Lasse Bonde

Lasse havde en indre djævel: “Når først den blev fodret med alkohol, kunne intet stoppe den”

Alkoholproblemer
Mand
25-34 år
Lasse Bondes branderter endte ofte i blackouts, hvor han løj, sagde og gjorde mærkelige ting, og blev en helt anden person, end når han var ædru. I kølvandet fulgte skam og et selvværd, der hang i laser. Lasse udviklede et alkoholmisbrug, men kom i behandling, holdt op med at drikke og har nu fået et nyt liv.

Af Kim Andreasen, journalist.

Det er tre år siden nu. Den dag, hvor Lasse Bondes kæreste kom hjem en eftermiddag og fandt ham liggende på stuegulvet i deres hus i Holbæk. Det blev et vendepunkt i den dengang 26-årige Lasses liv.

- Jeg kan huske, at jeg vågnede op og blev destruktiv. Jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke havde lyst til at leve mere. Følelsen af at være mig var helt forfærdelig, fortæller Lasse.

Hans kæreste blev bange, men sagde, at hun ville køre en tur for at tænke over tingene. Imens sad Lasse i sofaen og prøvede at finde ud af, hvad han dog havde lavet, og hvad der førte til, at han havde drukket sig helt ned en ganske almindelig eftermiddag, selvom det var sket flere gange før.

- Efter nogle timer kom min mor ind ad døren sammen med min kæreste. Min mor boede faktisk i Jylland, så det var noget af en overraskelse, at hun pludselig stod der i vores stue. Det første hun sagde var: “Lasse, du skal i behandling nu”. 

Lasses første reaktion var, at det ikke er noget for ham, men han gik med til at kontakte en behandlingsinstitution, for han vidste godt, at det var nået dertil, hvor alkoholen havde taget helt over i hans liv. Efter nogle dages ventetid kørte hans far ham afsted til det fem ugers døgnophold, der fik Lasse til helt at lægge alkoholen på hylden.

Alkoholtest png
Vores alkoholtest kan både tages af dig, der er pårørende, og den, der drikker. Alkotesten kan give en indikation af personens alkoholforbrug og drikkevaner.

Alkoholens bagside: Ændrede Lasses karakter

Lasse og hans kammerater i folkeskolen i Ebeltoft startede med at drikke alkohol i slutningen af folkeskolen, og så tog det til.

- Det var i 9. klasse, og med de almindelige begrænsninger der nu er i forhold til forældre. Men så kom jeg i gymnasiet i Aarhus, hvor der var mange fester, og hvor øl og sprut indgik i stort set alle sociale sammenhænge, husker Lasse.

Det var her Lasse første gang oplevede, hvilken virkning alkohol har på ham.

- Når jeg drak alkohol, gik jeg ikke kold som de fleste andre. Jeg kunne bare blive ved og ved, og var altid den sidste, der forlod festen. Derfor fik jeg også nogle virkelig hårde branderter, hvor jeg ofte fik blackouts. Bagefter fik jeg fortalt, at jeg havde gjort og sagt de mærkeligste ting. Det var som om sad en lille djævel inde i mig. Når den blev fodret med alkohol, kom den frem og var ikke til at stoppe, fortæller Lasse.

Den indre druk-djævel fik Lasse til at ændre karakter. Når han var fuld, blev han overgearet, havde store armbevægelser og løj, var verbalt aggressiv og farede rundt, mistede sine ting og blev væk fra sine venner. Vågnede op de mærkeligste steder – for eksempel på hospitalet - uden at kunne huske, hvordan han var havnet der.

Lasse husker, hvordan han allerede på det tidspunkt godt var klar over, at der var noget galt med hans forhold til alkohol. Han kunne tidligt på en aften i byen godt sige til sig selv: Det går galt i dag. Men han havde ingen stopklods og blev alligevel ved med at drikke.

Selvom der var meget druk, var der ifølge Lasse ikke dengang tale om et misbrug.

- Jeg kunne sagtens passe min skole og alkoholen hører mest til i weekenderne. Men mine blackouts og de ting, jeg får sagt og gjort, når jeg er fuld, gjorde mig skamfuld, og jeg brugte meget tid på at gå og spekulere over, hvordan jeg havde opført mig.

