kan få betalt sin misbrugsbehandling af arbejdspladsen. Pias kusine har talt med en alkoholrådgivning om, hvordan hun skal tale med Pia uden løftede pegefingre.

- De var helt sikre på, at jeg ville sige, at det kan de godt glemme. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var helt klar over, at det her ikke kan fortsætte. Jeg var godt klar over, at jeg ellers ville dø. Jeg vidste nok bare ikke selv, hvor jeg skulle gå hen, siger Pia Reinholdt, som begynder i ambulant behandling hos Dansk Misbrugsbehandling i Aarhus kort tid efter. Det tog otte uger, og siden har hun været ædru. 

Noget af det, der optog hende under behandlingen, var, hvordan hun kunne få en god kontakt til sine børn igen.

- På behandlingsstedet sagde de, at jeg bare skulle tage det stille og roligt. De sagde: Tro os, det skal nok komme, men det tager tid. Det gjorde det så også, men i dag har jeg et godt forhold til mine børn og til resten af min familie.
 

Læs fortællinger fra mennesker med alkoholproblemer og pårørende. Du er ikke alene.
Læs flere livsfortællinger her.