Kristians kollega hjalp ham i behandling: "Jeg skulle have et skub for at komme videre"
En dag for fire år siden bankede det på døren til 39-årige Kristian Kragerup Tofte Rasmussens kontor på den skole, hvor han arbejder som it-medarbejder. Hans nære kollega kom ind og sagde: “Kristian, jeg bliver nødt til at tale med dig. Jeg kan se, at du er ked af det. Det kan jeg ikke have. Vi må gøre noget, og jeg vil gerne hjælpe dig”.
Kristians alkoholforbrug var på det tidspunkt meget højt. Han drak 20-25 genstande hver dag.
- Ofte drak jeg, til jeg faldt nærmest bevidstløs om. Det foregik altid derhjemme, og jeg var alene, for jeg følte en stor skam over, at jeg måtte drikke for at tackle mine problemer, fortæller Kristian.
Først blev han flov over, at kollegaen konfronterede ham, men egentlig også lettet. For inderst inde vidste han godt, at det var netop hjælp, han havde brug for.
- Jeg havde nok håbet på, at den hjælp ville komme. Jeg var parat til at få hjælp. Men det første skridt er det sværeste, og det magtede jeg ikke selv at tage. Jeg skulle have et skub for at komme videre, siger Kristian.
Alene med et stort ansvar
Kimen til Kristians alkoholproblemer blev lagt for 16 år siden, da hans far fik konstateret kræft. Familien var i chok. Hverken Kristians mor eller storebror var på det tidspunkt i stand til at kapere farens sygdom, og de kunne ikke give faren den støtte, han havde brug for. Derfor blev det den dengang 23-årige Kristian, som tog med faren til de mange kemobehandlinger og sygehusbesøg, som fulgte i årene efter.
Jeg følte mig meget alene og fik ikke meget hjælp af familien. Min far var også ked af det og spurgte mig, hvorfor hans familie ikke var der, og der sad jeg som familiens yngste og kunne ikke svare. Her bagefter kan jeg godt se, at det var et stort ansvar at lægge på en ung mands skuldre, fortæller Kristian
Indtil farens kræftsygdom havde Kristian haft et helt normalt alkoholforbrug for en ung mand med øl til weekendens fester. Men undervejs i farens lange sygdomsforløb kunne han godt mærke, at trangen til alkohol blev større.
- Det gik meget op og ned. Min far blev erklæret henholdsvis rask og syg igen flere gange. Det var en hård rutsjetur, når man efter at være blevet lettet over en raskmelding, pludselig blev slået tilbage, når sygdommen igen ramte min far. I weekenderne, og når jeg havde fri, blev det til flere fester og mere druk. Jeg søgte tilflugt i alkoholen, så jeg for en stund glemte, at min far lå derhjemme og var syg, og at jeg skulle tage stilling til alt muligt omkring min fars sygdom, forklarer Kristian.
Slået helt ud
I mellemtiden fik Kristian en kæreste, som han blev gift og fik et barn sammen med. Han skulle jonglere mellem både at passe sit job, have et familieliv og tage sig af faren. Det pressede Kristian og hans alkoholforbrug steg endnu mere.
- Lige så snart det blev fredag, skulle jeg have nogle øl. Det skabte også problemer i mit forhold. Min kone forstod mig ikke og kunne ikke hjælpe mig. Det fik bare mit alkoholforbrug til at stige endnu mere, for der er ingen i hverken familien eller blandt mine venner, der ville lytte til mig.
Det endte med at Kristian blev skilt og så eskalerede drikkeriet også til hverdagene, hvor der ikke var nogen til at holde øje med ham. Og da Kristians far kort tid efter dør, blev han helt slået ud, og alkoholen fik overtaget.
Det er her, kollegaen tog fat i Kristian. For på trods af alkoholproblemerne formåede Kristian at passe sit arbejde igennem alle årene. Egentlig tænkte han, at han var i stand til at skjule det for sin arbejdsplads. Men til sidst blev det tydeligt, at han ikke havde det godt.
Ville gerne indrømme problemerne
I fællesskab og med opbakning fra chefen satte Kristian og hans kollega sig ned og undersøgte, hvad der var af muligheder for at få hjælp i nærområdet. De fandt et tilbud, hvor Kristian kom i et behandlingsforløb med afrusning, antabus og samtaler.
- Jeg var der, hvor jeg gerne ville indrømme, at jeg havde et problem. Og så motiverede det mig også, at mine børn var begyndt at lægge mærke til, at jeg opførte mig anderledes og derfor var kede af at være sammen med mig. Jeg ville gøre alt for, at det blev bedre, siger Kristian.
Behandlingsforløbet gik godt. Kristian har haft enkelte tilbagefald, men når det er sket, var der god opbakning fra både kollegaer og behandlingsstedet.
- Ingen var fordømmende, men sagde, at fejl kan ske, og at det gælder om at komme op på hesten igen. Sådan en tilgang er god. Så føler man sig ikke som taber. Derfor fik jeg også løst mine alkoholproblemer og blev helt tørlagt. Jeg gik f.eks. til firmafester og drak kun cola, fortæller Kristian.
Morens død var et chok
Men så blev Kristians mor også syg af kræft. Han følte en forpligtelse til at hjælpe sin mor og flyttede ind hos hende på Sydsjælland for at sørge for, at hun fik gjort rent og spiste mad. Selv om det var en presset periode, der på mange måder mindede om farens sygdomsforløb, faldt Kristian ikke tilbage til sine gamle mønstre med at dulme presset med alkohol.
- Jeg passede mine møder med min behandler og tog min antabus. Men set i lyset af det, der skete, da min far var syg, var det måske en forkert beslutning. Men det er jo min mor, og man vil gerne hjælpe.
En aften kom Kristian hjem fra arbejde og fandt sin mor død. Han fik et chok, og da det efter en uges tid gik op for ham, hvad det var sket, begyndte han igen at drikke.
- Jeg kunne ikke finde ro i kroppen. I stedet for at tage det fornuftige valg og opsøge min læge, gik jeg tilbage til alkoholen, siger Kristian.
Nogen der lytter betyder alt
Hans alkoholforbrug nåede dog slet ikke op på samme niveau som ved farens død, og denne gang var han stærk nok til selv at bede om hjælp hos kollegaen. Hun trådte straks til. Kristian gik i behandling og kom hurtigt på rette køl igen – blandt andet fordi han denne gang blev tilbudt gruppeterapi.
Her oplevede han, at der findes andre mennesker med de samme problemer og tanker, som han selv har kæmpet med, og som han ikke har haft mulighed for at vende med sin nærmeste familie eller venner.
- Antabus er en god hjælp. Men det er lige så vigtigt - i hvert fald for mig - at have nogen at tale med og nogen, der vil lytte. Det har hjulpet mig til at acceptere, at jeg er alkoholiker, og at jeg skal arbejde ud fra det, siger Kristian.
Kristian drikker nu på fjerde år slet ikke alkohol. Han har et par enkelte gange haft et tilbagefald, og han lægger da heller ikke skjul på, at det er svært at tackle et liv uden alkohol.
Og han er ikke i tvivl om, at hans liv er blevet reddet, fordi der er mennesker, der har bekymret sig for ham.
- Ud over min kollega, har jeg nu fået en rigtig god veninde, som selv er pårørende i en familie, hvor alkohol- og stofproblemer har fyldt meget. Hun forstår mig, og er en, jeg kan tale med, hvis jeg får behov. Det betyder alt, siger han.