Svært at hjælpe min far

Hej, jeg er en pige på 23 år, der har en far som drikker. Han drikker nok en halv ramme øl om dagen - mindst.

Her for et par uger siden gik det op for mig, hvor slemt det står til. En morgen, hvor han ikke havde drukket i 12 timer. Han havde ikke flere penge og var løbet tør for øl. Han stod og snakkede, og pludselig gik han i krampe, og væltede ned på gulvet og slog hul i hovedet. Jeg måtte få ham om på siden og ringe efter ambulance - en virkelig ubehagelig oplevelse. Hospitalet kunne ikke finde noget der var galt, og konklusionen blev at det var abstinenser.

Han mener ikke selv, at han har et problem, og når man nævner det for ham, bliver han sur og benægter. Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham, men det er svært, at hjælpe en der ikke vil hjælpes. Men han er jo min far, så hvordan skal jeg forholde mig til det? Jeg vil jo nærmest gøre alt for ham, og jeg ønsker virkelig han får noget hjælp. Og hvordan passer jeg på mig selv i det her?

Svar

Kære Sofia

Det er godt du skriver til os for at få hjælp. Det lyder som om, du har været ude for en meget ubehagelig oplevelse.

Din far er heldig at, du var der, da han fik kramper, så du kunne hjælpe. Men du er der jo ikke hele tiden, og det skal og kan du heller ikke være. Det er klart du er bekymret for din far og du vil gerne hjælpe ham, men der skal være en balance så du også er fri til at leve dit eget liv uden at skulle bekymre dig konstant.

Udfordringen i dit tilfælde er, at din far ikke vil se i øjnene, at han har et alvorligt problem med alkohol. Og det er desværre en situation der er meget almindelig, men som gør det meget vanskelig at være pårørende. Hvis han erkendte sit problem, kunne du bakke op om det og være der for ham - men som en datter, ikke som hverken politimand eller sygeplejerske. Det er roller man tit kan få som pårørende, og når han ikke erkender sit problem kan det være ekstra foruroligende at være vidne til hans misbrug, fordi man kan føle sig magtesløs. 

Vi har nogle anbefalinger og gode råd herindefra, når man skal tage en samtale med en pårørende der drikker for meget. Dem kan du læse her og blive inspireret af til jeres næste snak.

  1. Kærlighed; start med at fortæl ham, du holder af ham og er bekymret.

Når man drikker skammer man sig også, og at blive mindet om, at nogen holder af en, kan betyde meget. Det er også nemmere at lytte efter, når man ikke er under angreb.

  1. Konkretiser; fortæl ham, hvad alkohol gør ved ham og jeres relation.

Fortæl ham stille og roligt alt du registrerer, når du har set ham fuld. På den måde får han sværere ved at benægte og lyve overfor sig selv.

  1. Konsekvenser; fortæl om helbredsrisiko, og overvej om du vil sætte grænser, der har konsekvenser, at du fx ikke vil se ham, når han drikker.
  2. Hjælp, fortæl ham, han har brug for professional hjælp. Det er meget få der kommer ud af et alkoholmisbrug uden hjælp fra professionelle.

Det er vigtigt at blive ovre på egen banehalvdel når du tager snakken med ham. Selvom han ikke indrømmer overfor dig, han har et problem, ved han det godt indeni. Derfor er det godt at starte med at sige, du holder af ham, at du er bekymret og fortæl hvad du ser og tænker.  

Der er gratis alkoholbehandling i Danmark, og der er behandlingsgaranti indenfor 14 dage. Her kan du finde et rusmiddelcenter i nærheden af din far: https://alkohologsamfund.dk/alkolinjen/find-hjaelp

Du kan eventuelt få din far til at ringe ind til os, her kan han få en anonym samtale om de muligheder for hjælp der er. Hvis han fortsat ikke mener, han har et problem, der skal gøres noget ved, så skal du måske selv søge noget hjælp. De fleste rusmiddelcentre tilbyder hjælp til pårørende, hvor man kan få nogle redskaber til at håndtere situationen. Både i forhold til at få den drikkende i behandling men i sidste ende også for at blive bedre til at sætte grænser, passe på sig selv og leve med den vanskelige situation.

Hvis du ønsker at drøfte din problematik lidt mere, er du meget velkommen til at kontakte os igen enten via Brevkassen, chat eller ringe til vores telefonrådgivning på 80 200 500.

Kærlig hilsen

Rådgiverne, Alkolinjen

Information

Fornavn / alias
Sofia
Køn
Kvinde
Alder
22-24 år
Problemstilling
  • Jeg er pårørende til en, der drikker