Pårørende

Syv råd til at tage snakken om alkohol

Personen, der drikker for meget, ser ikke nødvendigvis, at han eller hun har et problem. Derfor er det ofte familien, venner eller arbejdspladsen, der kan motivere den personen, der drikker til at søge hjælp.

Det at have støttende pårørende omkring sig kan øge chancerne for, at personen, der drikker, nedsætter sit forbrug eller stopper med at drikke alkohol.

Vær opmærksom på, at du kan blive mødt med vrede, fordi du måske er tæt på. Bevar fatningen og accepter vreden. Hold fokus på alkoholproblemet, og husk I gør det for at støtte den der drikker, og for at familielivet kan blive godt igen.

Men husk. Det er ikke dit ansvar, at personen, der drikker for meget, får hjælp. Det er hans eller hendes eget ansvar. Det er dog en stor hjælp på vejen ud af et alkoholproblem, hvis han eller hun får hjælp fra de mennesker, der betyder mest.

Hjælp til behandling og samtale

Er der mistanke om psykisk sygdom, eller er der en kendt psykisk lidelse forbundet med alkoholproblemet, er det vigtigt også at få det udredt via egen læge/psykiater, eller sikre at behandling genoptages.

Det kan være svært at tale om alkohol med personen, der drikker. Vi har derfor samlet syv råd til, hvordan du kan tage snakken.

De syv råd

1. Hvem, hvor og hvornår
Det kan være rart at være 2-3 personer, så I kan støtte hinanden. Samtidig kan det også være godt, hvis den der drikker har en til at støtte sig. Vælg et sted, hvor han eller hun føler sig tryg gerne i personens hjem og vælg et tidspunkt på dagen, hvor han eller hun ikke er påvirket eller har abstinenser.

2. Samtalen
Forbered og øv samtalen grundigt. Skriv ned, hvad du vil sige, så du er sikker på, at du får sagt alt det, du ønsker at sige. Især voksne børn i familier med alkoholproblemer kan med fordel skrive et brev, som de læser op uforstyrret for ikke at misse budskabet, og på den måde motivere dem til at søge hjælp.

3. Ønsker
Vis respekt og tillid. Lad personen selv komme med et bud på, hvad der skal ske efter samtalen. Er det urealistisk, så forklar hvorfor med gode begrundelser (tidligere erfaringer) og kom med dit bud og håb for fremtiden. Tænk også over, hvad du gerne vil have, der skal ske efter samtalen. Ønsker du, at han eller hun nedsætter sit forbrug, stopper med at drikke alkohol eller søger hjælp?

4. Grænser
Er der grænser, du vil sætte for hans eller hendes forbrug af alkohol? Eksempelvis, ”jeg vil ikke have dig på besøg, når du er beruset”.

5. Konsekvenser
Får det konsekvenser, hvis den personen ikke vil leve op til dine ønsker? Undgå trusler, hvis du ikke er klar til at handle på dem. Prøv ikke at presse personen op i et hjørne. Han eller hun skal føle sig støttet ikke truet.

6. At søge behandling
Vil du tilbyde hjælp til at aftale samtale eller behandling og eventuelt selv deltage? Vil du sætte grænser over for den der drikker, hvis han eller hun ikke vælger at gå i behandling? Tal om de konsekvenser, det kan have, hvis den der drikker fortsat ikke vil søge hjælp.

7. Afsluttende
Lav nogle konkrete aftaler med personen, som drikker.

Sådan taler du om problemet

Samtalen bør handle om din eller jeres bekymring og ikke vrede. Anerkend det, du synes, der fungerer, og det, du sætter pris på. Undlad fokus på fejl og mangler.

Brug jeg-sprog og bliv på egen banehalvdel ved at være tydelig om dine egne følelser, tanker og behov. Brug konkrete eksempler på, hvordan deres alkoholforbrug påvirker dig.

Eksempler på vendinger du kan bruge: Jeg ser du gør... det betyder for mig at… Det gør mig så bekymret for dig… og jeg savner sådan… og jeg ville sådan ønske at vi kunne… Når du... så bliver jeg… Jeg savner…

Få hjælp til at forberede samtalen

Som pårørende kan det være en stor hjælp at få gode råd og vejledning, før du tager den svære samtale. Er du godt klædt på, inden du konfronterer den, der drikker, med alkoholproblemet, øger du også chancerne for et godt resultat.

Du har mulighed for at få en anonym og gratis snak med en af vores professionelle rådgivere på Alkolinjen på telefonnummeret 80 200 500 alle hverdage.