Christina stoppede først, når hun gik omkuld: ”Unge har også brug for hjælp til alkoholproblemer”

Af Michalina Plichta, kommunikationspraktikant

Jeg stoppede med at drikke alkohol efter min sidste bytur den 4. november 2019. Den aften var en veninde og jeg endt på vores stamsted, Nørrebro Bodega. Vi aftalte at tage hjem inden midnat, men da tidspunktet nærmede sig, ville jeg - som det altid skete - ikke hjem. Vi trak den til klokken 01, hvorefter min veninde så tog hjem. Jeg lovede at være hjemme inden klokken 03. Hvis ikke jeg var det, skyldte jeg hende 500 kroner. Den aftale skulle sørge for, at jeg ikke endte med at være ude hele natten lang. Men derfra ved jeg simpelthen ikke hvad, der er sket.

Mit eneste bevis for aftenen er en video af mig selv, der går på Mimersgade klokken 07:30 om morgenen, hvor jeg må være på vej hjem. I videoen prøver jeg at tænde en cigaret, og jeg går og snakker med mig selv. Når jeg ser videoen nu, forstår jeg ikke, hvad jeg selv siger, for jeg var så fuld.

Alkohol blev min ”yndlingsbeskæftigelse”

Jeg har haft en særlig kærlighed til alkohol, siden jeg første gang smagte det som 12-13-årig. Dengang gik jeg og sagde, at jeg elskede det, og at det var min yndlingsbeskæftigelse. Det var altid mig, der i teenageårene foreslog, at vi skulle drikke.

Senere hen har der også været forskel på mit og mine venners forhold til alkohol. De drak på en ’normal måde’, hvor de tog hjem fra byen på et fornuftigt tidspunkt, og de kunne klare deres ting dagen efter. Når jeg derimod først havde drukket en genstand, så kunne jeg ikke stoppe igen, før jeg faldt omkuld.

I byen endte jeg altid med at hænge ud med fremmede. Det var også noget af det, jeg syntes, var sjovt dengang. En af grundene til, at jeg drak så meget, var nemlig social angst. Jeg havde svært ved at møde og være omkring mennesker, medmindre det var helt tætte relationer. Derfor fungerede alkohol som et middel til at komme ud og møde nye folk.

Bare en “fest-pige”

Det, at jeg drak for at være social, og ikke drak derhjemme for nedrullede gardiner, var med til at kamuflere mit alkoholproblem. Jeg følte, at jeg drak som et hvert andet ungt menneske – jeg gik jo bare i byen og havde det sjovt. Når jeg tit skulle have aftenen genfortalt af venner, blev det slået hen som en sjov ting, for ”haha, jeg var også bare sådan en fest-pige”.

Men mine blackouts havde konsekvenser. Efter en drukaften fik jeg nogle gange fortalt, at jeg havde været pinlig, ubehagelig eller utilregnelig. Jeg svigtede mine venner, for jeg var ikke til at stole på. Man vidste aldrig, hvor jeg ville ende henne, for jeg var ikke bange for noget. Jeg var med på alt. Der skulle ske noget hele tiden.

Den mest mærkbare konsekvens var, at jeg havde angst hver morgen, efter jeg havde drukket. Det var tit også for at undgå angsten, at jeg drak videre. Og det var meget den, der i sidste ende, var med til at få mig til at bede om hjælp. Jeg følte, at jeg ikke kunne kontrollere mit indtag.

Kunne ikke holde til mere

Jeg kendte én veninde, der havde været i alkoholbehandling, inden jeg første gang selv søgte det. Hun har været med til at vise mig, at man kan have et alkoholproblem som ung.

Da jeg søgte behandling, gik jeg til mit lokale misbrugscenter med en veninde ved min side. I receptionen sagde jeg: Jeg har nogle problemer med alkohol, som jeg gerne vil have hjælp til. Så kom jeg ind til en socialrådgiver med det samme, hvor hun stillede mig en række af spørgsmål. Hun fortalte, at jeg drak al, al, al for meget. Det var et wakeupcall, at der sad en professionel overfor mig og sagde, mit druk var heftigt.

