Har du abstinenser og brug for akut hjælp?

Både når du er i en periode med stort alkoholindtag, og når du holder op med at drikke efter lang tids alkoholmisbrug, kan du få alvorlige akutte symptomer og abstinenser, som kræver øjeblikkelig behandling.

Hvis du oplever abstinenser eller andre akutte symptomer, bør du søge hjælp hurtigst muligt. Som pårørende til en, der drikker, er det også vigtigt at holde øje med faresignalerne.

Ring til vagtlægen, hvis du er i tvivl

Vagtlæger:
Region Hovedstaden: 1813
Region Midtjylland : 70 11 31 31
Region Syddanmark : 70 11 07 07
Region Sjælland: 70 15 07 00
Region Nordjylland. 70 15 03 00

Skal jeg ringe til vagtlæge eller ambulance?

I en akut situation skal du enten kontakte vagtlægen, eller ringe efter ambulancen. Jo flere symptomer der er, jo alvorligere er abstinenserne.

Hvis følgende symptomer optræder, skal du ringe efter en ambulance på 112:

  • Blodigt opkast.
  • Er faldet og har slået hovedet alvorligt.
  • Vejrtrækningsproblemer.
  • Personen har drukket alkohol på Antabus.
  • Bevidstløs og ikke kontaktbar ved let rusken.
  • Viser tegn på Delirium Tremens: Udtalt forvirret, uden sans for tid, sted og egne data. Derudover: Vrangforestillinger, angst, uro, psykose, hallucinationer, højt blodtryk, høj puls og øget svedproduktion.En livstruende tilstand, der optræder 48-72 timer efter, at drikkeriet er ophørt eller delvist ophørt. Det er det alvorligste stadie af alkoholabstinenser og kræver hurtig handling.
  • Kramper, hvor personen taber bevidstheden og kramperne omfatter hele kroppen. Ser du en person med kramper, skal vedkommende om på siden, så evt. opkast ikke kommer ned i lungerne. Forsøg også at beskytte personens hoved. Du må ikke stikke noget i munden på en person, som har et krampeanfald.

Hvis følgende symptomer optræder, skal du ringe efter vagtlægen:

  • Rysten. I dette stadie vil personen ryste kraftigt på hænderne og benene.
  • Forvirret og uligevægtig.
  • Virker personen selvmordstruet, skal du kontakte nærmeste psykiatrisk skadestue eller ringe til vagtlæge.

Vigtige oplysninger til vagtlæge og ambulancelæge

Derudover er der følgende man skal være opmærksom på og som bør indgå i beskrivelsen, når man kontakter vagtlæge eller ambulance:

  • Faldulykker, især ved hovedtraume.
  • Tidligere anfald af abstinenskramper (a la epilepsi)
  • Desorientering
  • Feber
  • Sukkersyge
  • Andre ubehandlede lidelser