Nadia Pedersen

Det har ikke været en let rejse at vænne sig af med alkoholen og stofferne, men i dag er Nadia Pedersen glad for, at hun har gjort det.

Nadia begyndte at drikke som 12-årig: "Alkoholen blev en flugt, der næsten tog livet af mig"

Alkoholproblemer
Kvinde
25-34 år
Allerede som 12-årig begynder Nadia Pedersen at bekæmpe sine dæmoner med hård sprut og smøger. En kamp, hun næsten ender med at tabe, indtil en særlig nyhed får hende til at skifte retning.

Af Maibritt Brahe, journalist Alkohol & Samfund

Da 33-årige Nadia Pedersen sætter sig i en stol i sin have i Helsingør, er det ikke til at se på hende. Udadtil ser man den kærlige mor til to små piger, der i flere år har været selvstændig, og som lige er blevet gift med sin kæreste gennem 12 år, Anders. Men under overfladen gemmer hun på historie, de færreste kan sætte sig ind i.

Det er historien om en svær barndom, flere års problemer med alkohol og et misbrug af stoffer, der til sidst har været ved at tage livet af hende.

- Alkohol starter som min overlevelsesmekanisme fra alle de svære tanker, men i virkeligheden ender det med at være dét, der sammen med stofferne, driver mig på randen af selvmord, fortæller hun.

Snebolden ruller og problemet tager til

Nadia Pedersen lægger ikke skjul på, at hendes barndom ikke altid har været lige let. Som 5-årig bliver hendes forældre skilt, og Nadia oplever på egen krop, hvordan familien kæmper med en række problemer.

- Som 11-årig har jeg nogle gange stået foran hoveddøren og tænkt: Skal jeg bare gå hen på legepladsen i stedet for indenfor? Jeg følte mig ikke altid tryg i situationen. Det er nok derfor, jeg begynder at drikke alkohol og ryge cigaretter - fordi det var det, jeg var vokset op i, husker Nadia.

De første mange gange hun drak hård sprut, blev hun så dårlig, at hun endte med at kaste op. De mange fester og det vilde druk betød også, at Nadia som 14-årig var bagstiv, da hun en søndag morgen skulle ud og købe sit konfirmationstøj.

- Hvor mange kommende konfirmander er lige fulde, når de vælger deres tøj? Og det var langt fra første gang, jeg var fuld.

Efter en masse tumult hjemme, traf Nadia som 16-årige beslutningen om at flytte hjemmefra. Men problemet eskalerer langsomt, og hun begynder at eksperimentere med stoffer.

- Når jeg var fuld, så forsvandt det hele for en stund. Det slukkede for alle problemerne i mit hoved, og derfor var jeg i mine sene teenageår påvirket af alkohol, hash eller hårdere stoffer, forklarer hun.

Problemerne med alkohol og stoffer kulminerer, da Nadia som 22-årig af tre omgange forsøger at tage sit eget liv.

- Jeg kæmpede med svære tanker og følte, jeg ikke kunne finde ud af noget. Det er en mørk periode i mit liv.

Går du rundt med svære tanker?

Hvis du går rundt med tanker om selvmord eller selskade, kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på telefon 70 201 201.

Telefonen har åbent alle årets dage fra klokken 11-05.

Kilde: Livslinien.dk

Familien blev redningen

Men Nadia Pedersen når aldrig at gøre alvor af sine svære tanker, da hendes storebror kom med en særlig nyhed. ”Du skal være faster,” lød beskeden. Men budskabet var også klart. Hvis Nadia skulle være en del af sin nieces liv, skulle hun lægge sine problemer med alkohol og stoffer på hylden.

- Jeg sagde til ham med det samme, at så ville jeg flytte fra min ekskæreste og få hjælp, fortæller hun.

Blot få dage efter flytningen opsøgte Nadia sin læge og kom i behandling for sine problemer med alkohol og stoffer. En beslutning, der betød flere måneder med lægebesøg, medicin og abstinenser. En rejse, der ikke altid var lige let, tilføjer hun.

- Nogle gange faldt jeg i med 180 km/t, og så slog jeg mig selv hårdt i hovedet for det næste dag – for jeg vidste, det var dumt. Men jeg opdagede, at stoffer og alkoholen ikke længere var en flugt fra det svære, men det var faktisk dét, der fik de dårlige tanker til at komme væltende.

Børnene frem for alt

I dag har Nadia fået et forhold til alkohol, hun selv vil beskrive som ”ret afslappet”. Det vil sige, at hun godt kan drikke et par drinks til venindeaftenen, men sjældent drikker sig fuld.

-  Mine børn skal aldrig se mig fuld, siger Nadia Pedersen.

For med to små børn på otte og fire år, er Nadia ikke i tvivl om, at de skal have den tryghed og stabilitet, hun til tider selv har manglet i sin barndom.

- Mine børn skal vide, at jeg er mig – også når de sover, og hvis de vågner og har mareridt om natten. Det skal være trygt, forklarer hun.

Derfor har Nadia besluttet aldrig at drikke mere end, at hun kan køre en bil, når hun er sammen med sine to børn.

Philip Lysholm Nielsen
Alkoholproblemer
Udadtil var 31-årige Philip Lysholm Nielsen en festglad mand, der elskede at drikke alkohol. Men under overfladen gemte sig en historie om et voksende alkoholproblem, der endte med at koste ham forholdet til sin bror og ekskæreste.

Mennesker med alkoholproblemer er ikke svage

Med en hård barndom, problemer med alkohol og et stofmisbrug i rygsækken var det også med rystende hænder, at Nadia Pedersen første gang holdt et foredrag om hendes fortid.

- Det var så grænseoverskridende første gang, men det har givet mig meget mere ro at sige det højt, fortæller hun.

Ved at dele sin historie er der særligt et budskab, hun håber på at sprede.

- Mennesker, som har haft et problem med alkohol eller stoffer, er ikke svage. De kender bare ikke deres potentiale endnu, og jeg vil gerne være med til at vise dem, at det har de, slutter hun.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.