Efter en ædru periode troede jeg, at jeg kunne lære at drikke med måde. Sammen med gruppen, som jeg havde været i behandling med, opstillede jeg en liste af regler, der skulle hjælpe mig med at styre mit alkoholindtag. Men det duede slet ikke for mig. Listen blev overskredet flere gange. Jeg gik på druk i nogle dage, og når det blev for meget, tog jeg antabus i en måned, for lige at bremse det. Og så drak jeg ellers igen. 

Min on-off druk- og antabusperiode stod på i noget tid, før min sidste bytur den 4. november 2019. Her kom erkendelsen af: OK, så det gik galt igen, fordi jeg ikke kan styre det. Jeg blev træt af at blive ved med at prøve, uden at der kom noget ud af det. Træt af at føle mig så slidt hele tiden. Jeg slækkede også på hygiejnen. Jeg ville gøre alt for ikke at komme hjem, og det betød jo så, at jeg ville gå flere dage uden at børste tænder og uden et bad. På det tidspunkt var alkoholen bare vigtigst for mig. På tre dages druk ville jeg også kun spise, måske tre måltider på tre døgn og ryge rigtig mange smøger. Jeg kunne ikke mere. Jeg var så udmattet.

Bedre relationer som ædru

Jeg ved nu, at den rigtige vej for mig er at være ædru. Det er nok, som man siger i Anonyme Alkoholikere: Man starter der, hvor man slutter. Jeg ved med mig selv, at jeg ville fortsætte mit druk på det stadie, hvor jeg slap.

Lige efter jeg blev ædru, var jeg hjemme hos min mor stort set hver weekend, og hun har spillet en stor rolle i min udvikling. Jeg har altid kunne komme hjem til hende og få en pause. For mig var hendes hjem et godt tilflugtssted ude af byen, som kunne give ro, natur og en hund at gå med. Nu bruger jeg hende ikke lige så ofte, for jeg har fået det meget bedre.

Det skifte kom omkring november 2021, hvor min sidste behandling sluttede. Efter to år som ædru hev en veninde mig med til et AA-møde. I stedet for at være alene og føle mig nede på min jubilæumsdag, sørgede hun for, at jeg fik en rigtig god dag. Jeg blev blandt andet fejret med en mærkedagsmønt, og vi tog ud for at vinterbade. Lige siden der, har jeg brugt Anonyme Alkoholikere. Det er især det sociale, som jeg ellers gik helt i stå med, da jeg først blev ædru, jeg nu har fået igen. Og så endda med mennesker, som ikke drikker - det kunne ikke være bedre.

Mine relationer er i det hele taget blevet bedre nu, hvor jeg ikke drikker længere. Dét gør også, at jeg ikke føler samme trang til at drikke. Og hvis den trang endelig skulle opstå, så hjælper det at tænke tanken helt til ende. Jeg ved, at det går over, og jeg har opbygget noget, som ville være enormt svært at give slip på. Det er blandt andet så rart, at jeg nu kun gør ting, som jeg har mig selv med i. Jeg er glad for, at jeg er klar i hovedet og har en dagligdag. En dagligdag, hvor jeg kan gøre alle de ting, jeg har sat mig for. En dagligdag, hvor jeg er glad for, at jeg er pålidelig overfor andre og ikke brænder dem af.

Mit shit kan hjælpe andre

I noget tid har jeg brugt Instagram til at tale åbent om mit alkoholproblem - noget, som egentlig føles ret naturligt for mig at gøre. Det kommer virkelig godt tilbage, når der er så mange mennesker, der skriver til mig, at jeg har gjort en forskel for dem. Flere har spurgt, hvor de skal henvende sig, hvis de godt vil have hjælp. Og nogle har skrevet, at de er gået i behandling, fordi de har fået øjnene op for, at man godt kan være ung og få den hjælp.
Mit shit kan bruges til noget hos andre: De får en følelse af, at de ikke er alene, samtidig med, at jeg får samme følelse, når de skriver til mig, at de netop manglede nogen, der turde tale højt om det her. Det er noget, jeg en gang selv manglede.