Efter gymnasiet prøvede Lasse forskellige ting af. Han startede med at få arbejde i en tøjbutik og læste senere Finans. Han flyttede også meget rundt i landet i den periode. Han var både i Aarhus, Silkeborg og Helsingør. Alle stederne oplevede Lasse, at det gik galt med alkoholen, når han var i byen eller til sociale arrangementer.

- Her havde min opførsel konsekvenser. Jeg blev flere gange kaldt ind til mine chefer til en alvorssnak efter en bytur. Min følelse af skam og af at have brændt alle broer tog til, og det var også derfor, at jeg flyttede så meget rundt på det tidspunkt. Jeg flygtede fra problemerne og søgte hele tiden en ny start, siger Lasse.

Måtte overnatte i detentionen

Efter finansstudiet og et arbejde i en bank, hvor Lasse følte sig helt forkert placeret, besluttede han sig for at blive ejendomsmægler og fik et job i Nordsjælland.

- Her følte jeg mig mindre hjemme end nogensinde. Jeg var langt væk fra familien, jeg blev stresset og begyndte at bearbejde det med alkohol - ikke bare til fester, men også i hverdagen, hvor en øl til maden førte flere med sig.

En nytårsaften drak Lasse sig med egne ord sønder og sammen. Det var så grelt, at hans kæreste blev bange for, at han ville gøre skade på sig selv, og hun ringede til politiet.

- De hentede mig, og det endte med, at jeg overnattede i detentionen. Nu synes min kæreste ikke, at hun kunne være med mere, så vi valgte at gå fra hinanden. Efter den nytårsaften kunne jeg godt se, at jeg havde et alvorligt problem med alkohol, og at jeg skal stoppe med at drikke. Men jeg havde ikke rygraden, og ligeså snart jeg blev tilbudt en øl, sagde jeg ja.

Ligesom så mange gange før prøvede Lasse at starte på en frisk. Han fik arbejde som ejendomsmægler i Holbæk. Forsøgte at holde op med at drikke, kæresten vendte tilbage, og i en periode gik det meget godt.

- Det holdt dog alligevel ikke i længden. Igen tog jeg nogle ture, hvor jeg blev fuld og modbydelig, og på mit arbejde begyndte de at få mistanke om, at der var noget galt. For at finde en undskyldning, bildte jeg dem ind, at jeg var allergisk overfor alkohol, og at det var derfor, jeg opførte mig sådan, når jeg drak, fortæller Lasse.

Har fundet sig selv uden alkohol

Det er tre år siden, at Lasse stod ud af sin fars bil og tog de vigtige skridt ind ad døren til det behandlingssted, der gjorde ham alkoholfri.

- Jeg blev mødt af en stor omsorg og fik redskaber til at tackle mit misbrug, men ikke mindst indså jeg, at jeg ikke var alene om at have et problem. Jeg så, at der var andre end mig, som kæmpede med alkohol. Helt almindelige - også unge mennesker med forskellig baggrund, som var blevet afhængig af alkohol.

Tiden uden alkohol har - som Lasse selv udtrykker det - gjort alt for ham.

- Jeg har fundet mig selv og lært at lave de ting, som gør mig glad. Hvis der dukker svære tanker op, går jeg en lang tur eller inviterer venner på besøg. Og i modsætning til før, kan jeg nu være mig selv i sociale sammenhænge, fortæller Lasse.

Men det har været en hård kamp. I starten turde Lasse ikke gå til sammenkomster af frygt for at blive fristet af alkoholen. Men blandt andet med hjælp fra det store netværk, han har fået efter behandlingsopholdet, og som han gør brug af, når tingene bliver svære, får han efterhånden mod til igen at tage til fest og sociale arrangementer.

- Her starter jeg altid med at være helt åben og fortælle alle i selskabet, hvorfor jeg ikke drikker, og jeg bliver aldrig mødt af negative kommentarer. Heller ikke da jeg fortalte mit arbejde, at jeg havde et misbrugsproblem og skulle i behandling. Min chef sagde: “Du skal bare afsted. Så klarer vi det her, indtil du kommer tilbage”. For første gang fortalte jeg den rigtige historie og viste min sårbarhed. Den forståelse, jeg blev mødt med, var en kæmpe lettelse. Det var nok her, jeg tog det største skridt i erkendelsen af, at jeg har et alkoholproblem, siger Lasse.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.