plejepersonale alkohol samtale

Plejepersonale kan bruge faldulykker til at tage en samtale om alkohol

En samtale om at undgå fald kan være et udgangspunkt for at ændre ældre borgeres alkoholvaner. Få rådgivning til at håndtere alkoholrelaterede fald i arbejdet med ældre borgere.

Af Kim Andreasen, journalist

Plejepersonale må ofte hjælpe borgere, der er faldet, fordi de er påvirket af alkohol. Næsten 60 procent af ansatte i hjemmeplejen har i deres arbejde skulle hjælpe alkoholpåvirkede borgere, der er faldet, viser ny undersøgelse blandt 1.926 FOA-medlemmer.

Guide til plejepersonale

Vil du gerne blive klogere på, hvordan du håndterer ældre borgere, som drikker for meget?

Find vores guide med gode råd til plejepersonale.

Det kan være svært for ansatte i plejesektoren at gøre noget for at forhindre fald, men det kan give anledning til en vigtig samtale om alkohol. En af dem, der jævnligt oplever at komme ud til borgere, der er faldet, fordi de har drukket for meget alkohol, er Dorthe Schau-Seidler, som er social og sundhedsassistent og ansat i hjemmeplejen i Odsherred Kommune. Hun forsøger altid at tage en snak med borgeren, når hun har oplevet et fald.

- Så kan man på en god måde også komme ind på alkohol, og måske få borgeren til at tænke på, at hvis man drak lidt mindre, ville risikoen for at falde også bliver mindre. Men det kan være vanskeligt, for det er ikke altid, man kan indgå i en dialog, hvis borgeren er påvirket. Og så er det også et tabu for mange, at de drikker for meget. Det er noget, de er flove over og helst ikke vil tale om, siger hun.

Gode råd til at håndtere fald som følge af alkohol
  • Tjek om borgeren er kommet til skade og er kontaktbar. Ring efter ambulance hvis nødvendigt. Selv om man har en stærk mistanke om, at faldet skyldes alkohol, kan det også være noget andet.
  • Et fald kan skyldes andre årsager end alkohol. Sørg for at borgeren bliver undersøgt grundigt ved den mindste mistanke om anden sygdom.
  • Sørg for at få dokumenteret faldet og hvad du har oplevet, og om du vurderer, at det skyldes alkohol.
  • Brug faldet til at tale med borgeren om alkohol efterfølgende. En snak om at undgå fald kan være en motivation til at ændre på borgerens alkoholvaner.
  • Bliv opdateret på, hvilke muligheder du har for at henvise borgeren til hjælp eller behandling for alkoholproblemer.

Observer, dokumenter og henvis til hjælp

 På Alkolinjen får rådgiverne også henvendelser fra ansatte i plejesektoren, der ikke altid ved, hvordan de skal håndtere det, når de finder en borger, der er faldet.

- De ansatte er frustrerede, fordi de ikke helt ved, hvem der skal tage sig af borgernes alkoholproblemer. Hvis en borger har været indlagt på grund af et fald, er det de ansattes oplevelse, at hospitalet ofte ikke har håndteret alkoholproblemet, og så vil borgeren bare fortsætte med at drikke og sandsynligvis også falde igen, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Derfor er det vigtigt, at man som plejepersonale er klædt på til både at tage en systematisk dialog med borgeren, som er faldet, men også at kunne henvise til den rigtige hjælp – for eksempel alkoholbehandling i kommunen.

Det første, Dorthe Schau-Seidler gør, når hun kommer ud til borgere, der er faldet, er også at observere, om de er nærværende, og om der er sket noget.

- Det er ikke altid, jeg hjælper en borger op, hvis jeg er alene. Så kalder jeg på en kollega. Og ringer selvfølgelig efter en ambulance, hvis jeg har mistanke om, at han eller hun er kommet til skade. Det er også vigtigt at få noteret i systemet, at borgeren er faldet, hvad jeg har oplevet i forbindelse med faldet, og om jeg vurderer, at alkohol har været medvirkende. Hvis man ikke får gjort det, er det svært at følge op, forklarer Dorthe Schau-Seidler.

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.